Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Nikolaj Grøn, presseofficer
En engelsk landrover forsvundet i et hul fuld af regnvand.
Her til morgen vendte et hold våde soldater hjem fra en operation i den afghanske ørken.
Tre danske ammunitionsryddere fra Camp Bastion var med i et regnvådt døgn, da briterne skulle genforsyne en af deres enheder ved Now Zad i den nordlige del af Helmand-provinsen. I samme operation foretog DANCON en genforsyning af den lette opklaringseskadron.
Under ledelse af Premierløjtnant Nicolaj, sektionsfører for EOD, var det danske hold ammunitionsryddere klar til at støtte englænderne, hvis der igen skulle blive behov for deres ekspertise.
- Tidligere på måneden var dansk EOD indsat i bjergene nær byen Kajaki, hvor vi ryddede en sti igennem et formodet minefelt mellem to engelske stillinger. Så vi er efterhånden vant til at arbejde sammen med englænderne, sagde Nicolaj.
- Sidst blev vi indsat med helikopter. Denne gang har vi været indsat i ørkenen i vores terrængående Mercedes GD. Det var en anderledes oplevelse. Især det at køre om natten i den regnvåde ørken.
Natten til fredag var der et voldsomt regnvejr med torden og lynild, så ørkenen endte som det rene mudder. Men allerede inden ørkenen blev til mudder, var det udfordrende at komme frem.
Konstabel Sloth var chauffør på den danske bil, og det var en anderledes oplevelse at køre i den afghanske ørken:
- Terrænet hernede er ret ujævnt, så det tager lidt længere tid at komme frem, end man lige regner med. Og da det først havde regnet, blev det til det rene mudder. Vi sad fast et par gange og måtte også trække en engelsk landrover fri af mudderet.
Mere vandrotter end ørkenrotter
De britiske soldater var fra brigadens opklaringsdeling og er nogle meget rutinerede soldater med masser af overskud. Alle tog oplevelserne med godt humør, og som en engelske chauffør sagde med umiskendeligt cockney-accent, da hans landrover var halvt begravet i mudder:
- Det er ingenting! Den skal bare have et lille skub.
Senere røg en landrover dog i et vandhul og sad så eftertrykkeligt fast, at en af de otte-hjulede britiske lastbiler måtte trække den fri.
Han tabte i ” papir, sten og saks” og måtte hente trækkablet.
Konstabel Allan var den tredje danske soldat, der var med på køretøjet. Hans opgave var at være skytte på det lette maskingevær, og han havde nattevagten sammen med sektionsføreren.
- Man kikker ud over den flade ørken midt om natten i uvejret. Det lyner, og med ét er hele landskabet oplyst, sagde han. Det var så fascinerede at se på, at det ikke betød noget, at regnen stod ned i stride strømme.
Tilbage i den danske lejr Camp Bastion var det tid til at vedligeholde udstyr og tørre soveposerne i solen og til at tænke tilbage på turen.
- Jeg er godt tilfreds med mine soldater og mit køretøj. De klarede sig godt, siger sektionsfører Nicolaj. Men det er en spøjs fornemmelse at stå midt ude i ørkenen i sit danske grønne regntøj og det øser ned.
Den lette opklaringseskadron er fortsat indsat og har også haft sine oplevelser med den regnvåde ørken.