Nu bygger vi på forkommandoets forberedelser

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Henrik Holm, oberstløjtnant, 3. ingeniørbataljon

Så er styrken ved at være samlet, idet yderligere 20 mand fra konstruktionskompagniet er kommet til Irak. Derudover har vi "lånt" tre mand fra IGDET/DANCON (ingeniørdetachementet). De sidste soldater fra bataljonen følger efter i denne uge og vil være landet i IRAK, når I læser dette brev hjemme i Danmark.

Vi er kommet godt i gang med vores opgaver og alt er faldet rimeligt på plads, hvilket i overvejende grad kan tilskrives vores forkommando (ti mand), der har været på plads i området siden sidst i oktober. Derudover har DANCON i Camp Danevang stået på pinde for at støtte på alle leder og kanter, hvilket vi naturligvis er yderst taknemmelig for - ikke mindst set i lyset af, at DANCON kommer til at lide visse afsavn, mens etableringen af den nye lejr står på.

Forkommandoet i arbejde ultimo oktober.

Deployering af første del af hovedstyrken
Af Lars Andresen, kaptajn, chef for konstruktionskompagniet

Vores rejse herned gik fint uden de helt store problemer. Vi havde dog regnet med at kunne blive transporteret fra Kuwait og til lejren i Basra, hvor vi skal bo, allerede mandag aften. Det viste sig dog, at eskorten ikke var kommet, og derfor skulle vi overnatte i Kuwait by.

Vi blev indkvarteret i et stort hus inde midt i et almindeligt villakvarter. Alle 20 mand sov i et stort værelse i dertil opstillede køjesenge. Der var helt nye madrasser, dyner, hovedpuder og sengetøj, så det var helt skønt at kunne lægge sig i en helt frisk seng efter en lang dags rejse.

Næste morgen kørte vi mod grænsen til Irak, og kl. ca. halv elleve begyndte vi den sidste del af rejsen til vores lejr på Basra Air Station.  Denne tur foregik i pansrede køretøjer og tog ca. tre en halv time, så det var en flok trætte soldater, der ankom tirsdag eftermiddag til vores endestation, en stor britisk teltlejr på Basra Air station.

Vi blev indkvarteret i et stort 50 mands telt, hvor hver enkelt mand fik sin egen lille kabine, der minder om et lille iglo telt. Der er ikke meget plads, men vi fik os indrettet, og herefter gik turen ud til vores kommende arbejdsplads i de næste måneder. Efter en kort rundvisning var det tid til at finde tilbage til vores teltområde, fordi det allerede bliver mørkt omkring klokken 1730 (1530 dansk tid).

Klokken 18 gik vi i spiseteltet og skulle for første gang opleve det engelske køkken - det var en positiv overraskelse. Der var masser af forskellige retter at vælge imellem, salatbar og forskellige slags dessert. For en dansker var det dog forholdsvis stærk mad vi fik serveret. Det skyldes langt hen ad vejen, at det er filippinsk personale, der står i køkkenet, og de laver jo den mad, de er vant til. Det er spændende at prøve, men man skal være lidt påpasselig over for deres kylling i karry, den er MEGET stærk.

Torsdag morgen var vi i gang allerede klokken halv syv og begyndte at løse de opgaver, vi umiddelbart kunne tage fat på. Det drejede sig om opstilling af diverse Fab´s til telefonbokse, internetcafé, tv-stue og et KFUM-lokale, opstilling af de første af T-bones, der skal være den ydre mur omkring lejren, samt opstilling af et stort værkstedstelt.

Alt i alt er vi kommet rigtig godt i gang, alle folk er ved godt mod, og vi har fået hverdagen til at hænge godt sammen. Nu ser vi bare frem til for alvor at få noget at lave, så vi kan udnytte alle de store ressourcer, vi har i Konstruktionskompagniet og 3 Ingeniørbataljon".

Dagligdagen i stort og småt
Der er visse ting i det militære liv, der trods tidernes skiften aldrig ændrer sig. Vi lever med det, ligesom vores fædre gjorde det, da de var soldater, og vores fædres fædre før dem.

En af disse uforanderlige ting er den til tider rå, men hjertelige tone, der helt af sig selv bliver slået an, når en flok soldater skal leve tæt sammen på sparsom plads gennem længere tid - og det vel at mærke soldater, hvoraf hovedparten har en håndværksmæssig baggrund. Så kommer "skurvogns-mentaliteten" frem hos selv de mere stille eksistenser.

Nogle gange overskrides den fine balance mellem ord og handling, og så skal der jo findes et let "offer" for noget spas. Forleden nat fik vi et ganske godt eksempel på, hvor megen moro, der kan komme ud af et vækkeur: Køb et eksotisk vækkeur med en noget alternativ "ringetone" hos den lokale iraker i PX, tape den fast på undersiden af ofrets feltseng og sæt den til at ringe med en høj klagende jamren kl. tre om natten.

Spasen fik dog ikke helt den tiltænkte virkning, da alle andre end offeret vågnede. Efter fem minutters infernalsk larmen måtte kaptajn Andresen (og det var ikke kaptajnen, der var ophavsmand til attentatet), lettere påklædt, bevæge sig ud af posen for at demontere "bomben". Først da vågnede offeret, og i nattens mulm og mørke undrede hans sig en del over, "hvad f… kaptajnen nu havde gang i…".

En anderledes - og lidt mere alvorlig - underholdning opstår med jævne mellemrum, når visse dele af den lokale befolkning synes, de skal holde os beskæftiget med andet end hårdt fysisk arbejde. Alle tager det dog med ophøjet ro og reagerer, som soldater nu engang skal.

Den største fare af alle er dog at bevæge sig ud i den lokale trafik. Detaljer som hastighedsbegrænsninger, vigepligt og færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig tilstand af køretøjer er ikke nødvendigvis noget, der bliver taget voldsomt alvorligt.

     
Med 80 km/t ad et mudret og ujævnt sandspor.

Men man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Nogle af de mere erfarne kræfter i maskinsektionen kom galt af sted den dag, de skulle oprense grøften langs lejren. De glemte tilsyneladende, at en rendegraver ikke er et amfibisk køretøj - ej heller synderlig velegnet til dybdevadning.

Grøften blev dog oprenset, idet Bitte R.. tog tyren ved hornene, og med ophøjet ro og jydsk sindighed sadlede op i den bæltedrevne gravemaskine og mosede denne op og ned langs grøften, til opgaven var løst.

Rendegraver

Med venlig hilsen fra Irak.