Nye biler og en lille gåtur

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Ratzow, sektionsfører MOT 2

March er en disciplin, som alle soldater kender. Omgivelserne er nye - men smerten er den samme.

Turen til Kabul var længe ventet og blev for de flestes vedkommende betragtet som en pause i vores hverdag. Det var også en mulighed for at få brugt nogle af de penge, det ellers godt kan være lidt svært at komme af med heroppe i Feyzabad.

Lørdag fløj vi 19 mand til Kabul for at hente vores nye biler. Flyveturen, der foregik med både CH-53 Sea Stallion helikopter og C-160 Transall transportfly, foregik uden problemer. Og dem, der ikke havde prøvet turen før, fik sig da også en oplevelse.

En time i helikopter i ca. 30 meters højde hen over floder og bjerge er en særlig oplevelse. Efter en mellemlanding i Kunduz fortsatte turen med transportfly, som jo selvsagt er en knap så sindsoprivende oplevelse.

Vi landede i Kabul International Airport (i daglig tale KAIA) omkring middag, og resten af dagen gik med at få optalt køretøjerne og gjort dem klar til den lange tur hjem til Feyzabad. Søndagen var til egen disposition, og folk brugte dagen i de forretninger, der er i KAIA, og der blev også kigget lidt på basaren, som de lokale har inde i lejren.

Vi fik også brugt dagen på at sige farvel til Morfar (kører i det ene MOT-hold samt ikke at forglemme Grill Master), som desværre blev nødt til at tage hjem på grund af en knæskade, han fik under en løbetur. Vi håber, at den alt for tidlige hjemtur gik godt, og at vi ses til afslutningsfesten hjemme i Danmark.

Der blev passet godt på morfar, da han skulle rejse hjem.

Kl. 0430 mandag morgen mødtes vi, og de sidste instrukser blev givet for turen hjem. En halv time senere kørte vi ud af KAIA og igennem Kabuls morgentrafik. Det tidlige afgangstidspunkt skyldes de problemer, der har været den seneste tid i Kabul, og til alt held havde alle de fæle mennesker, som vil os ondt, valgt at sove længe denne morgen.

En glad mekaniker med alle de nye biler, som slet ikke kræver nogen vedligeholdelse…

Første stop på turen var den amerikanske lejr Bagram Air Force Base. Den huser ca. 11.000 soldater og et hav af fly og helikoptere. Men det vigtigste for os var lejrens cafeteria, dens PX (forretninger med ret fordelagtige priser, der sælger alt fra småkager til rygsække) og ikke mindst en Burger King.

Fire timer senere var pengene brugt og maverne fulde, og vi kunne drage videre. Hen under aftenen kom vi til den tyske lejr i Kunduz, hvor vi tilbragte natten.

Smagen af en rigtig burger er helt uden sammenligning efter mange måneder med et tysk feltkøkken.

Der blev powershoppet til den helt store guldmedalje i Bagram.

Onsdag morgen begav vi os af sted på det sidste stræk hjemad, og ni timer senere kørte vi igennem porten til Camp Feyzabad. Alt i alt havde vi en god tur uden problemer, og alle fik alle nogle nye indtryk under dette kærkomne afbræk i vores hverdag.

Torsdag blev der holdt Top Gun aften for dem, som havde lyst. Vi startede med volleyballturnering om eftermiddagen, og efter det stod den på grill. Aftenen sluttede selvfølgelig af med, at vi så Top Gun, og her var det obligatorisk, at man mødte op i hvid T-shirt, hundetegn og solbriller.

Top Gun aften er en tilbagevendende begivenhed ved mange danske enheder og selvfølgelig også ved det danske Provinsional Reconstruction Team i Feyzabad.

Fredag klokken meget tidligt, omkring kl. 0300, begyndte hjælpere og deltagere at gøre klar til DANCON marchen. Marchen blev holdt for anden gang, for at de, der ikke havde mulighed første gang, havde en mulighed for at prøve kræfter med denne tradition. Kl. 0415 gik starten for de 65 deltagere fra Tyskland, Tjekkiet, Schweiz og selvfølgelig Danmark.

To timer og 57 minutter senere var tyskeren seniorsergent Guido Heinzen i mål som første mand, og syv minutter senere krydsede overkonstabel-1 Henrik mållinien som første dansker efter en tur i blandet terræn på 21,5 km..

Overkonstabel-1 HR kommer i mål som første dansker med en tid på tre timer og fire minutter.

Fredag var også dagen, hvor det sidste leavehold kom tilbage fra deres ferie. Så nu er kontingentet igen fuldtalligt, og vi kan køre på fuldt blus, indtil hold fire kommer og afløser os.
 
Ugen har desværre også budt på en kedelig oplevelse, da en tysk patrulje kørte på en vejsidebombe, hvor en af vores tyske kollegaer blev såret i benet. Han blev afhentet med helikopter og fløjet til Kunduz. Dagen efter gik turen videre hjem til Tyskland, hvor behandlingsmulighederne er de bedste. 

Sidst, men ikke mindst, har dette også været ugen, hvor CIMIC (Civilt militært samarbejde) har været i basaren for at høre, hvad prisen på en ko var. Konstabel Sverre var nemlig med sin normalt rolige kørsel kommet til at få en ko til at løbe i den forkerte retning. Og det er ikke altid sundt at løbe i den forkerte retning i Afghanistan.

Bonden var lidt ophidset i begyndelsen, men da han fik forklaret, at vi selvfølgelig nok skulle erstatte koen, faldt han til ro, og han gik så i gang med at slagte den på stedet.

Der er i skrivende stund under to måneder til, at vi vender snuden hjem mod det yndige land. Vi er ikke begyndt at tælle ned endnu - men det er tæt på..

Mange hilsner fra Camp Odin