Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der var slet ikke plads inde i kirken ved den militære bisættelse tirsdag formiddag.
Mange af de fremmødte måtte derfor sidde eller stå uden for kirken, men i det fine solskin var dørene til kirken åbne, og et højttaleranlæg sørgede for, at alle kunne følge forløbet i kirken.

Kærlighedens kræfter

"Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter."

Sådan indledte sognepræst Klaus Georg Meisner sin tale med et citat fra salmedigteren Holger Lissner. Det var også det salmevers, der blev talt over ved mindehøjtideligheden i Roskilde i forbindelse med Martins hjemkomst fra Irak.

• Sognepræst Klaus Georg Meisner tale (Word)
• Sognepræst Klaus Georg Meisner tale (pdf)

Livet koster livet
Sognepræsten fortsatte med at citere en salme af Jørgen Gustava Brandt "Tænk at livet koster livet."

- Tænk at livet koster livet, sagde Klaus Meisner. Det er så indlysende. At vi fødes, og at vi skal dø. Det er rammen om vores liv, og det er samme pris for os alle. Om det sker tidligt og i en ung alder eller sent, når vi er gamle og mætte, kan ingen af os vide. Men bag det indlysende gemmer sig en ikke uvæsentlig pointe. Nemlig dette, at livet koster. At der skal gøres en indsats.

At det ikke er nok bare at læne sig tilbage og tage imod livets gave. Eller at forestille sig at man kan smyge sig uden om, komme uden om alt det, der river og flår i os, det der tynger os ned i det dybeste mørke, og det der løfter os op på glædens vinger. Alt sammen hører med. Ligesom kampen for det, der betyder noget. 

Sådan levede han
- Hvad Martin tænkte, ved kun Gud. Men det var sådan, han var, sådan han levede. For idealerne. Generøs, pligtopfyldende og retfærdighedssøgende. Det ved I, der var så heldige at komme tæt på ham. Han var der altid med sit nærvær og engagement og delte rundhåndet ud af det hele - til jer derhjemme - og ikke mindst til jer, der var sammen med ham i Holstebro og i Irak. Med troen på at kunne gøre andres liv bedre ved at sætte sit eget liv ind på det.

Martin var en frisk fyr og en glad soldat. Stolt over at være en del af den danske styrke, glad for den opgave han havde fået. 
Som soldat vidste han, at han var med i en farlig mission i Irak. At det ikke var uden risiko at være der. Men jeg tror så også, det var en mission, der betød meget for ham personligt, fordi han dermed fik mulighed for at yde sit bidrag til mennesker, der havde brug for hjælp.

Medmennesker, men mennesker uden de muligheder og de privilegier, som vi betragter som helt selvfølgelige hos os. At udsendelsen til Irak så også indebar en mulighed for, at han kunne udvikle sig selv og skabe sig et eget liv hører naturligvis også med til kaldet.

Kisten blev båret ud af kirken af Martin Hjorths kammerater fra Irak.
Foto: Per Amnitzbøl Rasmussen

Det store fremmøde
Efter jordpåkastelsen blev der bedt Fader Vor og sunget "Altid frejdig når du går", inden Æresvagten bestående af hans kammerater fra Irak bar kisten ud til den ventende rustvogn.

Efter kisten kom Jydske Dragonregiments estandart og Fane, Fanen fra Hærens Konstabel- og Korporalforening samt Fanen fra Det Danske Spejderkorps Kongens Lyngby Gruppen.

Derefter fulgte de nærmeste efterladte, præsten og den øvrige familie. Derefter kom forsvarsminister Søren Gade, forsvarschefen general Hans Jesper Helsø, chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou, chefen for Jydske Dragonregiment oberst Kristian Sørensen, HKKF's formand Flemming Nielsen og hærattachéen ved den amerikanske ambassade i Danmark oberstløjtnant Michael V. Schleicher.

Da kisten var anbragt i rustvognen, tog Æresvagten opstilling, de pårørende lagde blomster på kisten, og Keld Elmegaard Mortensen fra Prinsens Musikkorps spillede "The last post".

De efterladte takkede alle de fremmødte personligt, og som de havde skrevet i det omdelte sanghæfte: "Efter bisættelsen går vi alle over på Ganløse Kro for at mødes og glædes over de 20 år, vi fik lov til at kende Martin."

Bisættelsen sluttede med, at der blev spillet "The Last post".
Foto: Per Amnitzbøl Rasmussen.