Lidt af hvert i Feyzabad

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Frederik
sektionsfører MOT 2
Feyzabad, Afghanistan.

Ugen har budt på lidt af hvert her i Feyzabad. En vejsidebombe, et havareret køretøj langt fra lejren og fodpatrulje i 3000 meters højde.

Uge ti sluttede med noget, som vi alle havde frygtet, men som vi samtidigt var forberedte på kunne ske. Inde i Feyzabad by blev en vejsidebombe bragt til eksplosion, netop som et af vore MOT hold kørte forbi.

Til alles store lettelse kom ingen fra MOT holdet noget til, og de var i stand til selv at køre derfra. Værre gik det ud over nogle lokale, som tilfældigvis var i nærheden. Fire personer blev såret, der var dog kun tale om mindre skader.

Episoden har mindet os alle om faren i vores arbejde, men også bekræftet os i, at vores uddannelse virker i praksis.

På den anden side er det en fornøjelse at kunne se bedring i vores forhold til de lokale. Muhammed-tegningerne er ved at være glemt, og det er igen ved at høre til en sjældenhed, at børnene kaster sten på os.

MOT 2 Bestående af fh. kaptajn Frederik, sergent Rasmus, overkonstabel Henrik, konstabel Jon, oversergent Morten – og sidst men ikke mindst Flemming, overkonstabel af guds nåde.

På patrulje med MOT 2.

Opgaven lød på at køre til Zebak distriktet for at kontakte den lokale administration samt at skabe et overblik over skolestrukturen i distriktet. Opgaven lød lige til, men viste sig at blive lidt mere kompliceret end først antaget.

Aftenen før afgang måtte sektionens næstkommanderende, oversergent Morten, melde fra grundet solstik, men heldigvis var vores sygepasser, som har sin normale gang på felthospitalet, klar til at træde til. Og fuldtallig kunne sektionen tage af sted morgenen efter.

Turen ud gik problemfrit, og kontakten med administrationen voldte heller ikke de store problemer.

Men da vi ville længere sydpå, begyndte det at blive lidt mere spændende. Ca. 15 km før vores mål, kunne vi blankt erkende, at vejen nu var en saga blott. Vi var dog stadig ved godt mod og besluttede os for at oprette lejr for natten og så forberede at gå det sidste stykke til fods.

MOT 2 mødes med administrationen i ZEBAK.

Næste morgen fortsatte vi så fem mand, to blev ved bilerne, og det gik opad næsten med det samme. Vi havde ikke gået meget mere end 15 minutter, før der blev krævet pause af dem med de tunge tasker (vand og førstehjælpsudstyr).

De næste tre timer bød på nogle fantastiske naturoplevelser, store ørne, kilder der sprang ud af klipperne, smeltevandsfloder der var frosset til, men hvor man stadig kunne høre vandet strømme nedenunder. Og sidst, men ikke mindst, nogle fysiske strabadser vi ikke har prøvet tidligere hernede.

Men efter ca. tre timer kom meldingen lige pludselig fra en ikke navngiven sygepasser … ”det går ikke”. Det skal her siges, at der blæste en stiv pelikan, og vi bevægede os på den gode side af 3000 meter. Der var kun en ting at gøre – spise middagsmad.

Efter et velfortjent middagsmåltid vendte vi snuden tilbage mod køretøjerne, og sektionsføreren måtte erkende, at det nok krævede lidt mere forberedelse at gå 30 kilometer i 3000 meters højde og med temperaturer under frysepunktet.

Hjemturen til Camp Feyzabad forløb uden problemer, og vi overnattede i den samme landsby som på vejen ud.

Fodpatrulje i Hindu Kush bjergene, længst th. vores udskiftningsspiller overkonstabel Hans-Henrik.

Vel hjemme i lejren troede vi, at vi skulle til at nyde vores to vedligeholdelses-/klargørings-/hviledage, men der tog vi fejl. MOT 1 kunne ikke få deres ene køretøj startet, og vi skulle eskortere vores mekaniker ud til dem. Så det blev kun til én dag, hvor vi kunne få genforsynet og hvilet, og det var en træt sektion, der tog ud for at redde MOT 1.

Efter at vi kom til MOT 1, tog det mekanikeren ca. 15 minutter at starte bilen. Men grundet det sene tidspunkt blev vi nødt til at bliver der natten over. Morfar, kokken på MOT 1, stod for aftensmaden, og det gik hen og blev en hyggelig lille fælles lejr, vi fik lavet. Morgenen efter gik det hjemover uden problemer.

Vejene hernede er ikke udpræget gode, men ofte ret spændende at køre på.

Temperaturen hernede har de sidste dage sneget sig op på den rigtige side af 20 grader, og i vores pauser er det ikke længere unormalt at se vikingernes blege kroppe blottet mod solen. Men man skal nu ikke lade sig snyde af den grund. Når vi kører på patrulje i bjergene, er det stadig under frysepunktet om natten.

Heldigvis faldt det gode vejr sammen med PRT Games, hvor alle nationaliteter i lejren dyster i forskellige discipliner. Dagen blev sluttet af med grill og et par øl i messen. Og til behagelig orientering kan det oplyses, at dansken vandt sølv (foran de fire tyske hold). Tjekken vandt guld.

Konstabel Michael og konstabel Sverre gør sig klar til trillebørsforhindringsløb med bind for øjnene, i baggrunden ses tjekkernes bud på en værdig konkurrent – de fik sig dog en lærestreg.

Når alt dette er sagt, kommer vi jo nok ikke uden om, at for MOT 2 vedkommende er omdrejningspunktet disse dage vores nært foranstående leave. Når I læser dette derhjemme, skulle de to første mand gerne være ankommet til Danmark. Og resten følger efter en uge senere.

Det er svært at beskrive med ord, hvor meget vi glæder os til at komme hjem og køre på asfalterede veje, spise mad hvor alle råvarerne ikke er kogt, gå rundt i en by hvor man ikke nødvendigvis skal være opmærksom på alt og alle. Men vigtigst af alt, glæder vi os utroligt meget til at se jer.

Mange hilsner fra Camp Odin