Så kom julemanden også til Khandahar

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

INGENIØRDETACHEMENT, ISAF STAGE III
Nyhedsbrev nr. 4, mandag 15. maj 2006

Af Henrik Holm

Endelig, efter en begivenhedsrig tur - først med en gigant af en flyvemaskine, så to dages ophold på terminalområdet i Kabul International Airport efterfulgt af en to dags køretur på Highway 1 (også kaldet Afghanistan Ringvejen) på ladet af en lokal blokvogn – landede Preben Svendsens julegave i Khandahar torsdag aften den 11. maj. Lidt forsinket i forhold til jul, lidt forsinket i forhold til transportplanen.

Julegaven, der her er tale om, er en såkaldt teleskoplæsser, vi primært skal bruge til at fylde Hesco Bastions, flytte containere samt arbejde i højden med personel.

Maskinen er stort set lige rullet ud fra fabrikken. Den er spritny og førerhuset er med klimaanlæg og moderne HiFi anlæg.

Fra den rullede af blokvognen ved gaten og til vi gik i seng sent torsdag aften, så vi stort set ikke Preben himself. Vi hørte hans maskine, vi så blinkene på hans maskine, og da vi stoppede arbejdet lidt før klokken 23, måtte han nærmest trækkes ud af førerhuset.

Så er det jeg aner problemerne tårne sig op i horisonten. For der er jo ingen tvivl om, at det er forsvarschefen, der har betalt regningen for dette vidunder, så den tilhører uden tvivl forsvaret – men i Prebens optik er det er altså Prebens maskine!

Og for så lige at runde gavefesten af for Preben og nogle af de andre, især dem fra det nedlagte, men hæderkronede Jyske Ingeniørregiment, så vakte nyheden om Randers triumf i pokalfinalen i fodbold overordentlig stor jubel. Også for en inkarneret AGF’er som undertegnede, der trods alt har erkendt, at det ikke bliver til guld i år!

Svendsen og hans julegave i arbejde og ved siden af Baisners minigraver!

Vores første krigsskade
Ja helt så slemt er det altså ikke, men J. V. Laursen fik en lettere forstuvning af anklen, da han sprang ned fra førerhuset på den MAN lastvogn, vi har lånt ved det Nationale Støtteelement (NSE).

Han fik tapet anklen op af NSE’ets sygeplejerske med strenge instrukser om at holde benet i ro et par dage.

Det gik sådan set også meget godt de første to timer, for han fangede straks et par kumpaner i et slag ”21” under middagssiestaen. Men da vi startede med arbejdet igen hen på eftermiddagen, syntes han altså, at han lige ville med for at holde os ved selskab. Der gik dog ikke lang tid, før han sprang rundt og satte Hesco Bastions op i to lag, for som han siger, vi er jo kommet her for at lave et stykke arbejde! Fin indstilling, men det må dog ikke gå ud over helbredet.

Hvem sidder der bag skærmen...? Dagen derpå, "jamen den skla jo svejses. Håndværkerne på "sort arbejde".

Den psykologiske tilstand ved ingeniørdetachementet
Apropos krigsskader, så er jeg blevet noget ”bekymret” for den psykologiske tilstand ved ingeniørdetachementet (IGDET).

Som bekendt har håndværkere en noget speciel jargon og omgangsform, det har soldater også. Så når man mikser håndværker jargon med soldater jargon, tilsætter en række ingredienser så som det at være langt væk hjemmefra, isolerede og leve under spartanske forhold i en længere periode, får man en rigtig spændende cocktail.

En cocktail, jeg er ret overbevist om ikke indgår i læsepensum for en stud psyk!

I forsvaret er det normal praksis, at en enhed bliver debriefet af forsvarets psykologer ved hjemkomst fra et missionsområde, og hver enkelt soldat, høj som lav, bliver tilbudt samtaler med en psykolog.

Her forleden aften, efter veludført arbejde, faldt samtalen blandt andet på disse debriefinger og de erfaringer, hver enkelt havde med forsvarets psykologer. Jeg kunne ikke dy mig for at true med, at når vi engang returnerer til Danmark via Kastrup, skulle vi naturligvis lige en tur omkring Militærpsykologisk Tjeneste inde i København, inden turen går videre mod Skive. Hertil kom reaktionen prompte: ”Så får vi s.. da ikke vores familie at se de næste to år”! Se det er jo en godt pointe.

Men ærlig talt. Bag den rå og kontante tone gemmer der sig en række varme hjerter, et solidt kammeratskab og en fælles opfattelse af opgaven og formålet med vores tilstedeværelse. Og det er i bund og grund det bedste grundlag med henblik på at imødegå evt. psykologiske problemer.

”Gammelmands-klubben”
Det hænder, at vi kommer lidt sent i seng. Især som arbejdet skrider frem og termin for færdiggørelse nærmer sig, bliver arbejdsdagene noget længere.

Der er dog et par stykker (ingen nævnt - ingen glemt), der selv om det blev sent af naturlige årsager, er tvunget ud af posen tidligt om morgenen (eller i løbet af natten) – og så kan det ligesom ikke betale sig at krybe tilbage på buffen blot for en time eller halvanden.

Derfor er ”Gammelmands-klubben” eller ”klub 40+” trådt i karakter, og starter dagen med en god kop friskbrygget (dansk) kaffe ude foran teltet. Her sidder de så, og med få ord får de vendt verdenssituationen og ryster lidt på hovedet over de unge knægte, der stadig snuer den inde i teltet.

Forberedelserne til næste etape.
Om ikke så mange dage går Touren videre. Næste etape hedder KAF til Camp Bastion. En lille times rejse i helikopter. En dag til halvanden på landevejen, for det lokale transportselskab tre til fire dage. Altså skal vi allerede nu til at pakke det materiel, der skal videre herfra og til Camp Bastion, så det kan stå klar, når vi lander ude i ørkenen. Vi har jo som bekendt snydt lidt, og sendt syv mand derud allerede i torsdags for at påbegynde arbejdet derude. Dem forventer vi tilbage i dag, mandag.

Vi har jævnligt været i kontakt med vores udsendte medarbejdere over satellit telefonen, og meldingerne derude fra er ikke just opløftende for så vidt angår vejret. En fem til ti grader varmere end her i KAF. De af os, der har bestilt sommerferierejse til sydens sol og varme, er så småt begyndt at fortryde det. En standard dansk sommer hjemme på terrassen er pludselig blevet et utrolig attraktivt alternativ til ”Spies, rejs og vær glad”.

På vegne af IGDET på Tour de Afghanistan

Henrik Holm