[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Uddannelsen indledes på flere kaserner i landet og på forskellige tidspunkter i løbet af det kommende halve år.

- Vi er ved at opbygge Hæren, og næste år har vi brug for 1000 soldater mere. Så det er noget af en udfordring, siger oberst Jens Kofoed, der er chef for Produktionsdivisionen i Hærens Operative Kommando.

- Det er uomgængeligt, at der er mange, som appellerer til de unge menneskers gunst. Uddannelsen i Hæren kan give unge mennesker oplevelser og udfordringer. Samværet giver også venskaber, som ikke findes mange andre steder i uddannelsessystemet.

Vi kan også stille i udsigt, at man kan sendes ud i en international mission og sammen med andre bidrage til at skabe ro og stabilitet i et område, så levevilkårene for lokalbefolkningen kan forbedres.

- Men en uddannelse i Hæren kan også være startskuddet til en karriere i Hæren med en løbende kompetenceudvikling. Og så får soldaterne løn under uddannelsen, siger Jens Kofoed.

Værnepligt
Der er flere muligheder for at indlede uddannelse i Hæren.
Der indkaldes værnepligtige til Hæren hovedsageligt i august og februar (ved Den Kongelige Livgarde  indkaldes værnepligtige i april, august og december). Efter fire måneders basisuddannelse kan man som frivillig fortsætte med en otte måneders reaktionsstyrkeuddannelse for derefter at blive udsendt til en international opgave.

Herudover er der mulighed for, at unge mennesker, som tidligere har forrettet militærtjeneste svarende til ca. et års militær uddannelse, kan blive ansat som konstabel i Stående Reaktionsstyrke. Alle interesserede kan slå ind på internettet på adresserne anført sidst i artiklen.

Konstabelelev
Har man været igennem Forsvarets Dag eller den gamle session, kan unge mænd og kvinder melde sig til en konstabelelevuddannelse. Uddannelsen indledes den 1. november i Slagelse, Holstebro, Høvelte og Haderslev. Den 1. februar begynder et nyt konstabelelevhold på Bornholm, i Holstebro og i Fredericia.

Den 1. marts 2007 indledes uddannelsen i Varde/Oksbøl, Skive, Vordingborg og Aalborg.

Henvendelser
Alle interesserede unge mennesker, som ønsker at høre mere om konstabelelevuddannelsen eller andre uddannelser, kan henvende sig til Hærens Operative Kommando, de forskellige kaserner rundt om i landet eller Forsvarets Personeltjeneste (FPT). Kontakterne findes på internettet.

Det er meget let at komme ind og søge. Adresse til HOK er www.hok.dk og telefonnummer er 9962 4970, herefter anmodes om lokal 7622.

Adressen til FPT er www.fpt.dk og telefonnummer er 3266 5000, hvor der i samtale med centralen udtrykkes ønske om samtale vedrørende rekruttering.

Der vil i september blive skudt en hvervekampagne i gang, hvor der vil komme yderligere information.