Uge 15 ved bataljonen i Irak

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er ingen forlegenhed her, ingen holden de store følelser på afstand og det gælder alle.

Af Hardy Lund Olesen, feltpræst

Ved morgenbriefingerne kl. 8 hver morgen synges der af karsken bælg af vort helt eget Camp Danevang Men’s Choir sange om det, der bevæger os mest. Man hører sangene hele formiddagen nynnet rundt omkring på kontorerne, i kantinen, på værkstederne. Ved appellerne i underafdelingerne er der en rigtig god og rar stemning, som giver hverdagen en god start.

Det er vigtigt i sit voksenliv at have medbragt én af barndomslandets smukkeste og varmeste erfaringer: At have sprog for hverdagens oplevelser. At formulere sit liv, sin situation, sin oplevelse. Det er ordene, der gør os til mennesker. Den smerte, du sætter navn på, er ikke længere så skræmmende. Glæden, du føler, når du tænker på dem derhjemme, giver styrke til at overkomme alt.

Feltpræst Hardy i den grønne trøje til venstre har holdt gudstjeneste, og byder med vanlig venlighed på efterfølgende ”kirkevand”

Hemmeligheden ved det, vi gør så godt her er, at vi er levende interesseret i hinanden, i vor fælles gøren og laden. At vi spørger hinanden om livet, hvad vi er optagede af, hvad som betyder noget for os, hvorfra vi henter de daglige glæder.

Vi er ikke bange for klichéerne, alt det banale: "det er bare noget, man siger", "det er bare noget, man gør". Der er intet, som postmand Felix så præcist udtrykker det, der "bare" er. Selv de mest ”gung-ho” soldater har ind imellem brug for en skulder at støtte sig op ad, lidt trøstende berøring, nogle gode ord til lindring.

Vi har brug for klichéerne, banaliteterne, fordi de kommer tættest på det, vi har brug for som mennesker, sårbare som vi er. Vi har hver dag brug for alle de der ritualer, ventiler, der giver os at se og møde hinanden som ens, underlagt de samme vilkår, med de samme længsler og drømme, sorger og glæder.

Intet er "bare", som det er, alt er ind imellem, som digteren Hanne Marie Svendsen så præcist har udtrykt den spænding, livet er. I vore ord til hinanden, i vore hilsener, i vore fester, når vi træner, når vi går på patrulje, kort sagt i den dagligdag, vi lever for og med hinanden.

Og her på "Christiansø", som jeg ynder at kalde dette sted - fordi det har størrelsen og isoleretheden og alligevel er hele vort liv, verdens navle i dette halve år - her er det nødvendigt med alt det der. Det er nødvendigt at hilse på hinanden, hver gang man mødes, at holde opmærksomheden rettet mod ham/hende ved siden af, om der er noget, man kan hjælpe med, om han /hun har forandret sig, det er nødvendigt at få sat alle ordene på, det er nødvendigt at blive set.

Ugen der gik
Det har været en stille uge ovenpå repatrieringen af KS Jesper Nielsen. En uge, hvor vi skulle videre, en uge, hvor meget har været oppe at vende, lidt klog eftertænksomhed har præget den. Mange gode snakker om, hvordan hjemmefronten tackler alt dette, når det uafvendelige indtræffer, at én såres eller værre, betaler den højeste pris.

Den hjemlige tidligere fokuseren, især i børnefamilierne, på det daglige, at få gjort rent, lavet mad, badet børn, få bragt dem i skole eller i daginstitution, har været kortvarigt afløst af bekymring og uro. Naturligvis. Og al den hjælp, man har kunnet trække på, har været taget i brug. Trøstende ord på telefon, messenger på nettet, i breve og i alle de netværk, der findes, her og hjemme at trække på, har måttet træde til. Og har gjort det godt. Der er blevet ro igen, fornemmer jeg.

