Så kører det…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicolas T. Veicherts,
oberstløjtnant,  chef

Hjemme i Danmark betyder det, at den ene dag godt kan ligne den anden - og at man derfor engang imellem skal strenge sig lidt an for ikke at falde helt hen i diverse daglige rutiner. Sådan er det ikke i Afghanistan. Det er snarere omvendt.

Dagligdagen hernede byder nemlig hele tiden på overraskelser, nye opgaver og nye udfordringer. Det er måske også derfor, at mange af soldaterne om aftenen ret tidligt forsvinder ind på deres kvarterer for at sende mail, spille computerspil på vores netværk eller bare læse og slappe lidt af.

Af gode grunde er det især MOT-holdene (observatørholdene), der får mange oplevelser. Deres opgave er i grove træk at køre rundt i vort ansvarsområde og via samtaler med lokale embedsmænd, politichefer, landsbyældste og "manden i marken" at skabe et billede af, hvor langt ud den afghanske centralregerings indflydelse rækker. En anden opgave er at hjælpe landsbyerne med at få rent vand og udbygge skolevæsenet.

Skoleklasse i Ishkashim. Find Holger.

På denne uges ture oplevede MOT 1 med kaptajn Brodersen, oversergent Steger og sergent Hesselund i spidsen grædende børn to gange. Første gang var, da Brodersen, der er ret stor af bygning, blond og med et stort fuldskæg, gik ind på en skole for at dele kladdehæfter og blyanter ud til børnene. Straks han trådte ind, begyndte de mere end 60 børn i lokalet nemlig at græde - og de græd endnu mere, da kladdehæfter og blyanter blev delt rundt.

Hvad de havde fået at vide hjemmefra om ISAF-styrken ved vi fortsat ikke, men heldigvis lykkedes det læreren at berolige dem - og forhåbentlig er de noget mere tillidsfulde næste gang Brodersen og co. kigger forbi. Vi vil i hvert tilfælde gøres vores til at forklare de lokale i området, at vi ikke er taget til Afghanistan for at gøre nogen ondt.

Selve optrinnet blev i øvrigt filmet af overkonstabel Krogh, og vil formentlig kunne indbringe 10.000 kr. såfremt "Hit med videoen" genopstår.

To drenge foran skole i Ishkashim.

Som sagt blev der grædt to gange. Anden gang var efter, at en dreng havde kastet en sten efter en af Brodersens biler, hvorefter han fik en ordentlig 'røvfuld' af en af landsbyens voksne. At børnene - eller rettere drengene - får sig nogle gevaldige drag over nakken, er også noget, man lige skal vænne sig til.

Mere roligt gik det for sig på kaptajn S. Ø. Eriksens tur til distriktet Ishkashim, der ligger et par dages kørsel fra vores lejr i Feyzabad. Turen dertil går over den bro, der helt tilbage fra hold 1, har optrådt flest gange på HOK´s nyhedsside - og som vi derfor også lige vil vise.

Når den har optrådt så mange gange, understreger det også, at konstruktionen er noget mere sikker, end det umiddelbart fremgår af billedet. Ikke desto mindre undersøger vi for tiden muligheden for, at de tyske ingeniørsoldater kan tage med ud og give den et eftersyn.

Brug broen eller kør en omvej på 200 km.

En dagligdags ting er også, at bilerne ofte får diverse småfejl, som vi er nødt til at reparere på stedet. Udover skift af punkterede dæk dækker opgaverne typisk skift af kilerem og efterspænding af bolte i undervognen. Også vores aircondition går ned en gang imellem. Kunsten er selvfølgelig selv at kunne udføre disse meget forskellige opgaver, da MOT-holdene ofte er flere dages rejse væk fra mekanikerstøtte indefra lejren.

En konsekvens af sliddet på bilerne er også, at vore to mekanikere, overkonstabel Laulund og overkonstabel Erichsen, har masser at se til på det dansk-tyske værksted i lejren. De har nok at se til, men får god støtte af de tyske mekanikere - som de også selv giver en hånd, når tyskerne har brug for det.

I den forbindelse er det endnu engang en stor hjælp, at være vokset op tæt på grænselandet - eller som Erichsen - have boet i Sønderborg i en årrække. At kunne tale tysk, bringer os meget langt hernede.

Sergent Borg og konstabel D.Ø. skifter kilerem.

Udover det tyske har vi nu også fået mulighed for at tale det lokale sprog dari. Det skyldes, at tolken Kiani er kommet til Feyzabad - i øvrigt efter at have været seks måneder i det vestlige Afghanistan ved et af de andre danske PRT-bidrag. Kiani er faldet godt ind, og er sammen med overkonstabel Laulund PRT'ets absolutte morgenmænd.

Ingen står tidligere op end de to. Faktisk så tidligt at de som de eneste har bemærket, at det er ved at blive koldere om morgenen. Allerede fra kl. syv, hvor vi andre står op, har solen nemlig skabt grundlaget for endnu en sommerdag.

Meldingen om koldt vejr kommer dog også fra MOT-holdene, der fra turene i bjergene i op til 3000 meter over havet melder, at det ikke er uden grund, at vi har udleveret specielle polarsoveposer. Af tidligere holds rapporter kan vi da også læse, at det ikke varer længe, før de første områder i nord og øst lukkes af regn og senere sne.

Frokosthvil

I skrivende stund foregår der endnu tre dagligdags ting i området. Kaptajn J. A.'s MOT-hold fandt mandag noget gammelt ueksploderet ammunition på en klippeside, som de i morgen vil tage op sammen med de belgiske ingeniører for at få bortsprængt.

Samtidig fortsætter næstkommanderende, major Jacob Alsing, sin kamp mod de mange overflødige kilo i vores enhed - og få kan nu gå forbi vægten foran hans dør uden at føle dårlig samvittighed. Dog ikke O. D. der, efter benhård træning og mere salat, allerede har smidt seks kg.

Alsings seneste projekt er dog med omvendt fortegn, idet han under mottoet "nu skal vi have nogle ærter i de pusterør" er gået i gang med at fede konstabel Møller op. Indtil videre med ekstra desserter og inden længe via maskinerne i motionsrummet.

Endelig så er oversergent Frederiksen på vej ud for at støtte modtagelsen af endnu to helikoptere, der kommer ind med forsyninger og passagerer, mens seniorsergent Christensen endnu ikke ved, at han i morgen vil blive udsat for den månedlige optælling og kontrol af hans pengeskab, der ofte indeholder store beløb i forskellig valuta.

Som nævnt i begyndelsen: Dagligdagen er begyndt at præge os…