[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Bataljonens informationskampagne har tilsyneladende kun haft delvis succes.

Situationen er mere spændt end normalt i det danske ansvarsområde i Irak.

En dansk patrulje fra spejdereskadronen blev beskudt søndag eftermiddag, da den forsøgte at yde førstehjælp til 10-15 børn, der var blevet påkørt af en lokal personbil 10 km syd for Al Qurnah. Patruljen affyrede varselsskud, trak sig ud af området og kørte nogle af de kvæstede børn til det nærmeste hospital.

Panserinfanteriet blev samme dag mødt af stenkastende unge i Al Hartha.

Indtil først på søndagen så det ellers ud til, at danske soldaters gode ry og bataljonens informationskampagne med løbesedler, tv-optræden og mødeaktiviteter havde haft en beroligende virkning på lokalbefolkningen.

Spejdereskadronen uddeler løbesedler om Muhammed-sagen.

Fund af vejsidebombe
Dagens usædvanlige angreb imod hjælpsomme danske soldater tyder imidlertid på, at en del af irakerne lader sig rive med af den vrede, der har bredt sig til det meste af Mellemøsten.

Vreden over Muhammed-tegningerne har også ført til krav om, at den danske bataljon skal undskylde på Danmarks vegne. Der har været demonstrationer i Iraks større byer, og der er indløbet trusler om angreb fra terrorgrupper og islamistiske organisationer.

Søndag fandt og fjernede den irakiske hær en vejsidebombe og en vejsidebombe-attrap syd for byen Al Qurnah i det danske ansvarsområde. Den danske bataljon kan ikke afgøre, om vejsidebomberne skulle være rettet imod danske soldater, og om truslen i givet fald er opstået som følge af Muhammed-tegningerne.

Den danske bataljon tager truslerne alvorligt og har taget de nødvendige forholdsregler. Den danske lejr ligger i forholdsvis rolige omgivelser sammen med bl.a. 3000 britiske soldater, og når bataljonen opererer uden for lejren, sker det med en afbalanceret og beskyttet styrke.

Feltpræsten bliver interviewet af Al Marbed tv-station.

Appel om samarbejde
I løbet af ugen har bataljonen forklaret, at den hverken bifalder eller føler sig ansvarlig for en privatejet avis’ karikaturtegninger.

Løbesedler er blevet uddelt i lokalområdet og der har været afholdt møder med myndigheder, sheiker og religiøse ledere. Kun i Basra-forstaden Al Hartha var mødedeltagerne ikke lydhøre overfor bataljonens synspunkter.

Lørdag aften optrådte bataljonen på sydirakisk lokal-tv. Bataljonens stedfortrædende stabschef, feltpræst og presseofficer forklarede samstemmende, at de krænkende tegninger ikke bør ødelægge det gode dansk-irakiske samarbejde.

Danske soldater er godt bevæbnet og beskyttet til at forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hærens Operative Kommando har ikke yderligere at tilføje til den aktuelle situation. Udover at situationen følges nøje, og BTN løbende tager de nødvendige forholdsregler.

Supplement til færdselsuheld ved dansk bataljon i Irak
06-02-2006 kl. 15:36
Danske soldater skød sigtet skud i forbindelse med et færdselsuheld søndag, hvor flere børn blev påkørt af en irakisk bilist.