[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af P. Heien
major, presse- & informationsofficer

Med en uges forsinkelse blev det endelig sommer for 24 børn fra Mitrovica området.
Caritas, der er en organisation med tilknytning til den Katolske Kirke, gennemførte igen i år en sommerlejr for børn fra Mitrovica området.

Sommerlejren blev gennemført som en multietnisk fire-dages tur til et meget naturskønt område ved Gazivode søen, hvor Albanske, Serbiske og Roma børn i alderen fra otte til 14 år var sammen og arbejdede med emnerne "Human rights", Communication" og "Environment".

Børnene var blevet udvalgt i forbindelse med de aktiviteter, Caritas i løbet af året gennemfører i de områder, hvor børnene bor, og i lighed med tidligere år vil organisationen fortsat følge børnene, når hverdagen melder sig igen.

Den danske bataljon blev allerede i slutningen af maj anmodet om at støtte arrangementet, og efter forhandling blev resultatet, at bataljonen tilbød at støtte med telte, generatorer, borde, stole, enkelte sportsrekvisitter og transport af børnene.

Tirsdag klokken halv ti var to lastbiler på plads foran Caritas kontor i Mitrovica, og på det tidspunkt begyndte børnene at ankomme. Ankomsten, afskeden med far og mor og "afrejsen" lignede til forveksling det man ser i Danmark, når børn i de første skoleår skal på lejrskole.

Nogle får hurtigt overstået afskeden og er hurtigt parat til at stige op i vognene, mens andre har lidt sværere ved at slippe mors hånd og ligeledes har behov for hjælp til at stige op blandt alle de fremmede børn, hvoraf to tredjedele er fra en helt anden etnisk befolkningsgruppe.

Til at holde øje med bataljonens udstyr var der i hele perioden udstationeret to soldater fra Stabskompagniet (1 døgn af gangen) ved lejren, men et vedholdende rygte siger, at de også blev inddraget i aktiviteterne, og flere af dem ærgrede sig over, at de ikke skulle være der i hele perioden.

Også bataljonsstaben besøgte lejren. Det skete om torsdagen, og også deltagerne i dette besøg blev meget hurtigt inddraget i børnenes aktiviteter. Ifølge lederne klarede bataljonen sig pænt.

CH/A + medhjælpere giver en hånd med, i forbindelse med emnet "Human Rights".

Et minde han husker
Den forløbne har været præget af to store begivenheder.
For det første var store dele af bataljonen involveret i en større KFOR ledet øvelse, der blev gennemført i bataljonens ansvarsområde og involverede staben og to kompagnier.

Det er sjældent, der bliver gennemført øvelsesvirksomhed i et operations område, og erfaringerne er, at det skal gennemføres med forsigtighed, så der ikke sker en utilsigtet sammenblanding af øvelse og virkelighed. 

Den anden begivenhed var, at bataljonen navngav en mindre, men betydningsfuld vej i lejren.

Gyden er navngivet efter bataljonens signalofficer Poul Vels, der utrætteligt og særdeles pligtopfyldende har set det som sin mission at få vores TOC, som er lejrens omdrejningspunkt, til at fungere perfekt.

Poul Vels var lokket ud på løbetur, og da han kom tilbage, stod alle opmarcherede og klar til ceremonien.

Til stede ved ceremonien var Feltpræsten, samarbejdspartnere fra det franske signalteam og kolleger fra staben.

 

En stolt signalofficer