[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Kisten med konstabel Martin Hjorth blev modtaget og mindehøjtideligheden i Roskilde Lufthavn gennemført som planlagt torsdag eftermiddag.

En æresvagt bestående af Martin Hjorths kammerater fra Irak bar kisten ud af Hercules-flyet og ind i et lokale, hvor der var opstillet et æreskommando, og Slesvigske Musikkorps. spillede "Kongernes Konge".
Til stede var Martin Hjorths far, mor og lillesøster samt andre pårørende og venner.

Regimentschefen
Chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Kristian Sørensen, lagde blomster ved kisten og sagde: Martins motivation for at tage af sted til Irak var lysten til at hjælpe andre mennesker i verden. Det kom han desværre til at betale den højeste pris for – nemlig med sit liv. Det vil være en lindring af sorgen at vide, at Martin havde det godt i Irak til det sidste, og at han var stolt af sit job, og at han var med til at gøre en forskel. Æret være Martins minde.

Præsten
Jydske Dragonregiments garnisonspræst Sune Haubek sagde i sin tale:
Sorg er kærlighed, som ikke kan finde hjem.
Sorg er kærlighed til dén, der ikke er mere.
Sorg er kærligheden til dén, man ikke længere kan nå.
Vi er tomme og fortvivlede. Vi mærker sorgen overmande vore hjerter, og vi mærker kærligheden er blevet hjemløs.
Intet ord og ingen gerning kan lindre jer i sorg over tabet af Martin Hjorth.
Selv om ord er fattige i afskedens stund, så skal vi lytte til et ord af Jesus Kristus: - Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om end han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Sune Haubek bad "Soldatens bøn" og sluttede med Herrens velsignelse. Derefter blev kisten båret ud til den ventende rustvogn, mens musikkorpset spillede "Det var på Isted Hede."

Martin Hjorth bisættes fra Ganløse Kirke tirsdag den 17. oktober kl. 11.


Kisten med Martin Hjorth bæres ind til mindehøjtideligheden, der blev overværet af stabschefen ved Hærens Operative Kommando, oberst Ole Bering.