Mindehøjtidelighed for konstabel Jesper Nielsen

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den dræbte danske soldat, konstabel Jesper Nielsen, kom torsdag til Flyvestation Karup og blev mindet ved en højtidelighed.

Kisten kom hjem med flyvevåbnets Hercules

Til stede var de nærmeste pårørende samt venner og bekendte. Fra Hæren deltog chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, og chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær.

En æresvagt bestående af seks soldater fra Irak tilhørende Jesper Nielsens enhed bar kisten fra flyvevåbnets Hercules fly ind i Hangar 26, mens Slesvigske Musikkorps spillede "Kongernes Konge".

Højtideligheden blev indledt med, at chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær, gik frem til kisten og lagde blomster, og derefter sagde han:

"Torsdag den 23. marts 2006 vil for altid være en dato, der vil være prentet ind i vores hukommelse. En rædselsfuld dag, hvor vi alle blev ramt af chok, fortvivlelse og magtesløshed.

Vi fik meddelelsen om, at vores konstabel Jesper Nielsen brutalt var blevet revet fra os ved en terrorhandling i Irak.
Jespers tragiske død involverer naturligvis alle ved Livgarden, uanset om man er vagtgående garder, udsendt i en international mission eller er under uddannelse på en af vore kaserner.

Men nok så megen medfølelse kan ikke bringe Jesper tilbage. Vi må alle leve med tabet af en rigtig fremragende soldat og et dejligt menneske.

Men Jesper og Jespers indsats for friheden - hans vilje til at hjælpe et folk i nød - vil få en fremtrædende plads i Livgardens historie.
Vi tænker alle på Jesper Nielsen. Æret være Jespers minde."

Bærere og æresvagt var Jespers kolleger fra Irak

Derefter talte Livgardens feltpræst, Kim Jacobsen, der direkte henvendt til de pårørende sagde:

"Efter at have været sammen med jer de sidste dage tør jeg godt sige, at Jesper så livet som en mulighed. Han så livet som en udfordring. Han havde modet til at leve med i livet.
Han var sønnen, der påtog sig ansvar. Den glade dreng. Den gode ven fra efterskolen. Elsket, afholdt og nu - savnet.

Det var velovervejet, da han tog af sted til Irak. Han vidste godt, at det ikke bare var noget med røvere og soldater, men han troede på, at han kunne være med til at gøre en forskel. Han troede på, at han derigennem kunne give sit bidrag til freden og frihed til en befolkning, der havde levet under tvang.

Han havde hele sit liv drømt om at blive soldat. Han var en god soldat, kaldet lillebror blandt sine kammerater, og nu har han betalt den ultimative pris.

Vi forstår det ikke. Men om vi så fik svar på alle vore spørgsmål, ville vi stadig ikke få svaret på det sidste spørgsmål: Hvorfor vores Jesper? Vi kan lede efter svarene og glemme at leve, men jeg tror, at vi ærer Jespers minde ved at gå tilbage til livet, tage ham med i hjertet. Det ville have været Jespers ønske, og vi ved, hvor svært det end måtte være, så går livet videre. Men vi må erkende. Tiden læger ingen sår, men med tiden lærer vi at leve med vores ar."

Derefter blev der spillet og sunget til "Altid frejdig, når du går", inden kisten blev båret ud til den ventende rustvogn, der forlod Flyvestation Karup.

Det sidste stykke før flyveskolens hangar 26.

Billeder fra hjemtagelsen i Medie Galleri

Oberst Lasse Harkjær, chef for Den Kongelige Livgarde:

Tale ved mindehøjtideligheden for konstabel Jesper Nielsen den 30. marts 2006
på Flyvestation Karup

Torsdag den 23. marts 2006 vil for altid være en dato, der vil være prentet ind i vores hukommelse. En rædselsfuld dag, hvor vi alle blev ramt af chok, fortvivlelse og magtesløshed.

Vi fik meddelelsen om, at vores konstabel Jesper Nielsen brutalt var revet fra os ved en terrorhandling i Irak.

I Forsvaret uddanner vi vores soldater alt det bedste, vi kan. Vi lærer hele tiden fra de operationer, der er i gang. Også fra operationerne i Irak har vi siden deres start i juni 2003 dagligt indhøstet erfaringer, der er omsat til handling, nyt materiel eller forbedret uddannelse.

Men endnu engang må vi desværre se i øjnene, at selv det bedste materiel og den bedste uddannelse ikke kan forhindre os i at få tab.

Den Kongelige Livgarde er til dagligt indsat til beskyttelse ved vagten om de kongelige slotte og palæer. Det er måske den opgave, vi er mest kendt for.
Men Livgarden er eller har været involveret med enheder i blandt andet Kroatien, Bosnien, Kosovo, Eritrea, Afghanistan og Irak. Jesper Nielsen var i Irak med panserinfanterikompagniet fra Livgarden.

