Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af forskellige
Denne uge lod mere end antyde, at efteråret lurer henne om hjørnet, idet regnbygerne begyndte at tage til, men lige pludselig besluttede vejrguderne at lade sommeren få endnu en chance, og vi har igen det smukkeste solbeskinnede sensommervejr. Vel er de træklædte højdepartier omkring lejren stadig grønne, men de umiskendelige gyldenbrune efterårsfarver er begyndt at dominere.
Militærpolitistationen i sensommersolskin.
Kaptajn Carl-Henrik GULDBÆK fra operationssektionen fortæller:
- Den forgangne uge var præget af besøg af nøglepersonellet fra det kommende KFOR, hold 16, som var på chef- og nøglepersonelrekognoscering i Kosovo. Det var en underlig fornemmelse, at have dem på besøg ihukommende, at det ikke er længe siden, vi selv overtog missionen. Den kommende chef for Operationssektionen samt signalofficeren var med fra hold 16.
Der var intense drøftelser om situationen hernede, om operative muligheder samt om signaltekniske forhold.
Da der ikke er grund til at genopfinde den dybe tallerken, fik den kommende chef for operationssektionen relevante planer og papirer med hjem i elektronisk form, således at hans sektion har et grundlag at arbejde ud fra, når den skal til at planlægge og tilrettelægge øvelser for enhederne på hold 16.
Nøglepersonellet fra hold 16 er ankommet og de først erfaringer udveksles umiddelbart efter.
Da det er i slutningen af måneden, har sektionen koordineret skydebanetildeling for bataljonens enheder, både bataljonens egen skydebane, Buljinovac, og eksterne skydebaner, hvor der kan skydes med tungere våben, idet vores egen skydebane ikke giver mulighed for skydning med andet end almindelige håndvåben.
Sammen med premierløjtnant Lars B. Østbjerg, der er fører for ingeniørdetachementet, har jeg deltaget i "Chief Engineers Conference", hvor der blandt andet koordineres ingeniørstøtte til projekter, som alle KFOR ingeniørenheder skal støtte. Da vinteren nærmer sig, er der projekter, som er vigtige at få afsluttet i en fart, blandt andet færdiggørelsen af en lejr, hvor KFOR-soldaterne endnu bor i telte.
I denne uge udveksler den danske bataljon en panserinfanterideling med en tysk deling fra Camp Nothing Hill. Lejrens maleriske navn hentyder faktisk noget til dens tilstand, idet lejren er under opbygning i et temmelig øde område, og komforten er endnu meget begrænset. Det er derfor ikke underligt, at den tyske enhed er meget tilfreds med at skulle bo i Camp Olaf Rye i en periode.
Leave-perioden er også startet for operationssektionen, og det kommer til at kunne mærkes, at der nu kun er tre mand til at arbejde for fire. Den første måneds meget hektiske start er heldigvis afløst af et lidt mere roligt tempo, så det skal nok gå godt.
Den væsentligste bro i Mitrovica (Austerlitz-broen) har været lukket 26. august til 25. september for civil trafik på grund af to håndgranater, der blev kaster mod en serbisk cafe lige ved broen. Broen blev genåbnet for civil trafik den 25. september om morgenen.
Allerede om aftenen kom to grupper unge mennesker i klammeri ved broen, og den blev igen lukket. Broen blev dog genåbnet for civil trafik den 27. september. Broen ligger ikke i dansk ansvarsområde.
Situationen i det danske ansvarsområde er fortsat rolig, hvilket vi er glade for.
Militærpolitiet beretter:
- Vi er efterhånden faldet rigtig godt på plads hernede, og folk har fået styr på deres materiel og arbejdsopgaver inden for deres forskellige ansvarsområder. Der er blevet kørt mange patruljer, og vi har nu et godt kendskab til det meste af bataljonens ansvarsområde.
Endnu en patrulje i ansvarsområdet.
Militærpolitiet er en vigtig del af bataljonens indsatsberedskab, og dette beredskab trænes med jævne mellemrum for at kunne holde en høj træningsstandard. Beredskabet iværksættes ved, at der alarmeres "FALCON", og kravet til alle enheder, der indgår i dette beredskab, er, at de skal kunne køre ud af lejren mindre end fem minutter efter, at de er blevet alarmeret. Øvelserne er gået godt, og alle har efterhånden lært deres opgaver at kende.
Alle arbejder målrettet under alle forhold.
Militærpolitiet laver også parallelpatruljer med Kosovo Police Service (KPS), hvor vi har hjulpet dem med at lave hastighedskontrol, da de ikke selv har udstyret til dette.
Parallelpatruljerne forgår på den måde, at KPS tager sig af de civile fartsyndere, og vi tager os af de militære. Patruljerne har fungeret rigtig godt, og der er allerede planlagt flere patruljer.
Der samarbejdes med mange forskellige politimyndigheder, og da den danske betjent ved Regional Headquarters i Mitrovica bor kun 500 meter fra den danske lejr, har det været naturligt at besøge ham. Militærpolitiofficeren og stationslederen deltog i et socialt arrangement hos ham, hvor der var lejlighed til at møde politifolk fra andre nationer og dermed god mulighed for at skabe et uformelt netværk.
Efterretningssektionen beretter
- Endnu uge med deltagelse i forskellige møder hos både civile og militære samarbejdspartnere, hvor vi udveksler informationer og diskuterer forskellige efterretningsmæssige forhold således, at alle har et fuldt opdateret billede af situationen i Kosovo. Vi er begyndt at sende folk på leave og det er lidt underligt pludselig at skulle klare sig uden vores chef for sektionen, men det skal nok gå godt - og vi er fortrøstningsfulde.