[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I løbet af en enkelt nat knokler DANCONs mekanikere med at få repareret radioer, svejset karosseri og monteret reservedele, så eskadronen kan fortsætte med en ny operation.

Fuldmånen kaster gavmildt sit blide lystæppe over Camp Bastion, mens nattens temperaturer har gjort det ekstra tåleligt at opholde sig udendørs. I et hjørne af lejren står de i små grupper og hyggesnakker, mens de utålmodigt tripper med sikkerhedsskoene; de mange mekanikere fra den danske styrke.

Det er tæt på midnat, og mens det meste af Camp Bastion snorker i teltene, holder de danske mekanikere sig klar til at kaste sig over eskadronens køretøjer som et Formel 1-team på en MacLaren-racer. Da de første lygter dukker op i horisonten, bliver grupperne opløst og værksteder begynder at summe af aktivitet.

Godt forberedt
Det første køretøj, der triller ind på værkstedet, er en Eagle, der skal have repareret elektronikken. En pansret GD og endnu en Eagle følger hurtigt trop og holder kofanger mod kofanger i det store værkstedstelt. Hyggesnakken er holdt op, smøgerne er skoddet, og nu skal der knokles igennem, så eskadronen kan komme af sted tidligt næste morgen.

Af samme grund har mekanikerne også brugt dagtimerne til at forberede sig grundigt på eskadronens pitstop, fortæller seniorsergent Robert Vestergaard, der er sektionsfører for de mange mekanikere

- Vi har fået en melding fra eskadronen i forvejen, så vi ved, hvilke biler der skal igennem hvilke reparationer. Samtidig har mekanikerne været nede og skaffe reservedele, så både værkstederne og stumper har stået klar, længe inden bilerne er begyndt at trille ind, fortæller han.

Motiverede mekanikere
Selv om arbejdsdagen bliver til en arbejdsnat, der for flere af mekanikernes vedkommende først slutter efter solopgang, kan de sagtens holde motivationen høj, fortæller seniorsergent Robert Vestergaard

- Vi kan godt lide at skrue på bilerne og servicere enhederne, og det er faktisk også hyggeligt at prøve at arbejde om natten i stedet for om dagen. Og så motiverer det os meget, at vi ved, at eskadronens soldater kommer fra en skarp opgave og hurtigt skal ud til en skarp opgave igen, siger han.

- Ja, og der skal sgu også mere til at hidse os op, lyder det med et skævt smil fra en kollega bagest i mekanikernes kontor.

Robert Vestergaard kalder nattens opgave for en succesoplevelse. Og det er ikke kun, fordi hans mandskab fik eskadronens biler hurtigt igennem de mange reparationer, han ser tilfredse ud.

- Det er rigtig rart at møde soldaterne, når de glade kommer forbi vores værksted for at hente deres færdige biler tidligt om morgenen, siger han.


Klokken er over midnat, og mekanikerne kaster sig over de mange reparationer i en kamp mod tiden. Om få timer skal bilerne være klar til kamp, når eskadronens soldater atter forlader Camp Bastion.

Klar til nyt rykind
Mens eskadronens mange sandfarvede køretøjer veltrimmede og nyreparerede forlader Camp Bastion i en brun støvsky, kan Robert Vestergaard og hans mekanikere tage sig et velfortjent hvil i formiddagssolen.

Revner i chassiset, ødelagte radioer og flossede kabler. Mekanikerne klarer alle reparationerne, mens soldaterne fra den lette opklaringseskadron tager sig et hvil.

Der skal selvfølgelig stadig repareres motorer og elektronik på resten af DANCONs mange køretøjer, men det næste store rykind kommer først, når opklaringseskadronen vender tilbage fra deres nuværende opgave. Og til den tid er mekanikerne naturligvis klar igen – både til dag- og natarbejde.

Den lette opklaringseskadron er altså ude af Operation Medusa. Eskadronen blev fredag morgen indsat i en ny opgave, og lørdag formiddag var enheden fremme i det område, hvorfra den skal løse sine nye opgaver.

Af hensyn til soldaternes sikkerhed er det endnu ikke muligt at give yderligere oplysninger om den lette opklaringseskadrons opgaver og varigheden af disse.