Derfor involverer Jespers tragiske død naturligvis alle ved Livgarden, uanset om man er vagtgående garder, udsendt i en international mission eller er under uddannelse på en af vores to kaserner.

Men nok så megen medfølelse kan ikke bringe Jesper tilbage. Vi må alle leve med tabet af en rigtig fremragende soldat og et dejligt menneske.

Men Jesper og Jespers indsats for friheden - hans vilje til at hjælpe et folk i nød - vil få en fremtrædende plads i Livgardens historie.

Jeg ved, at I pårørende har et rigtigt godt netværk. I kan trække på netværket og støtte hinanden. I skal vide, at vi fra Forsvaret - fra Livgarden - også fortsat vil være hos jer og støtte jer i den svære tid, der er foran os alle, og I må aldrig betænke jer på at tage kontakt til os.

Vi tænker alle på Jesper Nielsen. - Æret være Jespers minde.

Feltpræst Kim Jacobsen, Livgarden:
Tale ved Jesper Nielsens kiste den 30. marts 2006. 

Kære I, der er til stede. Venner, kolleger, familie, men især kære Jonna, Benny, Sebastian og Marie.

For få uger siden blev der lagt planer for fremtiden. Nok var det stadig i vinterens mørke og kolde tid, men fremtiden så lys og varm ud, og livet genlød af forventningsord og på gensyns ord ved en 20 års fødselsdag.

Hvor fornemmes afstanden dog afgrundsdyb og tiden dog uendelig lang fra disse ord og øjeblikke og til de barske og brutalt hårde ord, vi hørte torsdag aften: Jesper er død.

Det var som om verden stod stille et øjeblik. Det kunne ikke være sandt, at dette menneske så fyldt med livsmod, med så meget livsglæde og livslyst ikke længere var i livet, men den hvide kiste i dag modsiger ethvert ord, borttager vor tvivl - det er sandt, og vi, der i dag er samlede, må erkende, at Jesper Nielsen ikke længere er i livet hos os.

Vi skal tage imod og tage afsked. Med Jonnas og Bennys søn, med Sebastians storebror, med Maries kæreste, med en ven ude fra livet.

Digteren Rainer Maria Rilke skriver i et digt følgende om et livsforløb:
"Bladene falder,  hvirvles langt omkring
Som visnede i himmelens fjerne haver
De falder vuggende med store sving

Dog er der én, og altings falden ender
Uendelig forsigtigt i Hans hænder."

Dagene bliver nu længere, og det bliver lysere. Vi tror på, at der gives en ny dag, stille forårs dage med ny luft og med en sol, der op ad formiddagen sejrer over fugtigheden og spreder dis og tåge.

Sådanne dage kan man næsten forstå, hvad opstandelse er. Man sanser forskellen mellem altings falden, der ender, - og solens livsgivende varme.

Men netop ind i det livsbillede konfronteres vi med, at alting har en afslutning.
Og det kan godt være, at helbredelsen, vi hørte om, har været mirakuløs, men den fjerner ikke døden. Den udsætter den blot, men det er heller ikke helbredelsen eller dødens udsættelse, der er pointen..

Det handler om noget større. Det handler om at have modet til at gå ud i livet og tro på livets storhed og mangfoldighed og tro på, at livet - er mulighed. Din og min mulighed. Det var, hvad den kongelige embedsmand hørte, at han hørte ordene: Gå hjem!

Vi vil aldrig få afklaret vort forhold til døden, vi vil knapt nok kunne forberede os på den. Vi ønsker svar på dødens spørgsmål. Men vi får intet svar - vi lades tilbage med ordet, evangeliets beretninger om et kors på Golgatha og en opstandelse et par dage efter.
Men døden sætter livet i relief.

Og beretningen om opstandelsen var det ord, der skulle fortælle om modet og give os mod til livet.
Det handler om at have modet, til at høre ordet og leve på det ord.
Det betyder, at vi skal turde tro, skønt det strider mod al sund fornuft, for det er jo det, vi bogstavelig talt oplever, at det strider mod al vor fornuft.

Der er ingen vej udenom, vi får ingen beviser, intet tegn - ingen vished - kun ordet, alene et håb og vor vakkelvorne tro.
Manden, den kongelige embedsmand, troede det ord og gik - og hvad med os:
Ja, vi kan høre påskeevangeliet om, at der er en, der er gået forud for os og atter høre afslutningen på digt:

"Dog er der Én, hvor altings falden ender
Uendelig forsigtigt i Hans hænder."

Og så kan vi atter gå ud i livet, takke for livet, det vi fik del i, og det vi blev en del af, og vi kan gå hjem i og med den tro, at hænderne er Guds kærlige hænder.

Og med den tro vil vi sige fred være med dig Jesper Nielsen.
Ja, fred være med os alle."