[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Et af de danske PRT-hold (Provincial Reconstruction Team) kom i nat under beskydning på vej hjem til Feyzabad i et område, hvor der tidligere har været konstateret en opiumsmuglerrute.

Holdet havde været på en fem-dages opgave med blandt andet udbedring af veje og forbedring af egne muligheder under arbejde langt fra lejren i Feyzabad.

Holdet havde slået lejr i et område, hvor de på flere sider var godt beskyttet af store klipper. Efter mørkefald lød der pludselig et par skud, ikke direkte mod patruljen, men formentlig ment som skræmmeskud. Patruljen gik i stilling og besvarede ilden med nogle få skud og lyskugler.

Imidlertid tog den fjendtlige beskydning til, og samtidig med at et undsætningshold fra Feyzabad blev sendt af sted, rekvirerede patruljen flystøtte. En F16 forsøgte at skræmme angriberne ved dels ved at kaste flairs og flyve lavt, og det skabte en pause i beskydningen. Efter en tid blev der dog åbnet ild fra to steder mod danskerne, stadig uden at det havde nogen virkning.

Patruljen besluttede nu at rekvirere yderligere flystøtte, og det fik den i form af to amerikanske A10-fly, der angreb den formodede fjendtlige stilling med maskinkanon. Dette fik den fjendtlige ild til at ophøre totalt, og den danske patrulje kunne derpå – støttet af de to A10 – frigøre sig og køre mod nord, hvor den kom i sikkerhed hos det undsætningshold, der var sendt ud for at møde dem.

Hele holdet var hjemme i sikkerhed i lejren tidligt i morges, og alle kunne underrette de pårørende om, at ingen var kommet til skade. De danske soldater har ingen anelse om, hvem der skød på dem og hvorfor.

Kilde: US Airforce: Amerikanske A10-fly.