MOT 3 i kamp

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicolas T. Veicherts, oberstløjtnant, chef

MOT 3 i kamp…
I sidste uge fik MOT 3 til opgave at gennemføre en rekognoscering mellem Feyzabad og Ishkashim, der ligger i Badakshan-provinsens sydøstlige hjørne. Formålet med rekognosceringen var at udpege de værste vejstykker og mest skrøbelige broer.

Derefter skulle MOT-holdet kontakte de lokale landsbyer og myndigheder og indgå aftaler om reparation. Derfor var patruljen også forstærket med konstabel Roi fra vores CIMIC-sektion. Til gengæld var sergent Borg ikke kommet med, da han måtte til tandlægen i en af de andre lejre.

Broen er stadigvæk ikke blevet repareret siden nyhedsbrev nr. 3.

Torsdag den 12. oktober manglede patruljen at løse sine sidste opgaver i distriktet Warduj. Eftersom det ikke kunne nås samme dag, valgte MOT 3 at gå i beredskabsområde og overnatte tæt på landevejen gennem Warduj. Det skulle vise sig at være en dårlig ide.

Da det bliver tidlig mørkt i Afghanistan og patruljerne, ganske udmattende, sov alle ved halv syv tiden. Selvfølgelig på nær vagten, konstabel D. Ø. Da han senere skulle afløses af konstabel Olesen, hvislede det første skud hen over de sovende soldater. D. Ø. og Olesen fik selvfølgelig råbt "Alarm – vi bliver beskudt fra syd". Herefter kom alle lynhurtigt ud i de aftalte stillinger, sådan at MOT 3 var sikret 360 grader.

Herefter lød der spredte skud – alle indledt af det karakteristiske knald eller hvislen, der altid lyder i luften, før man hører skuddet. En lyd vi i øvrigt kender godt fra træningen i Danmark, hvor vi i et par timer sad i dækning, mens instruktører fra Hærens Kampskole skød henover vores hoveder og forbi os. Dengang føltes det lidt mærkeligt. Nu viste det sig at være en rigtig god ide at kende disse lyde.

Skræmmeskud eller hvad?
MOT-føreren, kaptajn S. Ø. Eriksen, mente indledningsvis, at der var tale om en slags skydning, som både kendes fra Bosnien og fra Irak, hvor S. Ø. senest gjorde tjeneste. Nemlig en slags skræmmeskud hvor ingen rammes, og hvor formålet er at tvinge soldater til at forlade et bestemt område.

Når man kun er seks mand og en lang dags kørsel fra lejren, er der da heller ikke noget, man hellere vil. Problemet var bare, at den eneste vej bort fra området krævede, at MOT-holdet passerede det sted, hvorfra der blev skudt.

Det var således ikke umiddelbart muligt at forlade stillingen, og S. Ø. valgte derfor at affyre nogle lysraketter for derigennem at få angriberne til at holde inde. Det hjalp ikke.

Herefter blev S. Ø. og vi i operationsrummet "hjemme" i Camp Feyzabad enige om at rekvirere flystøtte. Ikke for at bombe nogen, men for ved hjælp af flyene at sende et signal til angriberne om, at hvis de ikke holdt inde, så…

Det hjalp. Efter ca. 40 minutter ankom B-1 bombefly til området. Flyene koordinerede direkte med MOT 3 nede på jorden, der forklarede situationen til piloterne. Herefter blev området, hvor fjenden mentes at være, overfløjet et antal gange. Det hjalp – troede vi alle.

Al skydning ophørte, og MOT-3 gik i gang med at pakke bilerne i en fart, sådan at de kunne komme væk. De nåede desværre ikke at blive helt klar, før flyene, på grund af brændstofforbruget, måtte returnere. Dette blev også signalet til de fjender, som ingen hidtil havde set, men kun hørt.

Det var et fly af denne type - B1 bombefly – der støttede danskerne.

Kampen tager til
Dårligt var flyene forsvundet, før MOT 3 blev beskudt fra først en, så to og til sidst tre sider. Patruljen besvarede for første gang den fjendtlige beskydning med egentlig målrettet ild fra egne våben, og hurtigt forstummede fjendens våben fra en af hans tre stillinger. Fra de to andre sider fortsatte fjenden dog med at skyde.

