Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Åbningen af Den irakiske Uddannelses- og Doktrin-kommando (ITDC) blev markeret ved en storstillet ceremoni, hvor den irakiske forsvarschef general Babakir Badir Khan Zebari deltog. Han kaldte åbningen for et vigtigt skridt for udviklingen af det irakiske forsvar.
- Til forskel for terroristernes aktiviteter, der spreder død og ødelæggelse i alle dele af Irak, så arbejder vores regering med et projekt om national forsoning, og hæren opbygger en uddannelses- og træningsstruktur og et fundament for en irakisk militær doktrin, som hærens personel længe har ønsket sig, sagde den irakiske forsvarschef.
En milepæl
Den danske oberstløjtnant Søren Pinderup Rich har som mentor været dybt involveret i processen med opbygningen af ITDC, og han beskriver åbningen som en milepæl i udviklingen af det irakiske uddannelsessystem.
- Ambitionerne er store, men også spændende, siger han om ITDC.
ITDC skal, når det er fuldt udbygget, have samme status som de tre værnskommandoer og have til opgave at levere al den uddannelse og træning, som det irakiske forsvar har brug for. Dette spænder fra den militære grunduddannelse for de menige til videreuddannelse på et ”National Defence College” (NDC) for officerer i generals- og admiralsklassen og tilsvarende civile. ITDC skal ligeledes være førende i doktrinudviklingen i det irakiske forsvar fra det taktiske til det strategiske niveau.
FAKTA om NTM-I |
NATO Training Mission – Iraq blev etableret i august 2004 efter ønske fra den midlertidige irakiske regering med det formål at gennemføre uddannelse af irakiske officerer, assistere med materielleverancer og teknisk assistence til de irakiske sikkerhedsstyrker. |
- Det ene minut sidder man fordybet i samtale med en irakisk general og det næste finder man sig selv i færd med at dirigere rundt med irakiske menige, der kommer med møbler til undervisningslokalerne, fortæller han.
Binder det hele sammen
Mange af ITDC underlagte skoler og kurser er allerede i fuld funktion og har gennemført de første uddannelser under NATO Training Mission’s mentorskab. Dette gælder eksempelvis en officersgrunduddannelse, officersvidereuddannelser og en særlig engelskuddannelse af et halvt års varighed.
Alle uddannelser gennemføres efter vestlige doktriner og på et niveau svarende til NATO-landenes tilsvarende uddannelser, viser inspektioner fra især amerikanske uddannelsesinstitutioner.
- ITDC skal være den myndighed, der binder det hele sammen og endeligt overtager ansvaret for de uddannelser, som NATO har hjulpet med at opbygge, siger Søren Pinderup Rich.
Han glæder sig til, at NDC påbegynder første etårige kursus til september, selv om han til den tid vil være hjemme i Danmark og afløst af en anden dansk officer.
- Jeg må erkende, at det bliver svært at slippe, så jeg vil nok følge lidt med på langdistancen, slutter han.