Næsten halvvejs

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Martin, staben.

Det er ganske vidst...

Nu er vi næsten halvvejs igennem vores ophold her i Chaghcharan.
Hverdagen har forlængst fundet sin egen rutine og med en af de selvmodsigelser, som kun Afghanistan kan stille op, er det, som om tiden står stille, selv om der allerede er gået næste tre måneder. Og så er der alligevel altid et eller andet, der markerer den enkelte dag som anderledes. Dagene er blevet kortere, og det skarpe månelys, der prægede aftenerne i starten af vores ophold, er nu blevet afløst af et overvældende mørke.

For et par uger siden faldt der et par regndråber. Det var ikke mere end et par, men når man ikke har set eller følt regn i et par måneder, så kan man næsten blive barnligt glad. Jeg greb mig selv i at løbe ud med mit kamera for at tage billeder af regndråber på en sten!

En uges tid efter fik vi en regnbyge. Det var dårligt nok en sommerbyge værdigt, og hjemme i Danmark var vi nok blevet siddende i havemøblerne. Men her rensede det luften, og de næste par timer var støvet bundet til jorden, og vi kunne tage dybe indåndinger uden at få lungerne sandblæst.

Regndråber på en sten efter to måneder uden regn.

Der er begyndt at komme skyer på himlen, hvilket også er helt rart, når man ikke har set en sky i to måneder, og når der går en sky for solen, kan vi godt mærke, at vinteren er på vej med hastige skridt. Midt i sidste uge var der sne på bjergtoppene over lejren, og hvis vi nogle sinde var i tvivl, ved vi nu med sikkerhed, at vores vinterudrustning vil komme til sin ret.

Sne på bjergene over lejren.

Den muslimske fastemåned, Ramadanen, er netop overstået, og det har givet et afbræk i hverdagen. Selve Ramadanen mærkede vi ikke så meget til, ud over at vi ikke drak spandevis af te på de møder, vi gik til. Men afslutningen fejres altid som en større familiefest, og det betyder flere dage, hvor vi ikke holder vores normale møder med de lokale autoriteter, da alle tager til deres hjemegn eller landsby for være sammen med familien.

Lige inden afslutningen på Ramadanen fandt den lokale guvernør en mulighed for at slå et slag for lovlydigheden og brændte 2,5 tons råopium af. Denne, i danske rammer, anseelige mængde råopium var på magisk vis blevet beslaglagt dagen før.

Det er naturligvis godt, at den slags sker, selv om det angiveligt betyder en sikkerhedsrisiko for myndighederne. Men tager man i betragtning, at FN skønner, at der er blevet produceret 6.100 tons råopium i Afghanistan i år, så er det klart at 2,5 tons kun er en lille dråbe i havet.

2,5 tons opium brændes af.

Næste hold er på vej

Der er også andre tydelige tegn på, at vi nærmer os halvvejen for vores ophold. Og selv om vi ind imellem fornemmer, at vi blot er en politisk fodnote, så tør vi nu tro på, at der kommer nogle og afløser os om cirka tre måneder. Ikke mindst fordi nogle af vores afløsere netop i dag er kommet på besøg for at få et indtryk af deres kommende opgaver.

De har også på deres vej måttet sande, at det næsten er hurtigere at komme til månen end at komme til Chaghcharan.
Nu må vi bare håbe, at de også kan komme herfra igen og ikke strander her i to uger, som vores feltpræst gjorde.

Det at få besøg af vores afløsere sætter tingene ganske godt i perspektiv. Da vi ankom for små tre måneder siden, var alt nyt og der var mange ting at sætte sig ind i. Nu står vi pludseligt her og giver en masse læring fra os, og næste hold kan lytte og tage notater, og når de kommer hjem, kan de forhåbentligt nå at implementerer vores erfaringer i deres egen træning.

Endnu en patruljebil undersøges for skader, mens de lokale strømmer til.

Vore patruljefolk kan fortælle om udfordringerne ved at opererer i et terræn, der er mest egnet til æsler. Det måtte de endnu en gang erkende på deres sidste patrulje, da en bil igen blev "overmandet" af det centralafghanske bjergterræn, og patruljeføren af sikkerhedsmæssige årsager desværre måtte vælge at vende om, før patruljen havde løst sin opgave.

Vi, der sidder i staben, kan fortælle lidt om fornøjelserne og udfordringerne ved at arbejde i en flersproglig stab, hvor der både tales engelske, litauisk, dansk og "brok-lish" (broken english).

Jeg kan blandt andet selv berette, hvordan jeg for nogen tid siden løftede røret på en ringende telefon, hvorefter personen i den anden enden bad om at tale med en fra Taliban! Jeg blev så befippet, at jeg vantro spurgte manden i telefonen - og dermed kunne hele kontoret høre mig - om han virkelig troede, han havde ringet til Taliban???!!! Den samtale har vi siden haft meget morskab over.

Naturligvis er der også de rigtigt udfordrende sproglige oplevelser, såsom når en dansk officer bliver stillet en opgave - på litauisk! Heldigvis er vi humoristisk indstillede, så efter lidt kommunikation på dansk-litauisk finder vi som regel en løsning.
Ak ja - verden er forunderlig!

Heldigvis har vi haft fornøjelsen af at introducerer vore efterfølgere til vores kantine, der i følge egen overbevisning hører til blandt de bedste i Afghanistan. Og de venlige amerikanere ser allerede frem til at serverer speciallavede omeletter, store bøffer og hummere for endnu et hold danskere. Faktisk skylder vi igen vores køkkenfolk tak, fordi de for nylig hjalp med at fejre patrulje Anders' fødselsdag.

Kantinepersonalet hjælper med at fejre en danskers fødselsdag.

Herfra kan vi kun sige: "Thanks for the excellent service you give us!"

De bedste hilsner til alle jer derhjemme fra os her i Chaghcharan, hvor vi trods mange udfordringer fortsat holder humøret højt.