[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den britisk ledede styrke i det sydlige Irak, hvorunder det danske styrkebidrag på ca. 400 mand hører, har nu med den irakiske premierminister Al Malikis godkendelse ændret indsats for at effektivisere arbejdet hen mod en normalisering af tilstandene i Basra-provinsen. Den ny operation har fået navnet Sinbad.

Byen Basra er i den forbindelse blevet delt op i 18 områder, som gennem de kommende måneder én for én gemmegås for urolige elementer og genopbygges. I den manøvre indgår den irakiske hær og det irakiske politi i en aktiv rolle, idet de danner en sikkerhedsring om det aktuelle område, så de britiske og danske styrker kan arbejde i relativ fred og ro inde i området.

Det sker i erkendelsen af, at genopbygningsarbejdet ikke har den fremdrift, som man havde håbet på, og ikke mindst fordi urolighederne i Basra-provinsen er taget til i det sidste halve år med mange civile tab til følge. Hvor man tidligere forsøgte at holde orden i større landområder og de større byområder, går man nu direkte på at rense ud i et antal klart definerede områder, primært i Basra og de tilliggende forstæder.

Der ikke tale om en ændring i strategien, men med den betydeligt mere koncentrerede indsats i de enkelte områder, kan de britiske og danske styrker fremadrettet foretage husundersøgelser og beslaglægge våben uden hele tiden at skulle kigge sig over skulderen.

Også CIMIC-folkene (civilt-militært samarbejde) kan arbejde under langt tryggere forhold med at genrejse skoler, kraftværker, vandforsyning og tale med for eksempel borgmester og byråd samt andre lokale ledere. Hver enkelt operation forventes at kunne gennemføres inden for et par dage.

Ideen med at tage Basra by styk for styk er ikke ny. Amerikanske styrker i Bagdad anvender allerede en lignende taktik. De britiske og danske styrker har dog sammen med irakerne udviklet andre fremgangsmåder for at ”gøre rent” i Basra, bid for bid, og de to operationer kan derfor ikke som helhed sammenlignes.

hok-presse@mil.dk