Når virkeligheden rammer…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Henrik Holm, oberstløjtnant, 3 ingeniørbataljon

Som antydet tidligere er fjenden ikke altid én, der kommer udefra. Kommer fjenden indefra, er der vel snarere tale om udfordringer eller problemer, og dem har vi siden sidste nyhedsbrev haft vores andel af.

Vi arbejder efter en stram tidsplan, så selv små uoverensstemmelser og kiks kan få ganske store følger i selve udførelsen af arbejdet og få denne tidsplan til at skride.

Fra egne rækker, der siden sidst har "udfordret" denne tidsplan, og som derfor bør nævnes særskilt (men kærligt), er en af kompagniets konstruktionsgrupper. Gruppen består af fire mand: En gruppefører, en OKS (overkonstabel) fra Bornholm, OKS "Weisbier" og Smeden, der også er OKS'er. Om denne gruppe er særligt uheldig, tumlingeagtig eller hvad man nu skal kalde det, så er hele denne gruppe på det nærmeste blevet uarbejdsdygtig.

Først kom Bornholmeren galt af sted, og så var de tre. Han kom lidt for tæt på en rundsav, hvilket bevirkede, at han måtte et smut til Danevang på Shaibah Log Base, hvor vi først troede, at han desværre måtte have amputeret yderste led af sin pegefinger. Lykkeligvis var skaden ikke helt så alvorlig, men det yderste af fingeren måtte dog syes sammen.

Sergentens finger...efter lidt heling. 

Da bataljonschefen med flere efterfølgende og i anden anledning var på Shaiba, blev Bornholmeren udskrevet - men stadig uarbejdsdygtig. Med i følget var smeden. Han havde undervejs fået problemer med maven. Da infirmeriet i Danevang tilsyneladende arbejder efter et svingdørsprincip - en ud, en ind - blev smeden indlagt med mistanke om salmonella forgiftning, og så var de to.

Tilbage i vores lejr var der i mellemtiden kommet forsyninger med fly. Her deltog gruppeføreren i afhentningen. Under arbejdet med omlæsning til lastbiler, fik sergenten sin tommelfinger i klemme, og så var de en.

Tilbage er "Weisbier", men også han er lettere ukampdygtig. Han havde hjemmefra nær fået revet skulderen af led, hvilket ikke just er befordrende for førligheden heller. Alle er dog i skrivende stund tilbage ved bataljonen og ved godt mod, i (næsten) fuldt vigør og højt humør.

Men udfordringerne kom ikke bare fra uheldsgruppen, de har nærmest stået i kø alle mulige andre steder fra.

For snart ganske lang tid siden blev materiel pakket i containere efter en større plan og sejlet til Kuwait og derefter kørt det sidste stykke vej til lejren, vi er i gang med at etablere. Formålet med at være i så god tid var netop at få leveret de ting, vi skulle bruge, i rette tid, sted og mængde. Da en ganske stor del af disse til vores undren udeblev, begyndte vi at lede.

Noget af det materiel vi mangler er stadig samlekits til vores fabs.

En fab er en container, der kan benyttes til beboelse, kontor, opholdsområder - en slags kasseformet sommerhus med mange anvendelses- og sammenbygningsmuligheder. Samlekittene er, som navnet antyder, nødvendige for at sætte disse moduler sammen til den anvendelse, man ønsker, og samtidig gøre samlingerne tætte mod elementernes ugunst. Så ganske vigtige stumper.

Andre ting, vi mangler i større mængder, er Hesco Bastion. En slags fiberdug, der lægges ind i et ståltrådsgitter, der har kasseform. Formen, når den er samlet, fyldes herefter med sand. Disse elementer stables ovenpå hinanden omkring bunkere, telte, fabs etc. og beskytter således mod mulig beskydning. Så også her ganske vigtige ting, som kræver tid at samle og fylde, og som ved deres mangel forskyder tidsplanen.

Nogle af disse og andre nødvendige dele ligger nu enten i rum sø på vej hertil, eller også ligger de i frihavne i Tyskland og Tyrkiet, hvor de rettelig burde være ankommet hertil eller allerede på vej hertil.

Yderligere har vi civile firmaer til at støbe armerede betonfundamenter til værkstedsområderne. På disse skal der opstilles nogle meget store telte. Et af disse telte, som kaldes IPS-telte, havde vi bestilt i dimensionerne 12x40 meter. Teltet har vi ganske vist fået, men i dimensionerne 15x40, så nu passer fundamentet ikke rigtigt…, altså endnu en udfordring, der samtidig forskyder tidsplanen. Er det så sært, at vi kalder dem UPS-telte?

