[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Da begrebet adventure training ændrede status fra at være noget, vi talte om, til noget vi nu fik adgang til at gennemføre i praksis, røg panserbataljonen ud af startblokkene og anmodede straks 1. brigade om tildeling af økonomiske midler, der skulle lette vejen ind i den fagre nye verden.

1. brigade handlede resolut og stillede hurtigt de økonomiske midler til rådighed. Og så var det, vi mødte en anden del af den virkelige verden - denne gang med dens forunderlighed af direktiver, bestemmelser, retningslinier m.v.

Rapelling, vægklatring og tilsvarende "halsbrækkende aktiviteter" var ikke for soldater uden specialuddannelse, men forbeholdt vore kolleger i specialkorpsene. Med Hærens Operative Kommando og Jægerkorpsets meget velvillige indsats lykkedes det imidlertid på noget nær rekordtid at finde en modus operendi, hvorved også panserbataljonen kunne kaste sig ud i de grænseoverskridende aktiviteter.

Nu blev blikket hastigt vendt mod Sprækkebjerg Friluftscenter i Hammel ved Århus. Centret er et gammelt betonstøberi, som for godt 10 år siden blev omdannet til et adventure training center. Planen var ellers, at stedet skulle have været jævnet med jorden, men heldigvis var der nogle initiativrige personer, som fik sat en kæp i hjulet på den plan, og stedet er i dag flittigt besøgt af så forskellige personelgrupper som Jægerkorpset og Nettos kassedamer.

Sprækkebjerg Friluftscenter kan tilbyde mange forskellige aktiviteter, herunder rapelling - både med støvlerne først og sidst på jorden - vægklatring, enkelt- og to-tovs broer, klatring på lodret træstamme (38 m høj!) samt ikke mindst en anderledes forhindringsbane, der er etableret i samarbejde med den navnkundige B. S. (Christiansen) og Frømandskorpset - den stiller i rigt mål krav om råstyrke, mod, teknik og udholdenhed. Vores egen forhindringsbane indgår som kun en mindre del af denne bane.

Klatring med og uden forhindringer

Efter at have overvundet diverse potentielle show stoppere, var der kun tilbage at få seletøjet anlagt og i øvrigt komme op på den 20 m høje betonvæg. Panserbataljonens seks underafdelinger, suppleret af en mindre delegation fra 1. panseringeniørkompagni, fik derfor ordre på at stille underafdelingen til rådighed til en ikke nærmere beskrevet aktivitet med en varighed af en dag pr. underafdeling. 

Uden reelt kendskab til dagens program mødte den første underafdeling med forventningens uspolerede glæde samt uvishedens nagende fornemmelse ved bataljonsstabens bygning tidligt den 22. november.

Efter en kort introduktion kørte bussen mod Hammel. Vel ankommet til sprækkebjerg Friluftscenter blev holdet modtaget af centerlederen, der indledte med replikken "dengang jeg var soldat og en kampvogn hed Centurion…". Så var tonen ligesom slået an. Det skulle dog ikke spolere vores dag, og efter en særdeles grundig sikkerhedsinstruktion blev underafdelingen opdelt i to hold og efterfølgende overladt til de rutinerede instruktører.

Det ene hold kastede sig over forhindringsbanen, der skulle passeres holdvis på tid, mens det andet hold tog betonvæggen i nærmere øjesyn. Her hed disciplinerne rapelling, vægklatring, passage af enkelt- og to-tovsbroer m.v. Efter frokost var der omskiftning og midt på eftermiddagen havde alle været igennem de planlagte udfordringer og strabadser.

Personel af alle grader deltog

Frontpansret blev atter vendt mod Dragonkasernen. Under hjemmarchen var der meget stille i bussen, og stilheden blev kun afbrudt af dyb snorken fra et hold meget trætte panserkrigere.
 
Underafdelingernes tilbagemeldinger har efterfølgende rangeret fra "wauvvv, det var i orden" til, "hvornår skal vi af sted igen". Det har uden tvivl været en stor succes, hvor den enkelte soldat har fået testet og i de fleste tilfælde flyttet egne grænser, ligesom evnen til at indgå på et hold og samarbejde om løsning af en opgave under betydeligt tidspres er blevet afprøvet.

Adventure training er blot et af flere redskaber, der skal dyrkes, når vi ønsker at uddanne, udvikle og fastholde vores professionelle soldater! 

Der var også mulighed for at få blod til hovedet.