Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Jørgen Pedersen
major, presseofficer
Allerede 7. august landede de første soldater fra hold 15 i Kosovo for at indlede koordination med hold 14 med henblik på at overtage alle de mangeartede opgaver, der skal løses, når man er udsendt i en international mission.
Ti dage senere kunne der meldes, at hold 15 så var på plads i Camp Olaf Rye med lidt over 300 soldater, og man var klar til at indlede de næste seks måneders tjeneste.
Takket være et grundigt forarbejde fra hold 14 blev alle nyankomne hurtigt og sikkert briefet om hvilke opgaver, der ventede, og man kunne nemt gennemføre overdragelse af de store mængder udstyr til de nyankomne.
Skæringspunktet mellem hold 14 og 15 markeres med en parade, der kaldes Transfer of Authority, hvor den "gamle" chef afleverer kommandofanen til chefen for franske brigade, hvori den danske bataljon indgår, og dermed er han formelt fratrådt som chef for det danske kontingent i Kosovo. Den franske brigadechef overdrager derefter kommandofanen til chefen for hold 15, som dermed er blevet indsat i Kosovo.
Oberst Michael Wallin modtager kommandofanen fra brigadegeneral Bart.
Selve kommandooverdragelsen afsluttes med, at de to danske bataljonschefer og den franske general går ned til hovedvagten i Camp Olaf Rye for at klare en lille, men vigtig detalje; nemlig udskiftning af skiltet, der angiver, hvem der er chef for Camp Olaf Rye.
Transfer of Authority er hermed afsluttet.
Efter afslutningen af det formelle chefskifte deltog alle soldater i en reception i cafeteriet, hvor myndighedspersoner fra lokalområdet samt de militære og civile myndigheder, der opererer i Kosovo, deltog. Dette gav hold 14 mulighed for at tage afsked og takke for tiden, mens hold 15 kunne begynde at skabe de første kontakter, der skal sikre godt samarbejde og positive resultater i den kommende tid.
Mens de sidste gæster begyndte at forlade lejren, kunne endnu et hold rejseklare soldater fra hold 14 stige ombord i busserne på Chr. D. IV Plads og indlede turen mod Danmark med soldaterne fra hold 15 som ivrigt vinkende tilskuere.
Optælling af alt mellem himmel og jord
Eftersom lejren kan betegnes som et minisamfund i Kosovo betyder det også, at der er uanede mængder af materiel og udstyr at holde styr på, og det er vigtigt, at man som nyt hold hurtigt sikrer sig, at alt er tilstede.
Panserinfanterikompagniet råder over både pansrede bæltekøretøjer og øvrige hjulkøretøjer, hvilket betyder, at der er masser af værktøj, signalmateriel og andet udstyr at administrere. Da det ikke kan undgås, at materiel bliver slidt, kontrolleres brugbarheden af alt udstyr ved samme lejlighed således, at fejl kan blive udbedret og mangler fremskaffet hurtigst muligt.
Til en sådan mønstring har det vist sig, at 115 mand ikke er en eneste for lidt, da kompagniet også satte en ære i at blive klar hurtigst muligt med henblik på at kunne komme ud på de første patruljer.
Det er vigtigt for alle kompagniets soldater at opnå et grundigt kendskab til hele det danske operationsområde, så man hurtigt og sikkert og under alle forhold kan komme frem til selv de mest afsides liggende landsbyer. Terrænet er generelt en del mere råt, end vi er vant til hjemmefra, og soldaterne har allerede nu erfaret, at man skal holde tungen lige i munden, når man færdes ad små og kringlede bjergveje.
Stabskompagniet har nok nogle af de allertungeste opgaver at løse, idet kompagniet skal sikre, at alle enheder og soldater hele tiden har alt, hvad de behøver, og her er det nok værd at nævne, at drift af hele lejren er alfa og omega for bataljonens virke.
Militærpolitiet
Militærpolitiet i Kosovo har ligeledes gennemført deres rotation, og hold 15 er nu klar til at varetage dagligdagens opgaver. Rotationen gik nemt og gnidningsfrit, idet hold 14 var dygtige til at overdrage deres materiel og "øse" ud af alle deres erfaringer. Den gode overdragelse har resulteret i, at det har været nemt at falde på plads på militærpolitistationen, der ligger midt i lejren.
Ankomst til lufthavn i Pristina
Militærpolitiet (MP) arbejder snævert sammen med de øvrige politimyndigheder i Kosovo, og derfor er det vigtigt, at der hurtigt opnås et grundigt terrænkendskab. Transport af hold 14 til lufthavnen i Pristina betød også, at MP fik en eskorteopgave, således at busserne hurtigt kunne komme frem.
Hastighedskontroller af alle militære køretøjer er også en MP opgave, og den er med til at sikre, at færdselssikkerheden er og forbliver høj blandt både danske og andre nationers militære enheder, om end en fartbøde sjældent modtages med et smil på læben.
Kosovos smukke landskab
Tiden går hurtigt, da arbejdsopgaverne her i starten er mange og tidskrævende, og alle ser med spænding frem mod de kommende seks måneder, men det betyder ikke, at vi ikke kan finde tid til at lade en tanke flyve mod nord til Danmark.