På den ene side og på den anden side…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Christian Herskind

På den ene side er det nemt at komme som ny midlertidig medarbejder i CIMIC og arbejde med projekter, der skal gøre Afghanistan til et bedre land at leve i. Ved ethvert skolebesøg hernede omfatter ønskelisten ”kun” flere bygninger, nye klasselokaler, bøger til alle, rent vand, skolemøbler, reparation af vinduer, tage og døre, samt den obligatoriske høje mur omkring skolen. (Sidstnævnte i øvrigt tilsyneladende ganske uundværlig, hvis man skal vise omverdenen, at man er en respektabel skole). Så der er altså nok at gribe fat i.

På den anden side er det fantastisk svært at prioritere og sikre, at de midler, vi har til rådighed, anvendes hvor effekten er størst.

Prioriteterne hernede er dog ganske klare: Rent vand og Skoler.

Rent drikkevand, fordi vi ser en ekstremt høj børnedødelighed blandt andet som følge af, at det vand, den enkelte familie har til rådighed, ofte har været brugt af andre til rengøring, opvask og det der er endnu mere ulækkert ( Ja …. toiletbesøg).

Skoler, fordi analfabetismen er udbredt, og fordi det er en af de måder, hvorpå kvinder kan få en mere fremtrædende rolle i samfundet efter mange år, hvor de har været ganske usynlige i det offentlige liv og på arbejdsmarkedet.

Selvom temperaturen nærmer sig de 0 grader, foregår undervisningen ofte udendørs

Ud af lejren
På den ene side er CIMIC-arbejdet til en vis grad administrativt. Der er helt faste rutiner og procedurer, der skal følges, så skatteborgernes penge ikke bruges forkert. Skemaer, beskrivelser, budgetter, afregninger og godkendelser betyder, at en del af arbejdsdagen foregår foran computeren, hvor IT-ekvilibristen, major Bolmgren, dagligt imponerer. Han eksercerer rundt i regnearkene, så vi andre fortryder, vi ikke hørte bedre efter på IT-kurserne.

På den anden side har vi i CIMIC et ordsprog der siger:” En dag i lejren er en spildt dag”, fordi vi jo alle godt ved, at den reelle værdi for de lokale afghanere ikke skabes i vore varme kontor containere, men ude på skolerne, ude i bjerglandsbyerne eller ude i dele af Feyzabad.

Derfor er vi så ofte som muligt ude at identificere, igangsætte, følge, aflevere og efterkontrollere på vore mange projekter. Her er vilkårene helt som for de seje soldater på MOT-holdene, med underbringelse i soveposer i ned til 16 minusgrader og alle de udfordringer, som både det uvejsomme terræn og mødet med befolkningen giver.

Cimic patrulje med fra venstre konstabel Mikkelsen, major Bolmgren, major Herskind og sergent Hessellund.

Sikkerhed.
På den ene side er vor provins Badakhshan en af de absolut fredeligste provinser i Afghanistan. En afsides beliggende, men stolt provins, der med stort mod har bekæmpet russerne og Taleban, og som for det store flertal af befolkningens vedkommende byder os velkomne med smil, vinken og ofte en kop skoldhed grøn te.

På den anden side betyder denne relative ro, at man måske kunne forledes til at slappe lidt af og slække på sikkerhedsrutiner og beskyttelsesforanstaltninger. Jeg kan dog forsikre jer alle derhjemme om, at dette ingenlunde er tilfældet. Sjældent har jeg oplevet mere engagerede, professionelle og agtpågivende soldater.

Alle er til stadighed oppe på mærkerne. Igen og igen trænes vore militære færdigheder. De heldigvis få gange, hvor der har været behov for det, har det vist sig, at træningen har virket, og at den har været korrekt. Jeg glemmer aldrig, hvordan vi en mørk nat i et underbringelsesområde reagerede lynhurtigt på skyderi i landsbyen blot 100 meter væk.

Alle var inden for få sekunder klar i de befalede sikringsstillinger, lyset var slukket (og når det er mørkt hernede, er det bare rigtig mørkt), hvorefter alt blev pakket på køretøjerne, meldinger sendt tilbage til lejren og al vor mørkekampkapacitet bragt på plads. Med et nyt udtryk lært hernede af chefen, oberstløjtnant Veicherts, så ”spillede det bare ettusinde”. Heldigvis skete der ikke yderligere og det lykkedes ikke at skræmme os væk, hvis det havde været hensigten. Det var en række stolte soldater, der efterfølgende kunne evaluere deres reaktioner og konstatere, at træningen havde virket.

Fra venstre Kaptajn Brodersen, sergent Hessellund og konstabel Mikkelsen under træning af militære færdigheder.Her benyttes vore velbeskyttede køretøj som dækning.

Vore projekter
På den ene side er det jo ikke antallet af projekter vi gennemfører, der er den endegyldige målestok for, om vi løser vores opgave.

