Nyt fra Chaghcharan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin
kaptajn, staben

Så er det blevet tid til at sende lidt nyt til jer derhjemme for at fortælle jer, hvordan vi har det her midt i Afghanistan.

Denne gang har redaktøren valgt at kaste det blanke papir til undertegnede, da jeg i min stabstjeneste indtil nu har unddraget mig opgaven som skribent. Så med tanken om at "pennen er mægtigere end sværet", skal jeg hermed fatte blæk og gåsefjærd, og fortælle jer derhjemme lidt om hvordan livet i lejren forløber til daglig.

Får du noget godt at spise?
Og hvorfor ikke starte med at besvare de fire klassiske spørgsmål, som enhver mor stiller sin søn, når han er langt væk hjemme fra: "Har du det godt min dreng?" "Får du noget godt at spise?" "Kan du holde varmen?" "Skal du bruge flere uldne sokker?"

Og svarene er i kort form: Ja, ja, ja og nej - i hvert fald ikke endnu! Men det bør jo besvares lidt mere fyldestgørende, og derfor må jeg her bryde normen for en søns gode opførsel. Faktisk vil jeg vove påstanden, at vi næsten spiser bedre hernede end hjemme ved vor moders kødgryder, og min mor er ellers (ligesom alle andres mødre) en fantastisk kok.

Men hvordan skal jeg ellers beskrive det, når vi hver eneste morgen bliver mødt af nogle meget friske og ekstremt høflige amerikanere, der ønsker os godmorgen og spørger, hvordan vi ønsker vores æg? "Eller var det noget med en frisklavet ommelet Hr?" "De kan selv vælge fyldet Hr!" "Eller foretrækker De cornflakes med lidt frisk frugt Hr?" Vi kan tilbyde vandmelon, bananer, jordbær, vindruer, kiwi frugter og og og...

Køkkenpersonalet klar til at servicere.

Faktisk måtte jeg efter en lille måned erkende, at det var lidt for meget af det gode med varm morgenmad hver dag. Nu tilstræber jeg at holde mig til frugt og fibre seks ud af ugens syv dage. Måske hjælper det også på vægten, men det er lidt svært at vurdere, da den eneste badevægt i lejren synes at have en usikkerhed på +/- 10 kg.

Frokosten er næsten lige så udfordrende for vores sundhed som morgenmaden. Der er minimum to og gerne tre varme retter at vælge imellem, dertil et udvalg af brød, frisk salat og frisk frugt.

Tager vi en fredag aften som et eksempel på aftensmanden, så er der typisk et valg mellem T-bone-steak og hummer.

Og til dessert naturligvis et bredt udvalg af kage, tærter og is - hvis man da ikke lige skulle få lyst til en omgang friske jordbær med mælk på!

Tærte med is og kaffe.

Så alt i alt må vi sige, at vi får noget godt at spise. Men det kan ikke måle sig med et stykke dansk smørebrød og familiens selskab over middagsbordet.

Kan du holde varmen?
Afghanistan er for de fleste næppe umiddelbart forbundet med kulde og sne, og så vidt er det da heller ikke kommet for os endnu. Men det kan tydeligt mærkes, at vi opholder os i over to kilometers højde. Således har vi haft nattefrost de sidste to-tre uger, og selvom der godt kan blive varmt midt på dagen, er det kun, når solens stråler rammer os.

Da vores lejr er en teltlejr, både bor og arbejder vi i telte, og de er jo desværre ikke optimale til at håndtere daglige temperaturudsving på 20-30 grader. Men endnu en gang må vi prise os lykkelige for teknikkens overlegenhed. Hvert telt har en stor aircondition tilsluttet, og den sørger for, at den indstillede temperatur bliver holdt, uagtet hvad temperaturen uden for teltet er.

Desværre er ulempen, at luften i teltene bliver, om muligt, endnu mere tør, og der er en konstant støj af susende luft og kørende maskineri i baggrunden. Det sidste virker dog dæmpende på snorkelydene!

Ikke mindst bliver der blæst endnu mere finkornet støv ind i teltene, når de næsten daglige støvstorme passerer lejren. Disse ulemper har fået kreative mennesker, der var her før os, til at konstruerer vandbeholdere, der hænger lige under luftudblæsningen for at fugte luften.

Samt at hænge håndklæder op foran udblæsningen for at filtrere noget af støvet fra. Det gør desværre også, at vi kan se, hvad der er i den luft vi indånder, en viden, man måske helst var foruden.
Men alt i alt er det forhold, man vender sig til efter nogle uger.

Sandstorm på vej ind over lejren.

Et andet projekt, vi følger meget nøje her i lejren, er den i gangværende konstruktion af vores kommende hjem; fabber - eller rettere præfabrikerede beboelsescontainere, der kommer til lejren i sammenklappet form og derefter bygges op.

Arbejdet udføres af et civilt firma med lokal arbejdskraft, og det er en proces, der nok indimellem kunne få det danske arbejdstilsyn til at løfte et øjenbryn! Men sådan er det jo med forholdene i andre dele af verden.

Som altid, når information om kommende ændringer er begrænsede, bliver den enkelte soldats evne til at tænke kreativt over, hvad der skal ske hvornår, mangedoblet. Således er der gået adskillige aftener og mere eller mindre officielle møder blandt danskerne med at diskutere, hvor mange soldater der kan bo i en container.

Hvem der bliver udsat for et par sure sokker i munden, fordi han snorker for meget. Hvornår vi skal flytte ind i dem? Kan man holde varmen? Er de bedre til at holde støvet ude og en masse andre mere eller mindre relevante emner?

Her skal vi så bo.

Kort og godt må vi sige, at vi indtil videre er rigtig glade for vores telte - også selvom de er ved at lette i vinden en gang imellem.  Og vi kan godt holde varmen, så vent bare lidt med de uldne sokker.

Vi har det godt!
For nu at slutte af hvor jeg startede, så må jeg sige til alle bekymrede mødre, koner, kærester og børn, at vi har det ganske godt her i midten af Afghanistan. Og selvom vi kalder det for månen, kan det ikke benægtes, at landskabet indimellem næsten omklamrer os med en barsk skønhed.

Solopgang over flyvepladsen.

Mange hilsner til alle jer derhjemme fra os her i Chaghcharan, midt i Afghanistan.