Om at vinke til et æsel - og andre overraskelser…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af oberstløjtnant Nicolas T. Veicherts, chef

Efter sidste uges hændelse går livet videre i vores lille lejr. Konstablen, der blev skudt i venstre lår, er i bedring, og forventes at være klar igen om 14 dage uden mén.

Før jeg vender tilbage til, hvorfor kaptajn Brodersen på vej fra en fem-dages patrulje vinkede til et æsel - og hvad det var, der overraskede kaptajn J. A. i en lille by langt fra Feyzabad, fokuserer dette nyhedsbrev på vores CIMIC-indsats og på behovet for at være i god form.

Først skal overkonstabel Ullerup dog ønskes til lykke med fødselsdagen. Det blev fejret med fødselsdagssang til appel - "…og når han hjem fra patrulje kør, så skal…" - og om eftermiddagen havde overkonstabel O. D. og major Alsing arrangeret kaffe og kage på terrassen.

Overkonstabel Ullerup, konstabel Jakobsen og sergent Nyby opsætter kridttavle på lokal pigeskole efter at have givet den et nyt lag sort farve.

CIMIC
Den civil-militære indsats, vi udfører i provinsen hernede, har to sider: Den ene side handler om at skabe sikkerhed for os selv. Det kan være ved at betale for reparationen af en skrøbelig bro eller ved at støtte skolen i en by, som vi gerne vil bruge til overnatningssted på de lange patruljer.

Den anden side af den civil-militære indsats er, i samarbejde med udenrigsministeriets repræsentant Otto Sørensen, at støtte udviklingen i Badakhshan. Eksempelvis har man på de forrige hold betalt for en total renovering af bro, sådan at mere end 200.000 tusinde mennesker fik en bedre forbindelse til hovedbyen Feyzabad.

Normalt er projekterne dog ikke så store. I stedet prioriterer vi at hjælpe landsbyernes skoler og med at skaffe vand. Ikke fordi der ikke er andet at tage fat på - selvfølgelig er der det i verdens syvende fattigste land - men fordi vand- og skoleprojekter størrelsesmæssigt passer til den kapacitet, som vi har.

Senest gennemførte projekt er således bestilling og levering af 209 borde og stole til en skole i distriktet Raghestan og et påbegyndt projekt i det nordlige Feyzabad, der skal give rent drikkevand til 6000 tusinde mennesker. I øvrigt samtidig med at de slipper for at skulle gå flere kilometer til den nærmeste kilde.

Broprojekt lavet på hold 2 og 3.

Det er CIMIC-elementet med major Bolmgren, oversergent Smidt og konstabel Roi, der sammen med Otto, får disse mange projekter sat i verden. Udgangspunktet er MOT-holdenes rapporter fra nær og fjern og de patruljer omkring Feyzabad, som CIMIC selv udfører.

Sidste gang i øvrigt med det resultat, at major Bolmgren kom tilbage til lejren noget solskoldet efter et møde i en landsby, der lå uden for det i forvejen minimale afghanske vejnet. Meldingen fra de lokale havde været, at det nok ville tage ca. 20 minutter at gå op til byen, men det endte med at tage mere end en time hver vej.

Nu har vi så lært, at man, i et område hvor stort set ingen har (eller har brug for) ure, nok ikke skal tage den lokale tidsfornemmelse alvorlig. Når det er sagt, skal det dog også med, at de lokale er noget hurtigere end os i bjergene.

Både fordi vi bærer udrustning, og fordi de er vokset op i bjergene. Det er således normalt at blive overhalet af små drenge i alt for store gummistøvler eller med tæerne stikkende langt ud over kanten på et par klipklappere.

Træning
Netop træning er derfor nødvendig. Vi træner både lungerne for at vænne dem til den tynde luft og musklerne i benene, der jo skal bringe os op i bjergene, når bilerne ikke kan mere. Træningen af lungerne sker på verdens kedeligste løberute langs lejrens mur. Ruten er godt 900 m lang og absolut smukkest, hvis den løbes mellem klokken seks og syv om morgenen, hvor solen står op over bjergene.

