[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Irakiske børn løber stadig danske soldater i møde med smil, mens de vinker eller holder tommelfingeren op.

Onsdag aften var der stadig roligt i det danske ansvarsområde, selv om muslimer verden over er oprørte over Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Irakernes beherskede reaktion kan skyldes den diplomatiske indsats, som den danske bataljon har ydet siden ugens begyndelse.

Mandag og onsdag deltog bataljonen i sikkerhedsmøder med religiøse ledere og repræsentanter fra de irakiske sikkerhedsstyrker. Begge møder forløb i en venlig atmosfære. Irakerne var kritiske overfor tegningerne, men ønskede ikke, at konflikten med en privatejet dansk avis skulle påvirke forholdet til danske soldater.

Sådan oplever de danske soldater dagligt de irakiske børn. Det gode forhold til lokalbefolkningen ser ud til at fortsætte.

Advarsel
Nogle af mødedeltagerne fremkom med en velment advarsel om, at det vil være klogt at tage visse forholdsregler i den kommende tid. Bataljonen har også modtaget andre oplysninger om, at islamister har opildnet til vold imod danske soldater. Men indtil videre ser lokalbefolkningen ud til at forholde sig besindigt til konflikten.

Under mødet med de religiøse ledere onsdag præsenterede bataljonen Jyllands-Postens seneste beklagelse over de følelser, tegningerne har vakt i Mellemøsten. De shiitiske præster tilføjede, at de var tilfredse med de udtalelser, de havde hørt den danske statsminister fremsætte gennem irakisk tv tirsdag aften.

Onsdag omdelte danske soldater også løbesedler i de større byer i det danske ansvarsområde. Budskabet var, at danske soldater respekterer islam og ikke er ansvarlige for private medievirksomheders handlinger. Løbesedlerne indeholdt også uddrag af Jyllands-Postens og statsministerens tilkendegivelser om sagen.

Løbesedler
Danske soldater er ikke de eneste, der har brugt løbesedler for at få lokalbefolkningen i tale. Onsdag afleverede en venlig iraker en løbeseddel fra en islamisk organisation til soldater fra det danske panserinfanterikompagni.

Budskabet var her, at muslimerne fordømmer tegningerne og kræver en undskyldning; men sedlen indeholdt ingen trusler eller opfordringer til vold.

Den danske bataljon fortsætter den diplomatiske indsats resten af ugen og holder samtidig øje med udviklingen. Den shiamuslimske Ashura-festival er i gang, og bønne-møder i den forbindelse kan udvikle sig til demonstrationer imod danske og andre multinationale styrker.