Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Humøret hos TERM, og det øvrige personel på Kandahar Air Field (KAF), er stadig højt og det fik endnu et skridt i opadgående retning, da den længe ventede startdag på modtagelsen af signalmateriel oprandt. Ikke mindst hos DANILOG føringselement (FØELM) og NSE, idet de nu inden længe er i stand til at kommunikere med Danmark.
Vi er stadig i gang med at modtage signalmateriel, og personellet fra Telegrafregimentet er endelig kommet i gang med etableringen, så vi alle kan komme på net.
Det øvrige planlagte materiel til lufttransport er ligeledes på vej fra Karup til KAIA, og dermed videre sydpå til KAF. Der bliver transporteret så meget materiel som muligt videre til Camp Bastian (CB), for at give TERM CB den længste forberedelsestid til at klargøre til styrkens ankomst.
Inden længe vil vi også begynde at modtage materiel via landevejene, hvis man da kan kalde det ”landeveje” i det sydlige Afghanistan. TERM bliver hver dag stadig overrasket over, at de civile ”Jingle trucks” overhovedet kan køre. Men man skal ikke tage fejl at deres kundskaber inden for kreative mekanikerløsninger, som holder dem kørende.
Læsning af Jingle Trucks
Jingle Trucks klar til den videre transport
Flytransporterne er begyndt at ankomme og det gælder ikke mindst de store bidragydere som Holland og Canada, hvilket betyder, at vores tider for fly-ankomster typisk foregår tidligt om morgenen. Det nyder vi meget i TERM, da vi har lidt nemmere ved at få støtte med hensyn til løfte- og transportkapacitet samt at temperaturen er til at arbejde i, dog kun frem til kl. 0900 lokal tid.
Vi har ikke førsteprioritet på KAF, og det forsøger vi fra dag til dag at kompensere for, ved at pleje vores kontakter til de andre nationer således, at vi har arbejdsplads i lufthavnen til at kunne håndtere flypalleter, collier og ikke mindst containere. Vi har ikke haft de store problemer endnu, så vi er meget fortrøstningsfulde, ikke mindst fordi at MCC og FØELM hurtigt er på banen for at hjælpe til, når aftalerne skal træffes på højere niveau.
I denne uge er vi begyndt at modtage materiel direkte fra Danmark, og der er ingen tvivl om, set fra TERM side, at såfremt vi havde egen transportkapacitet med fly ville det lette en del. Men så er vi glade for at se russiske IL-76 hernede med dansk materiel.
Tre danske ARTHUR ankommer med IL-76.
Vi har i denne uge haft den herlige mulighed for at nyde godt af Canadiernes velfærd, i form af en udendørs koncert med syv sangere fra Canada. Det var en stor succes, med et publikum på den anden side af 1000 mennesker og stemningen fra de danske sommerfestivaler kom over os.
Den eneste forskel var, at de danske velskænkede kolde fadøl var skiftet ud med kolde Cola Light. De kolde fadøl gemmer vi til vi kommer hjem. Efter koncerten var det nogle halvtrætte TERM folk, der skulle modtage fly tidlig næste morgen, men det gik som planlagt.
Afslutningsvis skal der siges, at vi glæder os til at kunne modtage DANCON FKDO, og den første del af hovedstyrken inden længe. Mere herom i næste nyhedsbrev.
De bedste hilsner til alle derhjemme.
TERM KAF