[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den danske styrke, der skal sendes til Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan, er i disse dage i Oksbøl for at gennemføre den afsluttende missionsorienterede uddannelse.
Styrken er på 290 soldater og vil tage til Afghanistan i begyndelsen af juni og vende hjem igen i begyndelsen af oktober.

De danske soldater har været under uddannelse siden december 2005, og i januar-februar var de på en øvelse i England, hvor samarbejdet med de engelske styrker blev øvet.
Opholdet i Oksbøl er den afsluttende træning, og den afsluttes med en feltøvelse fra fredag til lørdag.

Mange ting øves
Øvelsesugen i Oksbøl består af mere end 20 stationer, hvor der undervises og trænes i alt lige fra indøvelse af kontaktfærdigheder over for den lokale befolkning med brug af tolke og over til egentlige kamphandlinger, hvis man skulle falde i et baghold.

Den afsluttende øvelse består i at udsende en række patruljer og afsøge områder og huse, og i det hele taget er øvelsesmiljøet så livagtigt som muligt. Der trænes simpelthen i alle de ting, som man kan forudse, at de danske soldater kommer ud for i Afghanistan.

Under feltøvelsen er der et livagtigt miljø med udklædte, lokale afghanere, der spilles af soldater og en række sprogofficerer. Foto Lars Olesen

Samarbejde med englænderne
I Afghanistan vil det danske kontingent indgå i den NATO-ledede ISAF-styrke, der overtager ansvaret fra amerikanerne, som siden 2001 har ført "krig mod terror" under Operation Enduring Freedom i det sydlige Afghanistan.

I spidsen vil være en mulitinational brigade, der er canadisk ledet, og som også har soldater fra England og Holland.

De danske soldater skal bo og arbejde sammen med en større britisk enhed, som størsteparten af det danske kontingent underlægges i missionsområdet. De fleste af de britiske soldater hører til 3. faldskærmsbataljon, idet også soldater fra andre britiske enheder og Estland indgår sammen med danskerne.