Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Redigeret af major P. Heien, Chef for Adjudantursektionen samt
Presse- & Informationsofficer
Sidste weekend var der dømt pokerturnering i lejren. Med 64 deltagere fordelt på 8 borde var der lagt op til en hård dyst. Efter ca. 15 min måtte de første forlade bordene. Da alle bordvinderne var fundet, var der lagt op til en rigtig pokerfinale. Klokken 23 og efter 2 timers finalespil var vinderen fundet.
Det blev en konstabel fra stabskompaniet, som løb med førstepræmien på 50 Euro, som var sponseret af kontakt- og velfærdsofficeren, samt et skjold som bevis på, at han er pokerchamp ved den danske bataljon i Kosovo.
De glade vindere af pokerturneringen. Den samlede vinder ses i midten.
Spejderne har været på deres sidste long duration patrulje. Normalt er det lidt tys-tys, hvornår disse patrulje foregår, men denne gang var det en åben patrulje. Turen gik til meget afsides områder, hvor der normalt ikke kommer andre mennesker. Ideen med patruljen er at få kontakt med de mennesker, som bor langt oppe i bjergene, hvor KFOR næsten aldrig kommer.
På disse patruljer er der også en tolk med, så de kan kommunikere med de lokale og høre lidt om, hvordan det går i området.Vi bliver altid modtaget med et smil af de lokale. Patruljen sluttede af med et lille grill arrangement i naturen, inden turen gik tilbage til lejren med helikopter.
Det var også i denne uge, at sanitetsdelingen skulle øve "hoist" sammen med en amerikansk Blackhawk helikopter. Dette bruges i de områder hvor vores egne køretøjer ikke kan komme frem. Her kan helikopteren sende et kabel ned med en stol på, hvor der er plads til behandleren og den tilskadekomne, hvorefter de bliver hejst op i helikopteren, 15-20 meter.
Her ses vores læge og sygehjælper under "hoist" øvelsen.
Da vi har en del materiel, som skal sendes hjem til Danmark, er den store pakning gået i gang. Alt materiel og køretøjer, som skal sendes hjem, bliver kørt til Grækenland, hvorefter det bliver sejlet med skib til danmark.
Da vi snart vil se de første fra hold 15, bliver der for tiden lagt sidste hånd på overdragelsesplanerne, så det nye hold kan komme godt fra start.
Operationssektionen på udflugt
Det har været endnu en stille og rolig, og meget varm uge i Kosovo. Der har i ugens løb ikke været det store arbejdsmæssige pres på operationssektionen, og det har givet tid til at pleje sektionens sociale samvær.
Onsdag var sektionen således på en udflugt med feltpræsten; turen gik først op til "Tyrkerborgen", en gammel ruin fra middelalderen, som kun kan nås ved opstigning ad en lang smal sti, der på visse steder ikke levner meget plads til at træde ved siden af.
Efter at have været rundt på borgruinen og nydt udsigten til alle sider fortsatte turen til Sokolica Kloster - et meget velholdt serbisk nonnekloster - som ligger lidt afsides på en bjergskråning uden for Mitrovica. Turen sluttede af med et besøg i pandekagehuset i Zvecan, hvor der var store pandekager med rigelige mængder nutella til alle. Signalofficeren valgte dog at springe sin pandekage over, da han efter et inkvisitorisk blik rundt i køkkenet havde sine tvivl angående hygiejnestandarden.
Operationsofficeren på toppen….af Tyrkerborgen
Fredag aften var der lagt op til en Trivial Pursuit dyst med internationalt islæt. Operationssektionen deltog med 3 mand, fordelt med Chefen og operationsofficeren på det ene hold og ingeniørofficeren på det andet hold. Første hold talte desuden en estisk TOC medarbejder og andet hold var forstærket med endnu en estisk TOC medarbejder samt kontorhjælperen fra administrationssektionen.
Da Chefen hidtil ikke havde tabt en eneste kamp, var første hold selvskrevne som favoritter til at vinde. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og for første gang under denne udsendelse måtte chefen bøje sig i støvet og erkende sit og førsteholdets nederlag til et stærkere andethold, som viste overhøjde under hele kampen.
Som afslutning på endnu en god uge i det sydeuropæiske tager hele operationssektionen i aften lørdag ud at spise på en lokal restaurant ikke langt fra lejren.
Solopgang over KOSOVO
Torsdag morgen var der nogle personer der stod meget tidligt op. John, vores feltpræst, havde arrangeret en morgentur, hvor man kunne opleve at se solen stå op. 15 var mødt op, og med kaffe på kanden, kameraer og godt humør drog vi af sted 0430. Køretiden var sat til ca. en halv time, og turen gik ud til et plateau umiddelbart i nærheden af det før omtalte Sokolica kloster i nordkanten af Mitrovica. En flot oplevelse.
Solen stiger op i Kosovo
LMT - teambuilding
Situationen er fortsat rolig hernede, og livet går sin stille gang blandt lokalbefolkningen. Høsten er startet, så der er aktivitet ude på markerne. Det har vi mærket en del til, da vores talsmænd ikke er så nemme at få fat i. Men det er godt, at de har noget at lave, da arbejdsløsheden er så høj. Sidste søndag havde vi en teambuilding dag og spillede beach volley, grillede og sluttede af i lejrens biograf.
Dagens tema var Top Gun, så det var selvfølgelig den film, der kørte på lærredet. Vejret var ikke helt med os, da der til tider var lidt overskyet, men vi fik en kanon dag ud af den. Den var ligeledes vigtig for moralen, da der ikke er så meget tid tilbage på missionen. At udsendelsen lakker mod enden betyder også at vi splittes op og kommer til at arbejde forskellige steder i landet.
Mødevirksomheden kom igen på dagsordnen. Chefen og næstkommanderende har været til OSCE og JCC møder, mens de to befalingsmænd har været ude i de små landsbyer til møder med lokale talsmænd. Vi havde også ingeniørerne på besøg, da de var ude for at lave et projekt med nogle rørgennemløb under veje for at modvirke oversvømmelse. Det var et projekt, LMT var blevet gjort opmærksom på, og det blev derefter godkendt og udført af bataljonen.
De lokale sætter stor pris på den hjælp, de får. En af de lokale talsmænd i en serbisk enklave der hedder Suvo GRLO er blevet far for nogle dage siden. Han bød os derfor på en vand på den lokale café efter et sikkerhedsmøde. Både de øvrige serbiske og albanske repræsentanter blev inviteret, og der var en hyggelig stemning.
Invitation af talsmand
En eftermiddag efter patrulje tog vi ud i noget, der hedder Rugova dalen. Naturen derude er helt fantastisk, og vi nød alle sammen turen til fulde. Man kører igennem en dal med klipper lige ved siden af vejsiderne, og nogle steder kører man igennem små tunneler i klipperne.
Der var vandfald, der faldt ned i floden, der løber langs hele dalen. Den smukke tur blev afsluttet med middag på en restaurant, hvor vi sad ud til en kunstig sø fyldt med fisk, som bruges til menuen. Fiskene kunne fodres, og især vores lokale tolk var meget glad for det.
Rugovadalen
Sidst på ugen har der været NSE march, og der har ligeledes været deltagelse for dem, der havde tiden til det. En skøn gåtur med smuk natur er altid dejligt, men frem for alt holder det formen oppe.
NSE march