Om eftermiddagen skyder de

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af presseofficer Mads Korsager Nielsen, journalist.

Man kan stille sit ur efter det. Skyderierne begynder på det samme tidspunkt. Sidst på eftermiddagen flyver den første raketdrevne granat højt hen over lejren. Den hvislende lyd og den efterfølgende detonation udenfor muren markerer begyndelsen på en længere skudveksling. Fra gemmestederne retter oprørerne våben mod lejren og trykker hastigt af.

"Heldigvis rammer de rigtig dårligt," siger en dansk sygehjælper-konstabel og tager en slurk vand.

Oprørerne forsvinder hurtigt fra stedet. Den kraftige hamren fra danske våben stresser dem. Sådan har det været alle eftermiddage siden danskerne ankom. Oprørerne skyder først. Danskerne svarer igen. Indtil videre har det gjort mest ondt på oprørerne.

Efter tre døgn i det primitive anlæg har soldaterne fået indrettet et lille stykke Danmark. Alle er i god behold – både fysisk og psykisk. Mandskabet samler sig i klumper og gør det, alle soldater er gode til: ryger en stille cigaret, snakker med hinanden og hygger sig.

Musa Qala
Natten til onsdag kørte den danske styrke ind i byen Musa Qala. Under dække af mørket og støtte fra fly lykkedes det at få kolonnen ind i den samling huse, der går under navnet "Base Griffin".

Det ligner et ørkenfort, så vi kalder det "Alamo".

Lejren i Musa Qalah er en samling forfaldne bygninger, omkranset af en lerklinet mur. I midten af lejren dominerer et solidt, brunt bygningsværk uden vinduer. Inde bag de skudhullede solide vægge ligger det lokale fængsel. Netop skudhullerne og bygningens lighed med et ørkenfort har givet den tilnavnet "Alamo". De danske soldater er ikke alene bag murene. Den lokale politimester og hans flok kæmper for, at koalitionen vinder magtkampen i den fattige by. Kommer Taleban til magten, er deres liv i stor fare.

Ude i byen håber de lokale indbyggere, at freden snart vil få overtaget. Men om natten og sidst på eftermiddagen laver Taleban ballade – i håb om at jage de vantro koalitionssoldater på porten. De lokale håber på fred – og holder med dem, der vinder.

De danske soldater bor primitivt - men godt. Inde i bygninger, under halvtag og i det fri står der myggenet med feltsenge inden i. Indbyggerne lever af amerikanske feltrationer og kammeraternes omsorg, som trives overalt. Når der skydes, passer vi på hinanden.

Humøret er højt og stoltheden stortrives. De danske soldater ved, at de har givet Taleban drøje hug undervejs.

Det giver ranke rygge og selvtillid. Noget der er brug for, mens man sveder i solen og spiser de to daglige feltrationer.

Udsigt fra lejren ned over "hovedgaden".

Moskéen ramt
Torsdag eftermiddag skete der noget, der meget vel kunne have ødelagt det nye, men gode forhold mellem indbyggerne og de danske soldater. Koalitionen bombede ved et uheld byens største moské. Uheldet skete under eftermiddagens faste ildkamp.

Det er ikke usædvanligt, at koalitionens styrker udnytter sit herredømme i luften til at præcisionsbombe positioner, man ved bliver brugt af Taleban. Men denne gang gik det galt – en teknisk fejl fik bomben til at ramme forkert. Mens træstumper fra moskeen på nabogrunden regnede ned over den danske styrke, tænkte de fleste på de lokales reaktion.

Der er tørt og varmt i Musa Qala.

En pause i udviklingen
Det var ellers begyndt at gå fremad. Ingen ved endnu, om den ødelagte bygning vil skade processen i byen. Den danske oversergent, hvis arbejde det er at holde styr på rationer, vand og reservedele, var begyndt at købe ind lokalt. Valuta var begyndt at flyde ud i byen og give forretningsfolk en indkomst og et livsgrundlag. En positiv udvikling hen imod missionens mål: fred og stabilitet.

Dagen efter bombningen forklarede eskadronchefen landsbyens ældste, at bombningen var en dum fejl. Og at man jo må forsvare sig selv, når nogen angriber ens hjem. "De er vant til krig, for det argument forstod de alle sammen," fortalte eskadronchefen bagefter.

Aftalen er nu, at de landsbyældste skal finde ud af, hvad det koster at genopbygge moskéen. 

Indtil videre tyder det på, at de nye indbyggere i byen har deres gode danske rygte intakt.

Imens går timerne i Musa Qalah. De danske soldater indretter lejren og hygger sig i de nye omgivelser, medens de lokale håber på bedre tider.