[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En dansk kaptajn, der er udsendt til Afghanistan som CIMIC-officer (civilt-militært samarbejde) med udgangspunkt i byen Lashkar Gah, giver i det seneste nummer af officerernes medlemsblad ”Danske officerer” udtryk for kritik af den beskyttelse, som de militære køretøjer yder soldaterne.

Artiklen synes at konkludere, at personelsikkerheden ikke vægtes tilstrækkeligt.

 - Det vil jeg på det kraftigste afvise, siger oberst Peter Bartram, der er chef for Udviklingsdivisionen ved Hærens Operative Kommando.

 - Personelsikkerheden er altid i fokus. Både når vi sammensætter enhederne og udruster dem. Vi udvikler løbende disse forhold, så enhederne er bedst rustet til at arbejde under de skiftende operative vilkår. Men jeg vil gerne medgive, at der fra tid til anden er behov for at prioritere mellem de forskellige enheder.

Det er blandt andet derfor, at opklaringseskadronen i Musa Qala, der pt. er under daglig beskydning, råder over de panserede Eagle køretøjer, mens for eksempel CIMIC enheden har Toyotaer med en lavere beskyttelse. Hertil kommer, at vi har god erfaring med ”civile” køretøjer i arbejdet med CIMIC relaterede opgaver.

Hæren har indenfor den seneste tid anskaffet meget nyt materiel til enhederne i Afghanistan, materiel der sigter på en forbedret personelsikkerhed. Der er tale om nye pansrede køretøjer, våben, radioudstyr med videre for ca. 150 mio. kr.