Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Axel, Thomas og Ole
Hej derhjemme
I det følgende vil vi forsøge at beskrive den hverdag, som præger opholdet her i det sydvestlige Afghanistan.
Vi bor i en by med 8000 faste indbyggere. 7500 af disse er i det samme erhverv som vort, men bortset fra den detalje er det reelt en provinsby med alle hertil hørende faciliteter m.v.
Her er alt fra lighus over sygehus, kirker, shoppingcenter, park (ej grøn), til civil og militær lufthavn til de største flytyper. Her er fitnesscenter, skønhedssalon, frisørsalon, barbersalon, kaffebarer, sandwichbar, Burger King og Pizza Hut med udbringning til dit værelse eller kontor!
Her er selvfølgelig brandvæsen, gadepoliti, parkeringsvagter og -bøder, vand- og elværk, gadebelysning, rensningsanlæg, bybus, bibliotek, mediecenter, spillearkade, internetcafe, læge og tandlæge, vaskeri, sy- og strygestue, og byens eget Kandahar Airfield Gospel Choir (optræder hver søndag 1900).
Indkvartering er for vores vedkommende i faste lette bygninger med gode toilet- og badeforhold. Møblementet er "udmærket sommerhusmøblement"; det går absolut an. Seng, stole, køleskab, klædeskab, skrivebord, kommode, internet-adgang (mod betaling) samt TV-stik. Alt i audio kan købes indenfor hegnet.
Som I sikkert ved, er her meget varmt, og vi er kommet herned på et godt tidspunkt, idet det ikke på noget tidspunkt har været uudholdelig varmt, bare varmt ad H.. til, men nu bliver det gradvist køligere. Der er støv overalt, og hvis det lufter blot en smule, er det også i luften og trænger ind overalt.
Dertil en konstant baggrundsstøj fra generatorer, fly og helikoptere, biler (alle har egen bil synes det), kølecontainere, udrykningshorn fra gadepolitiet der jagter en stakkels synder og konstruktionsarbejde generelt. Lejren bliver hele tiden større og større.
Udover særdeles gode bade- og toiletforhold så er den anden ende af fordøjelsessystemet også på plads. Udover de oven for nævnte muligheder, som man betaler for (Dobbelt Whopper Cheese er 3,75$), så er der mindst tre store spisehuse, to amerikanske og et britisk.
Vi skal spise i amerikanske faciliteter, mens de øvrige danske spiser hos briterne. Der er en lille forskel, men generelt er det helt i top. Kæmpe udvalg ved alle tre måltider, mulighed for et natmåltid indtil 01.30 for det sene vagtskifte, og alt er gratis! Vinen til maden er dog Chateau de Gås. Stedet er 112% alkoholfrit.
Det med maden er en del af det surrealistiske ved det hele. Vi arbejder på kontorer med moderne IT, intranet i flere udgaver, internet og hotmail, TV og dansk radio (man kan høre "De ringer, vi spiller" eller "Mads og monopolet", hvis man vil), og 25 kilometer herfra slås vi med taleban med sofistikerede våbensystemer.
Mens det foregår, kan vi lige slentre hen og få en "cafe frappe" eller en softice, eller prutte med tæppehandleren eller sidde hos frisøren!
Opgaven er jo ganske enkelt at monitere, koordinere og støtte alle aktiviteter inden for genopbygning og udvikling i den sydlige del af Afghanistan, et område på størrelse med Italien nord for Rom.
Det var alt for denne omgang og kan I nu passe godt på jer selv og hinanden.
Mange gode og lidt støvede hilsner
Axel, Thomas og Ole