På den anden side kan vi vel godt på hele hold 4 være lidt stolte af, at vi på de første fire måneder har iværksat knap 30 projekter og vel alt i alt når op på ca. det samme antal som de foregående tre hold tilsammen. Umiddelbart tror jeg det skyldes en kombination af, at man hos major Bolmgren, oversergent Schmidt og konstabel Roi i CIMIC brænder for at løse opgaven, og at man i resten af den danske enhed hernede – både på ledelsesniveau og på MOT-holdene – bakker meget op om CIMICs indsats.

E væsentlig faktor er dog også, at vi er blevet tildelt betydelig flere penge til CIMIC og samtænkningsprojekter, samt det fortsat gode samarbejde med udenrigsministeriets repræsentant Otto Sørensen.

Den lokale Mullah prøvesmager det rene vand,som udenrigsministeriets repræsentant Otto Sørensen serverer.,

Dagligdagen
På den ene side er hverdagen hernede relativt enkelt og simpel. Pas dit job, løs din opgave og sov så. Mad, tøjvask og lignende bliver der sørget for, så pas dit job, løs din opgave og sørg for at være udhvilet.

På den anden side bliver vi alle kørt temmelig hårdt. Forsvaret får virkeligt noget for lønkronerne. Op klokken seks, ud at løbe eller i motionsrum, morgenmad, første møde kl. kvarter i otte, appel kl. otte, arbejdsdag indtil ca. halv seks, aftensmad og sidste møde kl. kvart over seks… for mit vedkommende står den så ofte på sengetid omkring klokken halv ni (nogle siger endda før!), hvilket jeg ikke har prøvet de sidste 40 år.

Og det er altså ikke fem dage om ugen med en kort fredag som derhjemme (fredagen er i øvrigt helligdag her) – nej, kun søndagen er lidt roligere med rengøring på vore kvarterer og efterfølgende stueeftersyn (der med moderne soldaterterminologi nu hedder hygiejne eftersyn).

Man siger jo, at lediggang er roden til alt ondt. Hvis det er tilfældet, kan I alle glæde jer til vi kommer hjem, for på det tidspunkt vil der ikke være ondt tilbage i nogen af os. Lediggang er et ord, jeg ikke længere kan huske betydningen af.

På trods af den arbejdsomme hverdag er der også tid til hyggeligt samvær. Her er oversergent Frede ved at sende overkonstabel OD med pakkepost til Danmark.

At være gæst
På den ene side, er det at være her en fem-seks uger som jeg, jo ganske anderledes og mindre omkostningsfuldt i forhold til især familien, end de seks måneder langt de fleste er hernede. Man kunne så frygte, at det ville blive svært at falde ind i en allerede kørende rytme og jargon.

På den anden side, er den bedste fornemmelse af at være gæst vel egentligt, at man ikke oplever sig selv som en sådan. At man lynhurtigt bliver en del af holdet. Hvis det er rigtigt, gik der ikke mange dage, før jeg var ude af gæsterollen. Stærkt hjulpet af alle, men især min tålmodige læremester, major Bolmgren.

Alle her er imødekommende og åbne og opsatte på at løse vores opgave. Men det der måske er endnu flottere – og bemærkelsesværdigt, når man som jeg har en primært civil ledelsesbaggrund – er, at alt her finder sted i en god stemning og med højt humør, uanset – eller måske netop fordi – vi er tæt på hinanden døgnet rundt.

Fra venstre tager kaptajn J.A.Nielsen,seniorsergent C.L.Christensen,sergent Nyby,major Herskind og sergent Blumensaat, sig et kort hvil under en patrulje til Zebak

At være gæst er ikke så svært
Det første man skal se at få lært
Er at holde mund og blive ved bordet
Når chefen Veicherts har taget ordet

CIMIC, J3 og MOT-hold på tur
Det bliver sent inden han får en lur
Som ægte husar er opgaven klar
En dag uden action er ikke så rar

Major Alsing meget skal styre
han fortjener sin NK hyre
knokler tidligt og sent, altid med stil
men har selv fra morgenen tid til et smil

Som CIMIC 1 er Bolmgren i fart
På mangen en bjergmarch han stiller til start
Han sørger for hjælp til landsby og skole
De lokale kan li’ ham, på ham kan de stole

Soldaterne er skarpe, de passer på
I MOT-hold og stabe, professionelle som få
Ros alle fortjener, for indsatsen stor
Hilsner til kone, børn, kæreste og mor

Oberstløjtnant Veicherts og major Alsing overvejer situationen.

Tak til oberstløjtnant Veicherts og alle på hold 4 i PRT Feyzabad for fantastisk værtskab. Og til alle I derhjemme: I kan være umådeligt stolte over, hvorledes jeres kære løser opgaverne hernede.

Nyhedsbrev nr. 11 er skrevet af major Christian Herskind, der fungerer som CIMIC-officer i november og december. Majoren har derfor en god mulighed for på en gang at være en del af styrken her i Feyzabad og betragte den lidt udefra.