[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Øvelse gør mester
Panserinfanteristerne fra Livgarden er ankommet til Bardufoss nord for Polarcirklen i Nordnorge. Sammen med gode kollegaer fra Jydske Dragonregiment og Gardehusarregimentet har der været gennemført en målrettet forberedelse forud for den udfordrende vinterøvelse i Norge.

Forud for selve øvelsen har der i Høvelte - men i særlig grad også i Norge - været gennemført specialundervisning indenfor blandt andet førstehjælp, forhold over for laviner, helikoptertræning og meget mere.

Når man skal fungere effektivt i et så barskt klima, er det ganske enkelt nødvendigt at øve sig i grundlæggende overlevelsesfærdigheder. En seriøs tilgang til og respekt for naturens kræfter har betydet, at alle soldaterne har lyttet intenst til de norske instruktører, når de har undervist i diverse specialer.

En af de særligt spændende oplevelser var gennemførelse af angreb fra såkaldte "assault boats". I flot vejr, med klar himmel og skønne kuldegrader blev dette indøvet i en smuk norsk fjord. Ikke mange af Garderne havde regnet med, at de som soldat en dag skulle sidde med 35 - 40 knob i en gummibåd nord for polarcirklen og øve angreb.

Hold på hat og briller. I en "assault boat" går det rigtig stærkt.
Foto: Konstabel D.C. Rindorf.

Drik vand, kontrollere fødder, se på hinanden…
En af de rigtige gode erfaringer fra øvelsen i Nordnorge er den konstante fokusering på at holde øje med hinanden. Derfor kan der være grænseoverskridende oplevelser, som i førstehjælp hvor en af procedurerne ved nedkøling kan være, at man lægger sig næsten helt afklædt i en sovepose. En rask soldat lægger sig i soveposen sammen med den nedkølede og varmer på denne måde kammeraten.

To mænd i samme sovepose, tæt omklamret, var ikke noget, alle havde prøvet før. Der var et par morsomme kommentarer under øvelsen, men alvoren i dette er alle klar over.

At holde sig nogenlunde varm i dette klima kan tære på kræfterne. Man skal være opmærksom på at drikke godt med vand, hvorfor man med jævne mellemrum kunne høre gruppeførere og andre opfordre alle til at drikke vand.

Tid til lidt hvil.
Foto: Konstabel D.C. Rindorf.

"Urolighederne" kommer nærmere
I skrivende stund er øvelsen netop gået i gang. Selv om det for de danske soldater er meget spændende at lære en masse nyt, så fik de danske soldater også en hovedrolle i forbindelse med starten på den egentlige øvelse.

En uroplaget fiktiv stat har anmodet om støtte til at genoprette ro og orden. Dette skal den norske 6. division søge at etablere i løbet af øvelsen. Da øvelsen startede natten mellem tirsdag og onsdag, blev det derfor spejdersektionen fra Jydske Dragonregiment, der som den første enhed af de godt 6000 deltagende soldater rykkede ind over grænsen til den uroplagede stat. Professionelt løste spejderne de opgaver, som de havde fået af egen bataljon.

Det er tydeligt, at der er respekt om de danske soldater, så de er også blevet forberedt på at skulle gennemføre egentlige luftmobile operationer samt afsiddet angreb over større afstande. At de danske soldater har erfaringer fra Irak, Afghanistan, Kosovo, Sudan mv., er mange af de andre deltagende lande klar over.

Der venter derfor de danske soldater nogle hårde men spændende udfordringer i de kommende dage. Udfordringer som soldaterne selv og de øvrige deltagere i øvelsen regner med, danskerne kan klare.

På post i 25 minusgrader. Opgaven skal løses!
Foto: Konstabel D.C. Rindorf.

Erfaringerne
Når de danske soldater returnerer til Danmark, vil de som enkeltkæmpere have lært en masse om sig selv. Samtidig har de fået en viden, som de kan dele med mange af de andre professionelle soldater i det danske Forsvar.

Panserinfanteribataljonen fra Den Kongelige Livgarde er udpeget til at skulle have kompetencer indenfor vinterkrigsførelse ved den professionelle 1. Brigade. Bataljonen vil sørge for, at den indhentede erfaring samles op og anvendes fremadrettet i forbindelse med blandt andet indkøb af ny udrustning til enkeltmand, erfaringer med materiel og køretøjer i arktisk klima samt naturligvis operative muligheder og begrænsninger i et så udfordrende klima.

På samme måde som de udsendte danske styrker i internationale missioner har kompagniet oplevet et professionelt virkende Nationalt Støtteelement fra DANILOG. Når kompagniet har haft problemer, har DANILOG og HOK leveret den støtte, der har været nødvendig for, at enheden kunne fungere optimalt. Det er afgørende for den enkelte kampsoldat, mekaniker mv. at føle, at støtten hjemmefra er på plads.

Gruppen har eget gruppetelt. En fremtidig løsning?
Foto: Konstabel D.C. Rindorf.

Læs mere om Panserinfanterikompagniets øvelse i Nordnorge. Klik ind på Den Kongelige Livgardes hjemmeside www.forsvaret.dk/lg. Under I/Bataljon findes artikler om winter warfare kursus samt forberedelserne forud for vinterøvelsen.