Når tidspunktet i øvrigt er godt, skyldes det også, at temperaturen allerede efter kl. otte passerer de 30 grader for om eftermiddagen at toppe omkring de 37-38 grader i skyggen. Luften er dog meget tør, så varmen er ikke specielt ubehagelig eller belastende.

Styrkelsen af bentøj og ryg klarer vi ved at gennemføre den traditionelle DANCON march. Det sker om en måneds tid, når alle danske soldater vil gennemføre 21 km march i bjergene med udrustning. Marchen gennemføres ved alle danske kontingenter i udlandet, og er normalt et tilløbsstykke for andre nationer. Vi har da også allerede fået tilmeldinger fra det tyske kontingent her i lejren.

Major Alsing på verdens kedeligste løberute.

Den der vinker meget, laver mange….
På patruljerne vinkes der en hel del til børn og voksne, der de fleste steder glade og nysgerrigt følger patruljernes færden. I nogle tilfælde faktisk så tæt, at børn og voksne sidder mindre end en meter fra patruljernes feltsenge - også når tøjet smides og man skal ned i soveposen. En erfaring er dog, at de fleste børn kan skræmmes væk ved at tage "natobservationsbrillerne" på.

Vinkeriet kan dog i nogle tilfælde bliver meget trættende, og der er da også soldater, der forsøger at lade som om de sover - eller er travlt beskæftiget med at se på kort - bare for at få en pause en gang imellem. Dette gælder dog ikke føreren af MOT 1, kaptajn Brodersen, der gerne vinker en ekstra gang.

På sidste patrulje dog så meget, at han pludselig opdagede, at han sad smilende og vinkede til et æsel, der nysgerrigt kiggede på ham. Hvorvidt æslet nåede at vinke igen fortæller historien ikke noget om, men til Brodersens undskyldning skal det nævnes, at han var feberramt efter at dårlig mave havde ramt stort set hele hans patrulje. Fra én syg mand til fire på mindre end 24 timer.

Det fortæller noget om behovet for at opretholde en meget høj hygiejnestandard - også højere end vi er vænnet til fra tjenesten i Danmark. Heldigvis er der i hver patrulje et velfungerende "medicinskab" og godt uddannede sygehjælpere. De "onde maver" forsvandt da også i løbet af et døgns tid.

Også kaptajn J. A.'s MOT-2 patrulje gjorde sig bemærket, da de til en landsbyældste ville overrække en af de mange radioer, som vi deler ud. Radioerne er en del af et informationsprogram, som ISAF har iværksat i forsøget på at sprede budskabet om Afghanistans ny fremtid ud i alle hjørner og afkroge.

Især de sidste er der mange af i vort område, og en radio kan derfor udgøre forskellen på uvidenhed og lidt viden. Også aviser, skrevet på engelsk og dari, deles ud med rund hånd. De bruges især i skolerne til engelskundervisning.

På J. A.'s patrulje gik det dog galt, da ingen havde tænkt på at undersøge, om der vitterlig var en radio i kassen. Det var der selvfølgelig ikke, og den forventningsfulde landsbyældste måtte derfor nøjes med 50 ISAF-nøgleringe, som til MOT-holdets store overraskelse havde fundet vej ned i kassen. Næste gang skal vi nok få radioen med.

Nyhedsbrevet slutter med indtryk fra MOT-1 og 2's patruljer, der primært havde til formål at støtte lokale skoler med indkøb af bænke samt uddeling af kladdehæfter og blyanter.

Børn undervises på skolen i MAZEK.

I skolegården. Gårdvagt er oversergent Blumensaat.

Kaptajn J. A. deler skoletasker ud.

Lærerstaben på skolen i MAZEK, hvor skoletasker og blyanter blev uddelt.

MOT-2 "heltefoto" på vej hjem fra patrulje.

Det var alt for denne gang. Det går godt.