Mindehøjtidelighed for Martin

Af: Kaptajn Mai Eriksen, presseofficer, Irak 8

Fredag aften i Camp Danevang. En fredag aften hvor her er mere stille, end der har været længe. Kun lyden af fødder, som langsomt trasker gennem stenene på jorden, knaser fra alle hjørner af lejren. Om lidt vil vi, den danske bataljon i Irak og vores britiske kammerater fra 58. Battery, være samlet for at mindes en kammerat og en ven.

Det er få dage siden, at Martin Hjorth blev dræbt ved broen i Al Hartha, hvor han sammen med sine kammerater og venner i panserinfanterikompagniet kæmpede for at slå et voldsomt angreb tilbage. Nu står kompagniet her sammen med resten af bataljonen og lytter til bataljonschefens mindeord om Martin:

"Vi har mistet en professionel soldat og en god kammerat - En god dragon er faldet i kamp. Vi er hårdt ramt nu, men ikke så hårdt som Martins familie. Derfor går vore tanker går til dem.

Vi som soldater har valgt en gerning, hvor vi har valgt at satse vores eget liv i løsningen af en opgave. Og vi har valgt det bevidst. Men det betyder ikke, at vi ikke skal være kede af tabet af en ven, kammerat og soldat. Der skal være plads til vores sorg og vores tanker. Men vi skal huske, at Martin nøje havde overvejet sin udsendelse til Irak. Vi skal huske at Martin vurderede, at opgaven var risikoen værd. Nu har han har bragt det største offer en soldat kan bringe."

Sammen med feltpræsten Knud Erik Kristensen mumler vi et sagte Fadervor ud i mørket, inden vi modtager velsignelsen fra Herren:

"Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred"

Et minuts stilhed for Martin Hjorth

Mindeord fra familien
Martin var 20 år gammel. Nogen vil sige at dette er ungt. Men da vi lyttede til Martins kompagnichef, Christian Nyholm, læse familiens mindeord højt, kunne vi forstå, at Martin havde gjort sig modne overvejelser om sin mission her i Irak:

"En dag, vi drøftede om han virkelig skulle udsendes, sagde Martin, at hvis han blev hjemme, ville det være det samme som at sætte sit eget liv over de irakere, der trængte til hjælp."

Martin var et menneske og en soldat, der havde overskud til at "give" og til at "være" for andre mennesker:

"Martin var utroligt vellidt i sin enhed. Han nød sine kammeraters og foresattes anerkendelse både for sin faglige dygtighed som kører og ikke mindst for sin store indsats for kammeraternes velfærd.

Som søn og familiemenneske var Martin et varmt og kærligt menneske. Selv under vanskelige forhold i Irak var der altid overskud til at sende en mail eller sms – altid præget af en ukuelig optimisme og glæde ved sit fag."

Martin vil blive savnet i Camp Danevang, og han vil blive savnet hjemme.

Ære være Martin Hjorths minde…