Nye kolleger i Chaghcharan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin, kaptajn, staben

Som tidligere nævnt består langt størstedelen af vores PRT (genopbygningshold) af litauiske soldater, og så er der tilsat et lille stænk af kroater, islændinger og danskere. Litauerne og kroaterne er også seks måneder i missionen, men deres rotation er forskudt tre måneder i forhold til vi danskere. Og i den sidste uge er overdragelsen fra det litauiske hold tre til hold fire sket, selvom det var en forsinket overdragelse med komplikationer.

Chaghcharan har ikke nogen international lufthavn, og det sker ret ofte, at fly bliver aflyst eller omdirigeret til andre opgaver. Netop derfor var der en ret stor del af vore gamle kolleger, der gik og sparkede til stenene og blev mere og mere stressede over "Maybe Airlines" og spekulerede over, hvornår de måske var tilbage i Litauen. Og det skete da også mere end en gang, at vi sagde farvel til gamle kolleger, der kørte ud til lufthavnen, for så at se dem vende tilbage et par timer senere.

Litauere klar til afgang - der desværre blev aflyst.

En fast militær tradition ved sådanne kommandooverdragelser er naturligvis også parader og diverse taler. Ved en ceremoni fik danskerne en hilsen med tak for indsatsen af det gamle litauiske hold. Men den litauiske kommandant for det gamle hold drog også et tydeligt lettelsens suk ved erkendelsen af, at han nu ikke længere skulle bøvle med danskerne og deres biler.

Vor ældste danske officer, der blandt andet har brugt meget tid ved møder med afghanerne sammen med den litauiske kommandant, takkede ham for samarbejdet og overrakte et dansk PRT skjold.

Major Sven Andersen giver oberst Satas et skjold.

Skiftet fra hold tre til hold fire har også givet anledning til en del tanker og oplevelser blandt vi danske. Ikke kun i form af afskeden med gamle kolleger. Men også fordi vi nu skal være del af et hold, der godt nok har samme udgangspunkt og opgave som det gamle hold, men uden tvivl har en ny måde at gøre tingene på, som vi nu skal indrette os efter.

Vi kan melde, at vi har en positiv og god oplevelse af det nye hold. Og endelig kan vi jo glæde os over, at vi nu er "de gamle" i lejren og dermed har erfaringen og kendskabet til området. Noget, der specielt for vi fire i staben, vil give en fordel, da vi til fulde har været udfordret af litauiske gloser de sidste tre måneder.

Mens vore litauiske kolleger havde travlt med at pakke sammen, brugte den danske patrulje blandt andet en dag på en veltilrettelagt førstehjælpsøvelse.

Førstehjælp er vigtig, og det øves stort set hver uge, men denne gang havde Jonas, der er patruljens primære førstehjælpsmand, givet den en ekstra skalle og indraget flere forskellige statister.

Vi har før nævnt de civile amerikanere, der står for driften af vores lejr, og som sætter stor pris på vores tilstedeværelse, og det skulle vise sig, at de kan mere end at lave mad og reparere generatorer. Således deltog to af dem som statister i førstehjælpsøvelsen med først et slangebid, og bedst som patruljen troede, at de skulle videre, var der pludselig en af dem, der havde et hjertestop.

Behandling af slangebid.

Efter at patruljen havde taget sig af de to første momenter, fik de lov at gå videre, men de nåede ikke langt, før de hørte to skud og længere fremme kunne se en dansk soldat falde om på jorden.

Det var så her, jeg fik mine to skudsår i henholdsvis halsen og i benet. Der skulle dog mere til at chokere gode danske soldater, så mens det kunstige blod sprøjtede til alle sidder, trak patruljen mig ind i sikring og gik i gang med behandlingen. Hvorfor det sikreste sted, de kunne finde til den sårede soldat, lige netop skulle være i lejrens største mudderhul, ved jeg ikke, men man er jo ikke altid herre over omstændighederne.

Efter en længerevarende behandling, der på professionel vis inkluderede ilt til patienten og medførte, at mine bukser blev klippet op, blev øvelsen afsluttet.

Behandling af skudsår.

Jeg er ret sikker på, at oplevelsen af at se på og være med i førstehjælpsøvelsen var mindst lige så stor for amerikanerne, som den var for patruljen. Og bagefter var der stor tilfredshed hos alle involverede, også selvom jeg måtte bruge bilvaskepladsen til noget af rengøringen. Hvad gør man dog ikke for at komme ud af kontoret?

Det var alt for denne gang. Tilbage er der kun at sende hilsner til alle jer derhjemme med ønsket om et godt pårørendearrangement, som CIMIC Jesper står for her i den kommende weekend.