[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Jakob, sektionsfører MOT 4.

Patruljerne druknede i mudder og MOT 3 trak stikket ud og fløj mod Kabul for at tage på leave.

I ugens start var chef-reccen endnu i Feyzabad, og en stor del af tiden gik derfor med at færdiggøre den del af arbejdet. Chef-reccen involverede mest MOT-førerne og staben, men MOT-holdene havde også en stor andel af arbejdet, idet det også blev til patruljer i nærområdet af lejren og i nabodistriktet (se ugebrev uge 17).

Onsdag den 26. april lykkedes det at finde en afgang fra Feyzabad, som kunne bringe reccen fra hold 4 hjem til deres kommende forberedelser. Således kunne MOT-holdene og staben genoptage den vante dagligdag, som for en kort tid var sat på den anden ende med de mange besøgende. Vi ser frem til at gense hold 4 en gang i august.

Spændingen er altid intakt, når det gælder flyene og deres ankomsttider. Til trods for dårlige statistikker, lykkedes det for både chef-reccen hold 4 og for MOT 3 at forlade Feyzabad.

MOT 2 kørte på patrulje i den nordlige del af distriktet. Det blev en begivenhedsrig tur, idet patruljen led under de store mængder regn, som faldt i Badakhshan i løbet af weekenden med masser af mudder og forøget vandstand i floderne til følge.

Undervejs nåede patruljen at forrette noget, der bedst kan betegnes som ubådstjeneste, da floderne skulle passeres. Der blev også tid til at få en tysk helikopter ud med terrænkæder til bilerne for bedre at kunne forcere de mudrede veje.

Patruljen nåede et stykke op i de nordlige egne, men vejene er til trods for de høje temperaturer ved lejren stadig ufremkommelige i store dele af distriktet. Nedbøren kommer ofte i form af uvejr af ca. et døgns varighed, hvor vandet ikke når at bundfældes, og det hele ender i et mudderbad. Vi må desværre erkende, at infrastrukturen fortsat hindrer os i at komme helt ud i de fjerneste egne af provinsen.

MOT 2 modtager den tyske Sea Stallion, som medbringer de nødvendige reservedele. Vindretningen markeres med røg, så piloten bedre kan navigere i de udfordrende omgivelser.

Forsyningen havde en stille uge, hvor den største opgave var at få leavehold 3 af sted. I løbet af hele april har der været 14 fly, men kun to gange har der været Cargo. Selv med Marie på leave har Frank således kunnet holde skansen uden at få stress. Ikke dermed sagt, at han ikke laver noget, for det er jo en arbejdsplads…

Bagterrassen er endelig fri nu hvor store dele af staben er bortrejst på leave.

Daglige rutiner skal passes, og for overkonstabel-1 Niels består det bl.a. i at skifte film på vores film-kanal, som kører om igen døgnet rundt.

Nu er vi for en kort stund kun to MOT i den danske lejr. MOT 1 er stadig på leave, og MOT 3 er netop taget af sted. Det betyder samtidig, at både chef Jørn og NK Susanne er fraværende. Det har givet plads til den altid smilende Henning, som har overtaget roret.

Henning er både stabsofficer, kontakt- og velfærdsofficer og nu også fungerende chef indtil Susanne vender tilbage. Eneste tilbageværende CIMIC officer Chris, er i mellemtiden blevet NK i den danske lejr og skal, udover mange andre gøremål, nu også forestå appellen hver morgen. Sammen med Henning holder han de danske soldater til ilden.

Et tidligt billede af makkerparret. Henning i forgrunden som det passer sig for en kommende fungerende chef. Chris står i "flyverskjul" bag Henning og er klar.

MOT 4 havde en blandet uge, som startede med en patrulje til en bjerglandsby sammen med chef-reccen. Turen foregik afsiddet, hvilket betød, at det kommende hold 4 fik en forsmag på, hvilket terræn der venter dem. MOT 4 havde i forvejen et ærinde i byen, idet byen tildeles fire skoletelte i løbet af uge 19.

Opgaven for patruljen var således at aftale de praktiske forhold, inden teltene kunne modtages.
Derudover har holdet været på mindre patruljer som eskorte for tysk CIMIC i et af nabodistrikterne. Ind imellem brugte holdet tiden på at klargøre til kommende patruljer og lave småting ved køretøjerne.

At gå afsiddet patrulje kræver vand, masser af vand. Temperaturen når hurtigt 30 grader, og man anstrenger sig lidt mere pga. højden. Oversergent Jan og kaptajn Jakob holder en af de mange vandpauser.

Overkonstabel-1 Hans og Ole i færd med at pakke bilerne forud for patrulje.

MOT 3 samt chef Jørn og Overkonstabel-1/mekaniker Henrik forlod Camp Feyzabad søndag den 30. april og den tredje leaveperiode er således sat i gang. Med flyet var til gengæld vores DANIDA-repræsentant Otto, som også er en fast del af den danske lejr.

Han medvirker i lighed med CIMIC til at identificere mulige genopbygningsprojekter, og han står for den del af finansieringen, som kommer fra Udenrigsministeriet.

I modsætning til den resterende del af den danske lejr er Otto civil, men hans militære fortid fornægter sig dog ikke.

Otto med paradepladsen i baggrunden

Vi håber alle, at MOT & co. får en rigtig god leave, og at I nyder jeres ophold hjemme i Danmark. Vi i MOT 4 glæder os specielt til at se Jer igen, for så er det nemlig vores tur næste gang.
Mange hilsener fra alle os i PRT Feyzabad i Afghanistan.