Besøgene i Danevang
Her har det også været en tid med mange besøg. Regimentschefer, chefen for Hærens Operative Kommando og den litauiske hærchef har været her. Personligt har jeg haft den glæde at kunne byde en lithauisk feltpræst velkommen. Han opholder sig hernede primært i anledning af påsken. Det kan mærkes på litauerne, at de er glade for den interesse, hans besøg er udtryk for.

Jeg har haft feltpræsten med til chaplains-meeting på Shaiba Log Base og en tur ovre på felthospitalet. De engelske chaplains var meget interesserede i at høre om den lithauiske feltpræsteordning. Han har holdt messe i søndags og skal holde messe igen Påskedag, hvorefter han rejser hjem. 

Stolene og salmebøger fløj rundt i kirken midt under gudstjenesten, da Hardy og soldaterne skaffede sig adgang til gulvet under et raketangreb. Her er oprydningen i gang.

En helt særlig gudstjeneste
Ugen for os har ellers været præget af nogle natlige raketangreb, som har gjort, at vi har måttet gå i shelter. Søndag kl. 17.20 blev vi mindet om, at det også kunne lade sig gøre at angribe i dagslys og ikke kun det, men også midt under vor gudstjeneste.

25 var vi samlede i vor smukke kirkesal, havde sunget et par salmer og jeg var godt i gang med prædikenen til Palmesøndag, da vi hørte raketterne ganske kort efterfulgt af to store brag. Skolepengene, må jeg sige, er givet godt ud, for sjældent har jeg set 25 granvoksne mænd kaste sig så hurtigt på navlen.

Jeg selv skulle efter sigende – der er desværre ikke dokumentation for det - have taget en 3/4 Carl Gustav med efterfølgende rullefald udover alterbordet, hvor jeg pådrog mig en fibersprængning af de større.

Hans fra Rebuliding Unit Denmark fik en lille skade i ryggen, da stolene blev kastet frem i ryggen på ham. Derefter fik alle benene på nakken over i NSE-shelteret, hvor de normale rutiner for shelterophold blev gennemgået. Nu kaldes alteret i kirken ikke længere et alter, det kaldes et shalter. Billedet, som Lings heldigvis nåede at knipse, viser tydeligt, hvilken opstandelse, raketterne skabte.

Bataljonens kvinder har holdt den første af sikkert flere ”pigeaftener”. Til en start spillede de volleyball, og efter en tur i shelter fortsatte aftenen med god mad, musik og dans på terrassen.

At angrebet ikke påvirkede os synderligt, var aftenens tøsefest et tydeligt bevis på. Stabsgangens terrasse var i aftenens anledning omdannet til et mindre udendørs diskotek, hvor pigerne i lejren festede igennem. Alle vi andre kunne helt frem til ved 11-tiden rokke med inde i vore FAB'er. Drengene i lejren glæder sig helt vildt til, at det bliver deres tur til at feste igennem.

Ellers har det været ugen, hvor swimming-poolen endelig blev indviet igen. Ingeniørerne har haft travlt med at stille den op og få slanger og renseanordninger til at virke optimalt. Infirmeriet har foretaget prøver af vandkvaliteten og Papa Doc, vores overlæge, er blevet sat i sving med at skrive et af sine berømte direktiver.

Der har været problemer med opløsningen af kloren i vandet. Det siges, at man i den ene ende af bassinet kan få en gratis afblegning, grundet det store klorindhold og i den anden, ja, dér kan man slet ikke være sikker på følgerne.

Bubby med behørig gummihane (?) er med til at indvie lejrens pool. En svalende og kærkommen begivenhed i Danevang.

Sluttelig skal der lyde en stor tak til alle jer på hjemmefronten, der støtter os med pakker og breve og tålmodigt lægger ører til alle vore kvababbelser. Vi har brug for jer, uanset hvor gode vi er til at holde humøret oppe på hinanden og vi glæder os til atter at være hjemme hos jer. At vide, at I er der, gør hver dag her til netop det, den er:
EN GOD HVERDAG