Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK
Den danske bataljon og det nationale støtteelement (NSE) var trådt an på Camp Danevangs appelplads den 20. januar for at modtage Forsvarets Medalje for et halvt års tjeneste i Irak.
DANCON stod uden det litauiske kontingent, da det modtager en national medalje efter hjemkomsten i midten af februar.
Kompagnichef, major Jesper Strøier hæfter metal på sine delingsførere, som derefter dekorerer soldaterne.
Chef DANCON, oberst Flemming Toft indledte med at tale til soldaterne:
- Medaljer får man, fordi man har ydet noget særligt, og det har Hold 6. Det er derfor med stor stolthed og glæde, at jeg kan dekorere jer med forsvarets medalje i dag.
- Jeg havde som mål, at sikkerheden i vores del af Irak skal være forbedret, ISF være bedre i stand til at sørge for sikkerheden, og håbet og landskabet være lidt grønnere, når vi forlader Irak.
- Vi startede for fem måneder siden i et meget fjendtligt miljø, jævnligt udsat for vejsidebomber og skudepisoder. I starten var vi i langt større udstrækning end nu nødt til at reagere, når modstanderne forsøgte at ramme os, og når stammerne sloges indbyrdes. Nu er det i højere grad os, der har initiativet.
Vi har arbejdet hårdt, vedvarende og uden megen hvile. Og det har hjulpet. Siden vi for alvor startede med offensive operationer og en næsten permanent tilstedeværelse i Al Hartha og Al Qurnah, er sikkerhedssituationen i vores del af Irak blevet væsentligt bedre.
- Det er stadig risikobetonet at være i Al Hartha, Al Qurnah og på Hovedvej 6, men for både befolkningen og os er sikkerheden forbedret. Befolkningen støtter os i stigende grad, og ISF tager større og større del i sikkerhedsoperationerne - ja nu er det faktisk ofte dem, som anmoder os om at støtte deres operationer.
- Vi har et godt forhold til lokalbefolkningen, stammerne og de irakiske sikkerhedsstyrker. Vi har vundet langt størstedelens tillid. Vi stopper stammefejder, mægler og skaber våbenhviler og vi konfiskerer ulovlige våben.
Kompagnichef, major Jesper Strøier hilser på konstabel Grøtner fra 2. deling, der mistede sin delingsfører i vejbombeangrebet 1. oktober.
- Vi har sammen med ISF sikret lokalvalg, folkeafstemning og parlamentsvalg således at den civile iraker trygt har kunnet stemme og stolt fremvise den farvede pegefinger. Så det er mit klare indtryk, at håbet er blevet lidt grønnere for irakerne.
- Vi har ryddet affald, projekteret overrislingsanlæg og sikret rent drikkevand. Så landskabet er blevet lidt grønnere. Men vi er ikke færdige endnu, og der er stadig meget at gøre. Derfor giver vi den også gas her den sidste måned og holder fokus på sikkerheden og en god start for hold 7.
- Mine mål er ved at være opfyldt. Det er jeres skyld - tak for indsatsen. Alle medaljer er velfortjente. Bær dem med stolthed, sagde Flemming Toft.
Herefter dekorerede cheferne for bataljonens dispositionsenheder deres delingsførere, som straks vendte sig om for at hæfte medaljerne på de lange rækker af soldater. Det hele blev overværet og grundigt fotograferet af den inviterede presse fra Danmark.
Efter paraden fejrede bataljonen begivenheden med et glas champagne og medalje-kager i kantinen.
Nogle havde rigeligt i forvejen. Overkonstabel Kristensen i midten af billedet er på sin 14. mission.