Posten SKAL ud

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Stabilitet er et flagrende begreb, når man taler postgang i den æseldrevne model

Som danskere har vi – trods en næsten automatisk og typisk dansk surmulen over den utilgivelige slendrian i det danske postvæsen med leverancer efter højst et par dage – en masse til gode at opleve, hvis man vil tale om stabilitet i postgangen.

Tag nu for eksempel vore soldater i de udenlandske missioner, der om nogen har fortjent at høre nyt hjemmefra. De må tage til takke med en postgang, der i bedste fald kan kaldes tilfældig.

Stabilitet kan i den forbindelse være op til tre-fire ugers leveringstid! Og det er ikke, fordi "haster" betyder, at der skiftes transport fra æsel til kamel eller at "anbefalet" betyder, at der ud over modtageren kun er ganske få, der læser brevet.

Nej, det er ganske andre og langt mere håndfaste mekanismer, der gør, at postgangen til de forskellige missioner kan være noget uregelmæssig. Det kan være svært at forstå, men prøv et øjeblik at sammenligne med ferien i et eksotisk miljø, hvor feriekortet til familie og venner ofte først dukker op, når man er kommet hjem.

Og gang så lige den situation med fem eller seks, i hvert tilfælde, når vi taler om post til soldater på mission i Afghanistan. Og det er specielt Afghanistan, der har voldt mange pårørende problemer.

I den yderste ende
For det første er posten fra Danmark til Afghanistan afhængig af, hvornår der er flytransport til området. Det er normalt, at der er fly ud én til to gange om ugen. Posten havner så ved Det Nationale Støtteelement på Kandahar Air Field.

Herfra skal den sorteres, så den kan sendes videre til Camp Bastion, Kabul International Airport og andre destinationer. Også denne rejse foretages, når der erflykapacitet.

Posten er på vej...

Når posten til f. eks. Camp Bastion når frem, skal en del af den p.t. videre til lejren i Musa Qala. Hertil er dansk post undergivet britisk prioritering, og det er englændernes regler, der gælder.

Når der en sjælden gang er en transport på landjorden kan al post, der er plads til, komme med. Både breve og pakker. Det er indtil nu lykkedes en enkelt gang at få gjort rent bord på den måde.

Ellers skal posten med fly, og her prioriterer englænderne – meget naturligt – at forsyninger som ammunition, udrustning, materiel, mad og vand går forud for breve og pakker. Det er derfor ikke altid sikkert, at der er plads på de i forvejen overlæssede flytransporter.

Med andre ord: Jo længere væk fra "postmesteren" man sidder, jo længere tid varer det, før man får brev.

Med undtagelse af Musa Qala når posten som regel frem en uge efter, at den er modtaget i Kandahar eller Kabul.

Den modsatte vej – fra f. eks. Camp Bastion til Danmark – er posten desuden igennem en ekstra manuel håndtering, idet der ikke er en frankeringsmaskine i Camp Bastion. Det betyder, at al posten skal ud af sækkene og frankeres i NSE´et i Kandahar. Det tager også tid.

Som pårørende kan man selv gøre lidt til, at posten kommer frem hurtigst muligt. "Postmester" ved DANCON i Afghanistan, seniorsergent Allan Overlade, beder om, at danske afsendere følger anvisninger om adressering nøje, som de fremgår af DANILOG´s hjemmeside. Det gælder også for afsenderadresser.

Det er naturligvis målet med feltposten, at den skal frem på kortest mulig tid, og ikke være op til fire-fem uger under vejs, som nogle desværre har oplevet. Men vi skal langt væk med brevene, og vi bestemmer desværre ikke selv hele vejen.

Men posten SKAL ud! Også til de pårørende, der besætter de yderste forposter.