Stridsøksen skal begraves …

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jørgen Pedersen,
major, presseofficer

Det er ingen kunst at vinde krigen… kunsten består i at vinde freden - og med dette visdomsord i baghovedet arbejder de danske soldater i Kosovo. Ofte er det de utraditionelle virkemidler, der giver det bedste resultat, og derfor blev det besluttet, at man ville bidrage med arbejdskraft og økonomiske midler til etablering af en legeplads ved skolen i Runik ud fra den filosofi, at hvis man kunne give børnene noget at være fælles om, ville man måske også kunne bibringe dem en fælles forståelse for fredelig sameksistens.

Ingeniørernes rendegraver tiltrak sig megen opmærksomhed.

Runik er en lille by i den sydvestlige del af det dansk ansvarsområde og har ca. 3000 indbyggere, der hovedsageligt er kosovo-albanere. Skolen har ca. 800 elever, der dækker syv klassetrin.

På overfladen virker Kosovo fredelig og næsten idyllisk, men bag idyllen og de små maleriske landsbyhuses mure lurer spændingerne, og selv om langt de fleste lokale hilser venligt på de danske soldater, så vil de selv samme folk ikke genere sig for at chikanere andre etniske grupperinger. Netop denne problematik blev startskuddet til Projekt Legeplads i Runik, idet man havde oplevet, at ungdommelige elementer fra den kosovo-albanske befolkningsgruppe havde kastet sten efter en bus med kosovo-serbere.


Klasseværelset bærer tydelige præg af megen brug.

KFOR initierede et antal møder med øvrighedspersoner i Runik for at prøve at komme dette uvæsen til livs, og her antydede en lokal talsmand, at det muligvis kunne skyldes kedsomhed, at man havde kastet sten efter en forbipasserende bus.

Heldigvis var repræsentanterne fra KFOR i stand til at læse mellem linierne, og efter forhandlinger blev det besluttet, at den danske bataljon og OSCE skulle lave et fælles projekt, som skulle udmøntes i en kombineret legeplads og sportsplads.

OSCE skulle tilvejebringe økonomiske midler, og bataljonen skulle fremskaffe arbejdsstyrken i form af ingeniørdetachementets maskin- og konstruktionsdeling.
Projektet skulle resultere i en legeplads med gynger og vipper, en fodboldbane, en volleyballbane og to basketballbaner.


Ingen tvivl om hvem, der har leveret og opsat basketballkurven.

Den gamle sportsplads var nærmest at betegne som en knoldet pløjemark, og underlaget bestod af meget finkornet lerjord, som blev forvandlet til mudder, når det havde regnet. Ingeniørerne gik i gang med at jævne banen, og her fik man sig en overraskelse, da det viste sig, at grundvandet stod mindre end en halv meter under overfladen. Projektet var lige ved at gå stå, før det rigtigt var kommet i gang, men heldigvis var OSCE i stand til at arbejde hurtigt, og der blev bevilliget penge til at gennemføre nedlægning af drænrør på sportspladsen.

Ingeniørerne valgte at rejse en lille teltlejr og blive boende på arbejdsstedet, indtil alt var afsluttet, hvilket rørte de lokale dybt, og de danske soldater blev beværtet efter alle kunstens regler med diverse gastronomiske tiltag. De danske soldaters arbejdsiver motiverede også nogle af de lokale mænd til at give en hånd med.

Lokale indbyggere hjælper med at fylde sandsække.

Der blev arbejdet hårdt og målrettet, og efter kort tid begyndte det hele at tage form, og der var aldrig tvivl om, at færdiggørelsen blev imødeset med stor utålmodighed fra de kommende brugere, der hver dag sværmede omkring de danske soldater.

Den nybyggede vippe bliver afprøvet af 16 børn … på én gang!

Børnenes begejstring var stor og umiddelbar, og legepladsen er i brug fra tidlig morgen til langt efter mørkets frembrud.

Efter mindre end to ugers arbejde var arbejdet fuldført og alt, hvad der nu manglede, var den formelle indvielse af anlægget.

Bataljonen var repræsenteret af stabschefen, oberstløjtnant Jette Albinus og CIMIC-officeren, major Arne S. Jakobsen ved indvielsen, hvor der desuden deltog en repræsentant fra OSCE samt forskellige øvrighedspersoner fra Runik og - ikke at forglemme - en veritabel myretue af børn, der myldrede rundt på legeplads og boldbaner.

CIMIC-officeren havde udvist stor forudseenhed, idet han havde medbragt en sæk med bolde, og er der noget, der kan få hjertet til at smelte i en gammel, garvet gardehusars bryst, så er det tindrede øjne og overstadig barnelatter, der genlyder over den nybyggede legeplads.

Byggelysten havde nu grebet andre enheder ved bataljonen, og her skulle det gå ud over KFUM`s soldaterhjem, idet man efter at have gennemført "green day" (totaloprydning i hele lejren) besluttede, at "kuffen" skulle have egen flagstang.

Stabskompagniets lejrsektion stillede velvilligt arbejdskraft til rådighed og 6. september kunne bataljonschefen så sætte flaget for allerførste gang ved soldaterhjemmet.

Kirsten og Poul Erik med deres nye flagstang.

Mekanikerne fra reparationsdelingen samt andre tilfældigt opdukkende soldater bidrog til festligholdelsen, hvor "kuf-mutter" diskede op med kaffe og chokolade.

Soldaterhjemmet er et fast holdepunkt for soldaterne og nok det nærmeste, man kommer en rigtig dagligstue her i lejren.

Kaffe og hjemmelavede lagkager kan gøre selv den mest hårdkogte infanterist blød i knæene og så har Kirsten sikret sig en plads i soldaternes hjerter, idet hun for et mindre gebyr har påtaget mærkepåsyning og det har resulteret i perioder, hvor symaskinen gløder.

Åbningstiderne er meget fleksible og om natten er der behagelig selvbetjening, således at vagtpersonel og hjemvendte patruljer kan nyde de sørgelige rester fra aftenens kaffebord.

Takket være soldaterhjemmet og Kirsten og Poul Eriks behagelige og imødekommende væremåde er det altid muligt at finde et åndehul i dagligdagens arbejdsopgaver.