Alt sammen noget, der betyder, at vi konstant udfordres og må tilpasse os de forhold, som vi udsættes for.

En sidste udfordring, som kan nævnes, er vores på stedet manglende evne til at kommunikere hjem. I denne uge modtog vi et "bærbart" satellit system, der skulle gøre det muligt for os at få IP-telefoni, Internet og FIIN forbindelse hjem.

Systemet var hjemmefra afprøvet, og vi fik tre mand hertil for - som de sagde - at sætte det til i løbet af ti minutter. De ti minutter har nu varet i fire dage, og vi har fortsat ikke forbindelse. De tre mænd, vi har fået ned, kan dog på ingen måde klandres for vores manglende kommunikationsevner, de har og prøver alt de kan, for at få systemet til at virke. Årsagerne skal findes i det tilsendte materiel.

Da vi hjemmefra har hørt, at dette nyhedsbrev er en anelse indforstået, skal det tilføjes, at FIIN er forsvarets eget klassificerede Internet. FIIN kræver kryptering og derfor en kryptoboks. De materielle mangler kan derfor beskrives med følgende: For det første manglede kryptoboksen. For det andet, viste det sig, at systemet var fejlopsat. For det tredje var satellittens modtageenhed defekt, og for det fjerde viste det sig, at parabolen, som skal vendes mod satellitten, ikke kunne dette, fordi løfteanordningen på denne breddegrad ikke kunne drejes højt nok mod himlen og dermed det punkt, hvor satellitten befinder sig.

Uanset hvad det er, der gør, at vi ikke kan få forbindelse hjem, så kan vi konstatere, at kommunikation er en svær ting.

Så vi har i sandhed rigeligt at se til, og den første kontakt med "fjenden" har vi således haft allerede, inden vi tog af sted hjemmefra.

Nu lyder alt dette selvfølgelig meget værre, end det i virkeligheden er. Faktisk går arbejderne hernede ganske udmærket. Selvom vi har været nødt til at ændre i rækkefølgen af de planlagte arbejder, er vi stadig et stykke foran tidsplanen, men dette forspring kan let mistes, hvis de forsyninger, vi stadig mangler, ikke kommer inden længe.

Alle, der arbejder hernede, har vist sig særdeles villige til at samarbejde på kryds og tværs af fagligheder, grupper og sektioner og dermed på bedste vis vist, hvad danske og selv-tænkende soldater kan og vil. Ros herfra til jeres kære her på byggepladsen, og som vi fortsat ynder at sige i bataljonen "havde opgaven været enkel - havde hæren nok fundet nogle andre til at løse den".

Livet hernede er selvfølgelig ikke bare arbejde og udfordringer.

Denne uge har vi ganske vist ikke haft fine gæster, men derimod en mus, som på mest forunderlig og snedig vis gennem længere tid havde undgået vores udlagte fælder. Tilsyneladende i et anfald af overmod - som følge af egen succes - havde den dog forvildet sig ind i en af de myggenets-kabiner, vi sover i. Dette blev opdaget og forbigik ikke ustraffet og endte med, at gnaveren måtte lade livet.

Jagten var intens, idet sovekabinen, musen havde udset sig som spisekammer, var fyldt til randen med alskens habengut. For at finde musen, for den forsvandt ind i gemmerne hele tiden, måtte teltet tømmes.

Tømningen var lettere kaotisk og skete i en blanding af jagt og oprydning. Og som alle steder, hvor der sker noget, stimlede folk sammen for at se på og komme med gode råd og kommentarer. Hvad der blev sagt, kan man formentlig selv forestille sig, men at en person kunne have så meget proppet ind på så lidt plads, var noget af en overraskelse for alle.

Til sidst lykkedes det dog at få det rigtige indhold ud, mens gnaveren fortsat forblev inde. Og det blev dens skæbne. Da musen først var blevet alene tilbage, led den en lidet glorværdige død som ekstra sål under Jaris badetøfler.

Vi får dog også tid til at hygge om hinanden, som da HH her til morgen højtideligt fremdrog et kalenderlys og en hastigt tilvirket lysestage med "pynt" model sløringsnet, var ikke et øje tørt, alt imens Wham's "Last Christmas" lød fra højtaleren, eller hvor administrationsbefalings-manden fik et par opslagstavler i gave af den skadede gruppe, til om ikke andet at fremme den interne kommunikation.

Med venlig hilsen fra Irak. Vi genses om 18 dage.