[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De to britiske soldater blev dræbt omkring middagstid mandag, da deres patrulje blev angrebet. De to dræbte var med i en britisk patrulje, som blev ramt af en vejsidebombe.
Angrebet på patruljen skete ved Ad Dayr, som ligger nord for Basra.

Der var danske soldater med i patruljen, som foregik i det danske ansvarsområde. Der ikke nogen danske soldater, der er kommet til skade i forbindelse med angrebet.

De dræbte er fra en britisk underafdeling, som til dagligt er underlagt den danske bataljon.

"Mine tanker går til de pårørende til de to britiske soldater, der blev dræbt. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse over for dem," siger chefen for den danske bataljon oberst Per Mikkelsen.

En hårdt såret
En tredje britisk soldat er hårdt såret efter angrebet. Den sårede blev kort tid efter angrebet evakueret af en helikopter og fløjet til det britiske felthospital på Shaiba Log Base.
 
"Det er klart, at vi i den danske bataljon er dybt berørt over situationen. Vi håber alle det bedste for vores sårede britiske kollega," siger oberst Per Mikkelsen.

En fjerde britisk soldater har fået mindre skader og er også under behandling.

Der er tændt lys i Camp Danevang for de to dræbte britiske soldater.