Skolemøbler og murmeldyr

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af major Jesper

Siden det sidste brev har vi sagt farvel til feltpræsten Lone, som blot skulle have været på et kort besøg hos os i Chaghcharan, men endte med at sidde fast herude i 11 dage.

Det viser lidt om vore forbindelser med resten af omverdenen, Ghor-provinsen er virkeligt "langt ude på landet" - ikke engang kragerne har fundet herud!

Med i flyet, som det lykkedes Lone at få plads på, var også vores tiende mand på holdet. Vi har siden afrejsen fra Danmark først i august manglet vores kører på andenvognen i patruljen nemlig overkonstabel Flemming.

Langt om længe kan vi så kalde Chaghcharan-holdet for samlet, blot mangler vi nu vore to køretøjer, som på femte uge er på værksted i Kabul.

Patruljen har dog ikke ligget på den lade side af den grund, idet den har løst mange forskellige opgaver som for eksempel vagttjeneste i camp'en, eskortetjeneste for stabens personel samt fodpatruljer rundt i Chaghcharan by. Lidt sandsækketjeneste er det også blevet til - en knap så populær disciplin.

Jeg har som dansk CIMIC-officer (civilt-militært samarbejde) deltaget i et par patruljer rundt i provinsen de seneste uger og vil berette lidt fra den første tur.

Før min ankomst til Chaghcharan havde min forgænger, major Morten, forberedt et projekt ude i en af provinsens yderdistrikter. Jeg skulle afslutte projektet for Morten ved at levere skolemøbler til en pigeskole i Ghorprovinsens Tulak-distrikt.

I denne del af Afghanistan består langt de fleste skoler af simple telte på ca. 18-20 m2 størrelse, hvori der undervises 30 skolebørn ad gangen! Børnene har ingen borde og sidder direkte på gulvet uden underlag.

Det er hverken praktisk eller sundt, og for pigerne giver det kolde lergulv anledning til blandt andet underlivssygdomme. Morten havde inden sin afrejse fået lavet 50 små skoleborde hos en tømrer i byen, hver med plads til tre elever, samt 50 lange puder til at sidde på. Puderne var blevet fremstillet som et beskæftigelsesprojekt for enker og enlige kvinder her i Chaghcharan og støttede herved en anden svag befolkningsgruppe.

Da vor egen danske patrulje ikke var operativ grundet køretøjernes værkstedsophold, fik vore kroatiske kolleger opgaven at eskortere møblerne og undertegnede ud til pigeskolen i deres Toyota Landcruisers, mens bordene og puderne blev læsset på to terrængående UNIMOG-lastbiler.

CIMIC konvojen holder pit-stop undervejs.

De ti timers kørsel til Tulak var såmænd ikke mere end ca. 225 km i afstand, men alligevel en lang, støvet og trættende køretur.

Vejenes tilstand i det centrale Afghanistan er mildt sagt forfærdelige, og afstande måles derfor ikke i km, men i timer. Vi var nødt til at overnatte undervejs, og af sikkerhedsmæssige årsager foregår dette som oftest på en bjergtop et stykke væk fra veje og landsbyer, idet vi her er bedre beskyttet på denne måde.

Som på nybyggermaner i en westernfilm køres bilerne sammen i en cirkelformet vognborg, hvorefter vi lægger os under åben nattehimmel i soveposerne inde i midten af borgen.

Vognborg

Militære enheder udstiller altid vagtposter som sikring, og lidt over midnat blev det min tur til at være vågen et par timer. Min kroatiske kollega havde lige vækket mig, da et af alarmblussene, som skulle advare os om eventuelle uønskede gæster, pludselig gik af.

I løbet af få sekunder var alle mand ude af poserne og lå med skudklare våben under og mellem bilerne, klar til at forsvare os mod den eller det som havde udløst alarmblusset.

Efter nogle minutters venten, og en efterfølgende afsøgning af terrænet med vores lysforstærkende natkikkerter, blev vi klar over, at det var en falsk alarm, og de øvrige kunne kravle i poserne igen for at sove videre, mens jeg havde vagten.

Næste morgen undersøgte vi alarmblusset, og vi formoder, at alarmen var blevet udløst af et murmeldyrsagtigt kræ, som findes overalt herude i bjergene. I minutterne efter at blusset havde lyst landskabet op, stod vores hår lodret op i luften og alle lå anspændte klar til hvad som helst! Hvem kunne vide, at det blot var et fredeligt lille dyr, som sikkert var blevet mere skræmt end vi?

Vognborg

Efter en kort morgenmad fortsatte vi mod Tulak, og en god times tid senere kom vi til landsbyen og pigeskolen. Vi blev mødt af skolens inspektør og lærere, som viste os skoleteltene, og vi kunne nu selv se, hvor primitive forhold de små unger havde, og at vore medbragte skolemøbler ville gøre stor gavn.

Skolemøbler

En ældre herre præsenterede sig og fortalte, at han var skoleinspektør i nabobyen, og at hans skole var i samme situation som denne. Jeg lovede, at vi næste gang vi havde en dansk patrulje i området, ville kigge forbi for at se på forholdene. Manglende skolemøbler er mere reglen, end undtagelsen her i Ghor-provinsen, som har mere end 250 teltskoler.

Behovet for hjælp er derfor stort specielt for pigeskolerne, som oftest prioriteres sidst i rækken, når der uddeles udstyr fra myndighederne. Efter at havde overdraget bordene og puderne fik vi lige et par billeder af børnene med hjem. Deres glade ansigter var hele turen herud værd.

Skolemøbler

Tilbage var blot igen at køre ti timers langsommelig og støvet terrænkørsel tilbage til camp'en i Chaghcharan. En prøvelse i udholdenhed af både biler og mandskab, men tanken om et varmt bad og en nattesøvn uden forstyrrende murmeldyr var dog stærkt formildende.

Som afslutning på denne uges beretning, skal jeg nævne, at alle danske i Chaghcharan har det godt og er ved godt mod. En pakke dansk lakrids vil altid være velkommen herude…

Elever foran møblerne.