[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af seniorsergent Ingvar, MRP - controller ved NSE/KFOR

Hej derhjemme i Danmark.

Ja, så er der gået endnu en uge i Kosovo. Tiden går hurtigt, når man har det sjovt, eller når bare der er nok at lave.

Tiden op til denne uge er gået med MRP arbejde (kontrol og justering af bestillinger fra enhederne, hjem til Vordingborg) og lokalindkøb, som jeg også forestår mens Lars er på leave.

Chefen og jeg har været i Skopje for at betale regninger, der var vi så heldige at vi fik lov at låne oberstens Peugeot; Det er rarest at køre i en bil med aircondition, når der er 35 graders varme.

NSE har fået en ny regnskabsfører i sidste uge, og vi skal afhente endnu en i denne uge.

Lokalindkøberen kommer tilbage fra leave i dag - det bliver rart kun at have et job igen.

Denne weekend bød blandt andet på COR mesterskab i bueskydning, hvor NSE var repræsenteret ved Carsten og Martin. Martin gjorde enheden ære, men det er nok meget godt at Carsten har udleveret en pistol…

Martin venter på sin tur under konkurrencen. Kjeld ser begejstret ud over at der bruges våben fra dengang, han var værnepligtig.

En koncentreret Carsten har netop sendt pilen af sted mod centrum - hvor endte den mon?...

Ellers er der almindelig travlhed på NSE, idet det jo lige har været den første og der (ligesom derhjemme) skal betales regninger og desuden udbetales løn til de lokalt ansatte, hvilket ØKO sektionen står for.

Terminal holdet, også kaldet COMBARDO, er begyndt at klargøre til hjemrotationen af materiel og personel via henholdsvis Thessaloniki havn og Pristina lufthavn, så nu er der ved at være lidt lys for enden af tunnelen. COMBARDO er den knap så militære forkortelse for dem, der ligesom på Mols Liniens færger vinker bilerne ombord, mens de siger "Kom bar' do" - jo folkeviddet blomstrer om kap med Kosovos frodige natur.

NK og KDOBM er så småt ved at lægge sidste hånd på planlægningen af NSE marchen. En 23 km lang march i bakkerne syd for Camp Olaf Rye.

Generalmajor Olaf Rye, som lejren er opkaldt efter, døde i øvrigt torsdag den 6. juli for 157 år siden i 1849 under det, der i dag kendes som "udfaldet fra Fredericia".

En forbilledlig officer og soldat, hvis eftermæle man altså blandt andet har hædret ved at opkalde lejren her i Mitrovica efter ham.

Generalmajor Olaf Rye

Camp Olaf Rye, Mitrovica, Kosovo.

Chefen og forvalteren er begyndt at få julelys i øjnene, idet de tager hjem på leave i denne uge; Det bliver så også en stille periode for øvrigt personel i NSE!

Alt i alt går vi og har det godt hernede, men længes hjem.