MOT er så småt begyndt at klargøre til patrulje

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Nicolai, SF MOT 3, Feyzabad, Aghanistan

Endelig! Med ankomsten af andet rotationshold er vi nu gået i gang med at uddanne os på det nye materiel og genopfriske det tidligere indlærte fra de lange dage under den missionsorienterede uddannelse i Varde og Oksbøl. Med andre ord er MOT ved at klargøre til patrulje! Sådan da. Ting tager som bekendt tid, og det gør klargøringen til patruljevirksomhed såmænd også.

Galskaben florerer hos MOT, eller afprøves der bare nyt materiel? I hvert fald er ”The MOT father” alias ”Svanen” alias ”Chief one” alias kaptajn Henrik i topform …

Uddannelse i MOT
Vi har blandt andet gennemgået indholdet af vores sygehjælpertasker og medicinpakninger, så alle mand ved, hvor de forskellige ting ligger, og hvad de skal bruges til. Det er jo trods alt ikke helt uvæsentligt, om det nu lige er en forbinding eller et folietæppe, som man får hevet op af tasken i en hektisk situation.

Alle i MOT har hjemmefra gennemgået et nødbehandlerkursus som et supplement til den almindelige førstehjælpsuddannelse, og enkelte har derudover gennemgået et udvidet nødbehandlerkursus. Alt i alt er vi derfor godt klædt på, hvis der skulle ske noget.

Oversergent Jakob og sergent Jesper gennemgår sygehjælpertaskerne for et opmærksomt publikum

Signalmidler er også vigtige, og signalmidler har vi masser af i MOT. To forskellige slags satellittelefoner, UHF-radioer, VHF-radioer og HF-radioer. Et sandt paradis for pilfingre med hang til elektronik! På de lange patruljer, der kan vare helt op til fem-seks dage, er vi langt fra lejren, og det er derfor helt afgørende, at vi hele tiden har radiokontakt med JOC’en, som er nervecentralen i lejren.

Vores ærede tyske og tjekkiske kollegaer har derfor i den forgangne uge kunne betragte deres lige så ærede danske kollegaer rende rundt i Camp Odin og ringe til og fra deres udleverede satellittelefoner for at få greb om betjeningen og få konstateret, om de udleverede telefonnumre nu også passer. Sæt nu hvis det oplyste nummer til infirmeriet i Oksbøl i virkeligheden var til den ganske udmærkede beværtning ”Det lille apotek” i Varde? Better safe than sorry …

En ukendt sektionsfører skulker fra signaluddannelsen?

En ny sherif er ankommet
Ugen var også ugen, hvor den tyske commander tog afsked med Camp Feyzabad og bød velkommen til sin afløser. Begivenheden blev i den grad markeret. Tyskerne kan altså bare det der. Først bød dagen på en (lang) parade, hvor alle nationer deltog. Og nogen burde måske i den anledning fortælle tyskerne, at det er ”Der er et yndigt land …”, der er den danske nationalsang, og ikke den med kongen og masten? Anyway, det er jo tanken, der tæller.

Paraden blev så efterfulgt af en reception for udvalgte gæster, hvor de lokale afghanske embedspersoner fik hilst på den nye tyske commander, og seancen sluttede med en overdådig afghansk frokost bestående af oksekødsstykker, kalkunlår og en risret med mandler og rosiner.

Ganske enkelt fremragende. Og det var faktisk det tyske feltkøkken, der var ophavsmand til denne kulinariske oplevelse! Desværre havde nogen dog glemt at meddele i hvert fald den danske del af lejren, at køkkenet var lukket, mens de udvalgte få stoppede mad i sig .

Seniorsergent Flemming stolt og rank under paraden

Den lokale afghanske mad nydes i fulde drag og tildeles 5 kokkehuer på stedet

Den spirende eventyrlyst
Nå, men tilbage til det med uddannelsen. Vi har også i denne uge gennemgået vores ansvarsområder i Badakhshan provinsen, så alle har fået et indtryk af de enkelte områders befolkning og særpræg. Der er derfor i stor stil blevet kigget på kort og lagt planer for fremtiden.
 
Der er jo trods alt områder, hvor hverken hold 1 eller hold 2 har været endnu. Chefen er allerede begyndt at tale om, at vi – dvs. hold 3 – i hvert fald skal til Kina ... Man fristes næsten til at sige: ”God tur …”, for den eneste vej til Kina er gennem området Wakhan, hvor vejen altså stopper et godt stykke før Kina. Herfra er det så på æselryg eller med helikopter. Men igen – hvor der er vilje, er der vej, og eventyrlysten fejler bestemt ikke noget …

Der lægges store planer ved kortplancherne

”Hearts and minds ...”
Vi har dog også været lidt ude af lejren i denne uge. MOT 2 har været med dansk og tysk CIMIC ude for at se på et skoleprojekt i en nærliggende landsby. På vejen hjem til lejren stødte den dansk-tyske kolonne imidlertid på en lastbil og en minibus, der var kørt fast i vinterpløret.

En oplagt chance for at vinde de lokales ”… hearts and minds ..”, og kolonnen var da heller ikke sen til at gøre holdt og kaste sig over bjærgningsopgaven. Og til de lokales store overraskelse og efterfølgende begejstring lykkedes det ved fælles dansk-tysk hjælp at få hjulpet køretøjerne tilbage på ret køl. Succesoplevelse!

Den afghanske lastbil i baggrunden før det dansk-tyske bjærgningshold gik i gang …

Tysk dominans i bordfodbold
Ugen var også ugen, hvor der blev afholdt multinational bordfodboldturnering i P8, som er vores fælles velfærdstelt her i lejren. Et glimrende integrationsprojekt, og vi stillede da også med et par danske hold. Og så skal man huske, at det jo ikke nødvendigvis altid handler om at vinde, men også om at være med.

I hvert fald var flere af de tyske hold på semi-professionelt niveau (de har åbenbart masser af tid til at træne?). Vores bedste hold bestående af oversergent Frank og overkonstabel-1 Tommy nåede trods disse helt urimelige odds alligevel semifinalen. Respekt!

Oversergent Frank og overkonstabel-1 Tommy fanget i et koncentreret øjeblik

Mange hilsener fra Camp Odin.