Via operationsrummet – hvor vi kunne høre skyderierne gennem satellit-telefonen – fik vi rekvireret flere fly – denne gang amerikanske A-10 fly. De var fremme i løbet af ca. 40 minutter – 40 meget lange minutter ifølge S. Ø. Tiden indtil flyene kom gik med at forsøge at udpege fjendens stilling så præcist som muligt. Samtidig sørgede S. Ø. og holdets næstkommanderende, oversergent Flade, for at holde kontakten til de andre soldater. Blandt andet lå konstabel Roi og konstabel Olesen for sig selv, mens D. Ø., oversergent Flade og konstabel Jensen lå sammen. I kan prøve at danne jer et indtryk ved hjælp af billedet.

Omkring bilerne lå konstablerne D. Ø. og Jensen samt oversergent Flade og sikrede mod skovkanten i toppen af billedet (mod vest). Til venstre for de store sten lå konstabel Roi og sikrede mod syd. Mellem den store og lille sten, i højre side af billedet, lå konstabel Olesen og sikrede mod nord. Midt mellem stenene lå føreren, kaptajn Eriksen, og styrede soldaterne, flyene og samtalerne med operationscentret.

Da flystøtten kom, gik der lidt tid, før piloten fik indsigt på MOT-3’s stilling, hvilket selvfølgelig er vigtigt for ikke at ramme egne styrker. Samtidig tog fjendens angreb til, og der blev nu både skudt med håndvåben og med panserværnsvåben – eller RPG, som de kaldes. Det var da også først, da en RPG (den tredje) ramte en af de store sten, at piloten blev helt sikker på, hvor MOT 3 lå i terrænet. Derefter skete der en masse. Der blev koordineret med piloten og brugt en del tid på at koordinere hvor præcis fjenden lå – sådan at der var sikkerhed for at ingen udenforstående ville blive ramt. Derefter angreb flyet den fjendtlige stilling og skød i ca. 4 sekunder med flyets maskinkanon.

Fjenden holder op med at skyde
Effekten var, at al fjendtlig beskydning ophørte. Samtidig kom det lokale politi, og det blev muligt for MOT 3 at frigøre i retning af lejren. Som sagt så gjort og efter ca. 20 kilometers kørsel kunne MOT 3 køre i dækning mellem MOT 2 og 4, som vi fra operationscentret havde sendt ud næsten fire timer tidligere. I øvrigt sammen med en tysk panser ambulance med lægehold og et hold særligt trænet i dirigering af kampfly. Efter nogle cigaretter og hektiske telefonsamtaler hjem til Danmark returnerede alle til Camp Feyzabad. Dog først efter at have sagt farvel til først A-10 flyene og derefter to F-16 fly, der sikrede marchen ud af Warduj-distriktet. De sidstnævnte var helt klart italienere vurderet ud fra accenten.

Defusing
Klokken halv otte om morgenenkom alle til lejren, og efter et kæmpe morgenmåltid blev der tid til at gennemføre den "defusing", som vi af erfaring ved er god for tankerne, når man har været tæt på ulykke eller død. Sammen med chef og næstkommanderende fortalte medlemmerne af MOT 3 i ca. to og en halv time hinanden om deres oplevelser. Hvem havde gjort hvad? Hvem stod hvor? Hvem skød i hvilken retning? Vigtigst var dog, at alle på MOT 3 fik talt om det at være bange, om usikkerheden, om de fysiske reaktioner såsom at skulle tisse hele tiden og så videre. Vigtigt var det også at have sergent Borg med, der jo ikke var kommet med ud – og som var noget frustreret over, at kammeraterne var i kamp uden hans hjælp.

Vi taler stadig hver dag om hændelsen. Det er godt for hovedet og for tankerne. Alle er dog enige om, at MOT 3 klarede det fint – de gjorde, hvad de skulle – og de gjorde det godt.

En dræbt og tre sårede
To dage efter var vi igen i området for at følge op på meldinger om, at flyangrebet skulle have dræbt og såret lokale i området. Det blev i den forbindelse bekræftet, at en tidligere mujahedin-leder var blevet dræbt og tre såret. Så vidt vi ved, deltog de alle i kampene. Hvorfor de angreb de seks mand fra MOT 3, er dog fortsat et åbent spørgsmål.

Oberstløjtnant Nicolas T. Veicherts i samtale med politichefen i WARDOJ-distriktet.

PS
Til de som mener at kunne huske, at jeg i sidste nyhedsbrev skrev, at jeg nu ville tage på orlov, kan jeg kun melde, at der nu i en uge ikke har været et fly til Kabul fra Feyzabad. Måske sker det onsdag. Set i lyset af MOT 3’s historie er jeg nu glad for, at jeg havde mulighed for at være i operationsrummet, da det skete.