Kage medaljer og lidt om felthospitalet

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af overkonstabel-1 Henrik, mekaniker & overkonstabel-1 Henrik, sygepasser, Feyzabad, Afghanistan.

Uge 11 i en lille lejr på landet.

Denne uge startede med en god gang sol og sluttede med en ordentlig gang regnvejr, der strakte sig ud over det meste af weekenden.

Da vi ligger lidt uden for lands lov og ret, er det så som så med forsyningerne, og da det tyske køkken ikke har en bager på deres lønningsliste (vi får kun præfabrikerede papbrød), så sendte vi en høflig anmodning til DANELM i Kabul om et eventuelt bytte af en wannabee bager (sygeplejerske Anne af reserven) med en tilfældig soldat fra Feyzabad, og det gik de selvfølgelig ikke med til, men de forbarmede sig over os og sendte en lille delegation af sted mod nord.

Delegationsholdet var bestående af kommandobefalingsmanden og wannabee bageren (operationssygeplejersken) medbringende vores medaljer og en chokoladekage, der kunne få selv den sejeste Feyzabad-viking til at længes hjem til lillemors springform (Tak for det Kabul).

Efter at have slået mave i et par dage, syntes chefen at det var på tide at se, om de dersens NATO-medaljer nu også passede til vores for nyligt anlagte ørkenuniform, og det må vi sige, at det gjorde den. Det var dog ikke alle, der fik den, for der var ni mand på patrulje, og så er vi startet med vores leaveperiode (ferie), og der var så sendt to mand hjem på den konto.

Da kaptajn Nicolai i denne uge kunne fejre sin 30 års fødselsdag, blev det på behørig vis højtideligholdt med lejrens samlede beholdning af sort peber.

Leave hold 1.
Fredag skulle MOT 2 tage af sted på leave, men der blev flyet aflyst, og det blev det også lørdag, men så smed chefen en plan B på bordet, og den omhandlede en to timers helikoptertur til Termez incl. en overnatning. De var så heldige at komme med et fly til Kabul allerede dagen efter, men det var ikke uden problemer, at de kom af sted herfra.

Det er jo Feyzabad, og da helikopterne skulle tankes, fandt de (Afghanerne) ud af, at der ikke var ret meget brændstof tilbage, og så måtte de stå og holde i den ene ende af bladdertanken (gummitank a la´ en hoppepude).

Som om det ikke var nok, så løb generatoren til pumpen tør for benzin, og det havde de ikke mere af, og så begyndte piloterne at blive lidt stramme i masken, for det var ved at være ensbetydende med, at de skulle overnatte her i Feyzabad, da piloterne ikke må flyve om natten.

Men så reddede danskerne tysken, da et lyst hoved kom i tanke om, at der hans container stod fem liter benzin. Forsyner Frank trådte så på speederen i sin Toyota med sådan en entusiasme, at det frembragte jubelråb fra alle tilskuerne inklusiv mekanikeren (chefen skulle jo på leave :).

Endelig har vi fået den kasteøkse, som vi har købt for et par måneder siden samt kasteskiven, som DANILOG har været så hjælpsomme med at fremskaffe. Vi regner med at opsætte den i denne uge, så vi kan komme i gang med at træne lidt øksekast, og vi burde jo have en lille fordel, da det jo er en gammel vikingedisciplin, men vi skal nok lige smugtræne inden vi udfordre tysken og tjekken.

Felthospitalet.
Hej alle sammen. I denne uge kommer der et indlæg fra sygepasseren. Jeg er en del af det danske element, men har mit daglige arbejde på det tyske felthospital.
Det tyske felthospital er et Role 2 hospital dvs. med 3 oprationsstuer, skadestue, opvågning og en almindelig lægekonsultation, der er røntgen og et større laboratorium.

Min funktion er at hjælpe de danske soldater, som bliver syge eller kommer til skade, og heldigvis har der ikke været så mange af dem. Enkelte småskader og sygdomme har der dog været.
 
Jeg har enten dag- eller aftenvagt, og når der ikke er syge soldater, kan de lokale afghanere komme og få en tid til at blive undersøgt på hospitalet.

De afghanere, som kommer, er de fattigste og har derfor ikke råd til at gå andre steder hen. På en typisk dag kommer der 15 Afghanere.
De sygdomme, som de kommer med, er gamle krigsskader og sygdomme, som de har gået med ganske længe. Hernede er tuberkulose heller ikke et ukendt fænomen.

Men det, som berører mig mest er, når der kommer børn, som har været udsat for vold eller andre ulykker. Jeg tænker tit på, at jeg ikke kan redde verden, men forsøge at gøre en forskel og få de børn hernede til at smile.
 
Der er fem læger på hospitalet, og de gør en stor indsats for at hjælpe de lokale afghanere. Der bliver opereret en del på hospitalet samt genbehandlet efter afghanernes besøg på det lokale hospital, som ikke har samme muligheder, som vi har.

Ellers sørger jeg for, at der bliver undervist i førstehjælp hver fredag. Vi øver os bl.a. i at lægge venflon (drop) på hinanden, og det kan få selv den største soldat til at pibe. Der bliver undervist i alt, som man kan komme ud for, når man er derude, hvorfra der kun er få, der kommer tilbage, og det er lige fra forbindinger til at tage en såret person ud af en bil. Vi er kort fortalt klar til alle forhold.

Jeg har det godt hernede, og jeg må sige, at vi har en masse gode faciliteter, så vi gør alt for at passe godt på soldaterne.

Ha' det godt derhjemme.