[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jacob Pries-Hansen
presseofficer

De danske soldater i Musa Qala er ved godt mod, trods Talebans talrige angreb på deres lejr i Helmand i det sydlige Afghanistan. Siden styrken blev indsat i den lille by 21. juli, har den været angrebet 50 gange med raketter og granater, der dagligt stryger mod den støvede lejr.

Men trods de mange angreb har danskerne været i stand til at beskytte både lejren og de afghanske soldater og politifolk, der opholder sig der.

- Selvfølgelig er vi påvirkede af de mange angreb - særligt når Taleban bruger raketter imod os, men som sagt er vi ved godt mod trods de mange sammenstød, fortæller Lars. Han er major og chef for styrken i Musa Qala

Lejren i Musa Qala fungerer som den afghanske regerings distriktskontor og er samtidig garnison for den afghanske hær og politi. Derfor er det vigtigt, at soldaterne yder massiv beskyttelse. Uden majoren og hans danske enhed samt den tilknyttede engelske enhed, havde både de afghanske politifolk og soldaters skæbne været overladt til Taleban.

I kraft af den danske tilstedeværelse vajer det afghanske flag altså fortsat side om side med Dannebrog i Musa Qala. Og selv om Taleban har angrebet mange gange for at genvinde kontrol over byen, har de danske soldater stået fast - og det bliver de ved med, så længe opgaven kræver det, fortæller majoren.

Udover de danske soldaters store erfaring består deres beskyttelse i Musa Qala stort set af de på stedet værende bygninger, udnyttelse af terræn og bevoksning, sandsække og de pansrede køretøjer.

- Vores enhed er meget erfaren, og trods de primitive vilkår og hårde betingelser, virker tingene, når de skal, siger major Lars.

Læs mere om samme emne i Politikens kronik

Selv om operationen i Musa Qala har været i gang siden 21. juli, er soldaterne fra den danske styrke ved godt mod.