[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af seniorsergent P. F. Horn, administrationsbefalingsmand i NSE/DANCON/IRAK

Den 28. december var jeg med NSE-eskorten til den amerikanske lejr ved Tallil, et par hundrede km nordvest for Camp Danevang. Det var en lang køretur. Den tager ca. to en halv til tre timer, når man kører i pansrede køretøjer. Hvis man interesserer sig for sand og sanddyngers udformning, havde det været en meget spændende køretur.

Nu har sand aldrig været det, jeg har interesseret mig mest for, så køreturens højdepunkt var helt klart, da vi så to amerikanske Apache Longbow helikoptere, der passerede os i lav højde med høj fart. Det var et storslået syn.

Imponerende tempel
Efter at have afleveret fem danske soldater, som var turens hovedformål, var vi en tur på Burger King (dejligt med lidt afveksling af kosten) og i lejrens indkøbscenter, også kaldet PX. Inden hjemturen var vi et smut forbi ruinbyen Ur, som ligger midt i den amerikanske lejr. Det var en utrolig stor oplevelse, at gå rundt blandt de rimelig velbevarede ruiner.

Tankerne og fantasien fik frit spil. Det var let, at forestille sig, hvordan folk havde levet for flere tusinde år siden i det, der betragtes som civilisationens vugge. Det meste af byen var underjordisk. En markant undtagelse er dog det store og imponerende tempel. Templet var hovedsæde for dyrkelsen af måneguden Nanna.

Seniorsergent P.F. Horn

Ur var en sumerisk bystat i oldtiden. Sumererne boede i selvstændige bystater, men havde fælles religion og litteratur. Sumererne er bl. a. kendt for udviklingen af kileskriften. Kileskriften bestod af kileformede streger, heraf navnet. Kileskriften blev senere brugt til at skrive sumeriske nabosprog som hittitisk, hurritisk og elamiitisk. Ur var længe religiøst og politisk centrum for den sumeriske kultur.

Syndfloden kommer
I det Gamle Testamente er Ur nævnt som Abrahams hjemsted. Abraham var stamfader til Israel og andre semitiske stammer. Han var den første patriark. Ligeledes i det Gamle Testamente skildres hans troskab mod Gud, bl. a. hans villighed til at ofre sønnen Isak på Guds befaling. Den britiske arkæolog Charles Leonard Woolley (1880-1960) ledede udgravningerne af Ur i perioden 1922-34.

Ved udgravningerne, der betragtes som banebrydende, blev der gjort rige fund. De ældste grave viser, at der eksisterede en højt udviklet civilisation her, samtidig med andre sumeriske dynastier, som er nævnt i myten om syndfloden fire tusinde år før Kristus. Syndfloden, som var Guds straf over menneskene for deres synder, var en stor altødelæggende oversvømmelse.

Efter oversvømmelsen var hele området dækket af et ca. 60 cm tykt lag slam. Det er ikke svært at forestille sig den frustration og smerte, de få overlevende må have følt.

Hjemturen forløb uden problemer og store oplevelser. Det er altid dejligt, at komme lidt uden for lejren, så på trods af den lange køretur var det en rigtig god dag.

Ruinbyen i Tallil