[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De pårørende har ikke ønsket at have kontakt med pressen før, under og efter begravelsen. Dette ønske er hidtil blevet efterkommet, og de pårørende takker for, at pressen indtil nu har haft forståelse for deres vanskelige situation. De håber derfor også, at pressen vil respektere deres ønske under og efter begravelsen.

Den militære begravelse forgår fra Gimsing Kirke i Struer mandag klokken 13. Fra officiel side deltager forsvarsminister Søren Gade, chefen for Forsvarsstaben viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou, chefen for Den Kongelige Livgarde oberst Lasse Harkjær, forsvarsattachéen for den amerikanske hær og stabschefen for den britiske 7. Brigade stationeret i Tyskland, som den danske bataljon er underlagt i Irak.

Jesper Nielsen tilhørte Den Kongelige Livgarde, og det er derfor Livgarden, der forestår begravelsen. Kisten vil blive ført til kirken og båret ind af en æresvagt fra Livgarden, der vil stå omkring kisten under den kirkelige handling.

Under den kirkelige handling, der forestås af Livgardens feltpræst Kim Jacobsen, vil et messingensemble fra Livgardens Musikkorps medvirke sammen med kirkens organist.

Kisten bæres ud af kirken af æresvagten, der består af Jesper Nielsens nærmeste kammerater fra Irak. Efter kisten kommer Livgardens fane, de nærmeste efterladte, præsten, den øvrige nærtstående familie, forsvarsministeren, de officielle militære repræsentanter og det øvrige følge fra kirken.

Ved graven tages Jesper Nielsens baret og hans to medaljer – Forsvarets Medalje (Irak) og Forsvarets medalje for faldne i tjeneste, væk fra kisten, og flaget, der smykker kisten, tages af og foldes sammen..

Når kisten sænkes ned i graven, sænkes fanen, og de tilstedeværende militære personer gør honnør.
I forlængelse af jordpåkastelsen spilles ”Last Post”.

De pårørende og følget vil derefter forlade begravelsesstedet og deltage i et efterfølgende traktement i Gimsing sognegård.

Gimsing Kirke
Fotograf: Tommy Hansen