Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Henrik Skovhave, major, DANILOG fremskudte føringselement i Irak
Trods forskel i fokusområder og virksomhedskultur hos de involverede parter i forbindelse med lejrflytningsprojektet i Irak, ser det fortsat ud til, at de involverede parter forstår at respektere hinandens behov og dermed er med til at gøre projektet gennemførligt uden de store problemer. Det betyder dog ikke, at en gnidningsfri planlægningsfase og betyder en problemfri gennemførelsesfase. Men vi tror alle på, at det forløber uden at det afspejles alt for meget i den operative indsats.
Projektorganisationens nøglespillere.
En lille måned er nu gået, og opskriften på et solidt samarbejde har i dette tilfælde baseret sig på ingredienser som fælles accept af tingenes tilstand, information, ekspertise og sidst, men ikke mindst, venlighed.
Nuvel; projektet er langt fra fuldendt, men ordsproget "godt begyndt, er halvt fuldendt", håber og tror vi på kommer til sin ret.
Føringselementets samlede opgavekompleks, der er beskrevet i et tidligere nyhedsbrev, løses via følgende samarbejdsrelationer.
Al transport af lejrmateriel fra Camp Danevang, som skal genbruges i den nye danske lejr på Contingency Operations Base, er nøje koordineret mellem føringselementet (FØELM), ingeniørbataljonen (IGBTN), Den Danske Bataljon (DANBN) logistiksektion og Det Nationale Støtteelement (NSE).
Grundlaget for planlægning af transporterne er indledningsvis ingeniørernes behov i den nye lejr. Ingeniørerne arbejder i lighed med os andre efter en meget stram tidsplan, og konsekvensen af en enkelt fejllevering er særdeles målbar, idet en sådan er ensbetydende med udskydelse af lejrens færdigetablering. Et faktum ingen af os kan acceptere.
På baggrund af ingeniørernes behov, udarbejder DANBN materielflytteplaner, herunder nye planer for justeret indkvartering i Camp Danevang.
Med DANBN flytteplaner i hånden, er FØELM opgave at koordinere selve transportvirksomheden, herunder rekvirering af transporter, løftegrej, mandskab og eskorter.
Hver gang en FAB (beboelsescontainer) sendes til den nye lejr, må soldaterne i Camp Danevang flytte tættere sammen eller i telt. Det er selvfølgelig ikke sjovt for soldaterne at skulle flytte "midt i det hele", og senere i forløbet til en ny lejr.
Som projektledelse er det nemt at sige, "at sådan er det bare". Kunsten er derfor at formidle budskabet til soldaterne, og få dem til i en eller anden udstrækning også at acceptere, at "sådan er det bare". På det område er vi nået langt gennem fælles information.
Et tidligere "soldaterhjem" holder flyttedag
Dagens transport til Contingency Operations Base venter på eskorte
Når den nye danske lejr er bygget færdig og soldaterne fra hold 8 er overflyttet til denne, står vi af gode grunde tilbage med en soldaterforladt Camp Danevang. Hvis ikke den irakiske hær vil eller kan overtage vores lejr, skal den ryddes til bar mark. Vi kunne selvfølgelig blot lade "døren" stå åben, når vi alle forlader den engang i det nye år. I så tilfælde vil Camp Danevang "helt af sig selv" blive til en bar mark i løbet af meget kort tid.
Det er naturligvis ikke en gangbar løsning, hvorfor FØELM i samarbejde med Hærens Operative Kommando (HOK) og Forsvarets Bygnings- og Etablissementsforvaltning (FBE) har sendt afviklingsopgaven i udbud. Med hensyn til samarbejde i dette regi har vi været meget heldige, idet såvel ressourcepersonen fra FBE som ressourcepersonen fra FØELM begge var med til at lede bygningen af Camp Danevang i sin tid. Deres ekspertise har betydet, at vi har kunnet sende et grundigt og velunderbygget udbudsmateriel ud til mulige entreprenører.
Forhåbentlig har indholdet af dette nyhedsbrev givet læseren et indtryk af, at FØELM hverdag er fyldt med spændende og mangfoldige opgaver.
En tilfældig dags aktiviteter kan spænde lige fra at undersøge, om der madrasser til de nye feltsenge, vi får stillet til rådighed af briterne i den nye lejr, planlægning og udførelse af transporter, modtagelse af cargofly, tilsikring af at ingeniørerne får deres leveringer til tiden, møder med briterne m.m.
Der er i dette nyhedsbrev kun beskrevet en del af de opgaver, som FØELM er sat i verden for at løse. Koordination og samarbejde med briterne er selvfølgelig også en del af vores hverdag, men mere om det en anden gang.
Efter at have læst dette nyhedsbrev, vil læseren måske spørge sig selv, om der da slet ikke er noget negativt at skive hjem om.
Svaret på dette spørgsmål er; at det er da klart, at alt hernede ikke går som smurt i olie. Der skal ædes en kamel i ny og næ, men da vi er i en ørken, er der rigeligt af dem!