Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af O. N. Nielsen
seniorsergent, Kandahar
Da TERM (terminalhold) kom til Kandahar Airfield (KAF) i starten af maj, stod det os hurtig klart, at der var tale om en meget stor udfordring. Men er det ikke noget af det bedste, man kan blive stillet overfor på et HOLD 1? Og udfordringer er mere end velkomne.
Ikke mindst fordi vi var blevet klædt godt på rent mentalt og uddannelsesmæssigt. Og så må vi jo heller ikke glemme, at de fleste i TERM er nogle gamle rotter, der har arbejdet med mange af de samme opgaver under andre himmelstrøg.
Her stod TERM over for det mest optimale i en situation, som er ny. Nemlig at starte helt fra bunden med alt, hvad dette indebærer.
TERM holdet på KAF.
Det betød ganske naturligt, at der skulle foretages et væld af henvendelser til vores britiske samarbejdspartnere og til de øvrige nationer. Samtidig med at logistikken allerede var i gang, både hvad PAX (personel)og CARGO (gods) angik. Og vi glemmer heller ikke, at der kom taktiske operationer ind i billedet, som betød ændringer i arbejdsgangen.
Og vores arbejdsgang er også blevet berørt af de ting, som har fundet sted ude i den store verden. Det viser blot, at det hele hænger sammen og begrebet "fleksibel soldat" er kommet til sin ret.
Der var ikke noget, der blev leveret på et sølvfad. Det var på med arbejdshandskerne, og så gjaldt det om at holde tungen lige i munden. Briterne fik hurtigt øje på TERM, for de var over det hele både dag og nat. Og er der noget, som skaber respekt, så er det soldater, der arbejder ihærdig, ufortrøden og vedvarende.
Det ender til sidst med, at danskerne bliver en del af helheden og bliver taget seriøst. Og så må vi jo heller ikke glemme, at der er blevet skabt et væld af gode forbindelser både på det rent faglige og det venskabelige plan. Og det skyldes også det danske væsen og sind. Vi når rigtig langt på vores smil og gode humør.
Disse forretningsforbindelser, disse fundamenter, der er lavet af jernbeton via blod, sved og glæde, er kæmpe konstruktioner, der ikke blot vil stå til HOLD 2 overtager, men også er selve grundlaget for de komne overdragelser.
At skabe disse fundamenter, at skabe disse forbindelser og skabe den logistiske profil, har krævet en kolossal arbejdsindsats, og jeg vil naturligvis gerne sende en stor tak både til DANILOG (Det Danske Internationale Logistikcenter) og mine brave svende i TERM, som har stået for selve byggearbejdet.
Det har ikke været nemt, men det giver en stor tilfredsstillelse at se konstruktionen tage form. Vi har ved flere lejligheder sendt en eller to repræsentanter ud til de andre forlægninger.
Disse repræsentanter har arbejdet som ambassadører for NSE for at rette strukturen til og finde forretningsgange, som har til formål at gøre forsendelser af gods og soldater mere strømlinet og forøge effektiviteten. Det har hele tiden været målet at gøre TERM til en velsmurt maskine på alle niveauer.
Briterne har især grundet ændringer i besætninger, forretningsgange og procedurer stillet store krav til TERM´s evne til at kunne omstille sig til en ny situation. Men trods disse forandringer er helheden intakt. Vi har en ubeskrivelig evne til at rejse os igen og igen.
Der er taget mange initiativer, som har gjort CARGO behandlingen mere harmonisk. Det gælder lige fra selve styringen af godset, pakningen og selve transporten. Der er også lagt et stort arbejde i selve hjertet af TERM-arbejde, og det er behandlingen af farlig gods.
Selv om briterne er kommet med mange yderligere krav, så har det ikke fået os til at bukke os i støvet, men tværtimod har det fået os til at arbejde endnu mere målrettet. For vi ved jo i den sidste ende, så står der en dansk soldat et eller andet sted ude i ørknen og ser op mod himlen, mens han skygger for øjnene med den ene hånd.
Og glæden er ubeskrivelig, når han ser en af disse store grågrønne metalfugle kredse rundt over ham for til sidst at kaste et guldæg af forsyninger ned i hans udstrakte arme.
To C-130, Hercules kommer med guldæg til KAF.
Jo flere guldæg, der kan lægges i reden, jo mere tilfreds er vi i TERM. Men ind imellem så bliver disse britiske metalfugle trætte og må hvile. Så skal de lige pudse fjerdragten, før de kan gå på vingerne igen. Og imens kikker vores soldater et eller andet sted syd på efter håb.
For disse metalfugle er et tegn. De bringer alt det med, en soldat har brug for. Ikke mindst feltpost. Og det lille posthus har haft rigtig travlt med at sende breve og pakker frem til dem i forreste linie.
I sidste uge forlod vi vores teltlejr Camp Faraway og flyttede nærmest ind til centrum. Denne flytning har faktisk betydet, at vi er kommet tættere på vores samarbejdspartnere og vores kontorer, hvilket gør, at vi får mere tid til løsningen af vores opgaver, da tid til transport nærmest forsvinder.
Endvidere er det også blevet muligt at indrette os mere permanent, da det lige fra starten har været planen, at vi skulle flytte under tag.
Vores nye indkvarteringsbygning.
TERM kommer og TERM går. Når vi vender vores kalender og september forsvinder, står oktober for døren, så er vi nået til det punkt, hvor overdragelsen finder sted til HOLD 2.
Det er med stor tilfredshed, at jeg som TERMGF (terminalholdsgruppefører) kan lade overdragelsen finde sted. Ikke mindst fordi jeg ved, at den konstruktion, der bliver stillet til disposition for det næste HOLD, er klar til fortsat brug.
Det er en stor gevinst, at der er en forskydning mellem HOLD 1 og HOLD 2 samtidig med, at der er nogen, som bliver og fortsætter i samme takt over i det næste hold. Vi kan med glæde enten drage mod vores kære der hjemme eller tage endnu en tørn i den fælles kamp i denne multinationale operation.
Jeg ønsker alle jer, der drager mod det kolde nord, gode tider, og til jer, der kommer, skal lyde et stort velkommen i sydens kedel.